¹Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!

¹Bil na doh un vante aw, ka gen sin hi; ka paukam suak leiin ngai leh:

²Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.

²Vuahtui bangin ka thu a zu ding, daitui bangin ka thu gen a tak ding; loupa nou dipdip tunga vuah bang leh lounah tunga vuahphin bangin:

³Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!

³TOUPA min ka suah dinga: Thupina i Pathian pia un.

⁴Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.

⁴Amah suangpi ahi, a thilhih a dik kim sipsip; A om dan tengteng dan ahi; Pathian muanhuai, thulimlouhna neilou, diktat leh hoih ahi.

⁵Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.

⁵Hoihlou takin a tungah a hih ua, a tate ahi kei uh, gensiat a lohna uh ahi, suan ginalou leh genhak ahi uhi.

⁶Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?

⁶Mi hai leh pil loute aw, huchiin maw, TOUPA na thuk sin uh? Nou honsuang, na pa uh ahi kei maw? a honbawla, a honding kip sak hi.

⁷Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!

⁷Nidanglai nite theigige inla, suan tampi kumte ngaihtuah dih: na pa dong inla, a honkawkmuh ding, na upaten leng, a hon hilh ding uh.

⁸Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,

⁸Tungnungpenin namte gam a piak laia, mihing tate a khen laiin namte gamgi a khunga, Israel suante zahin.

⁹men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.

⁹TOUPA tantuan jaw a mite ahi ua; Jakobte lah a goutan ahi uhi.

¹⁰Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.

¹⁰Gamdai gamah a mu ua, gamdai sia mau honhonah, a kim ua om khumin a kema, a mit- laivom bangin a kem:

¹¹Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.

¹¹Muvanlaiin a bua a nou a tok thoua, a nou tungah kha a japa, a khate a jaka, a tuaha, a khaa a puak jel bangin:

¹²HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.

¹²TOUPA kiain a pi jela, gam dang pathian hi louin.

¹³Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint,

¹³Lei mun sangte ah a tuangsaka, loua thil tung a ne jela; suangpi akipanin khuaiju a kikhohkhesak jela, suang tak akipan thau toh;

¹⁴Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.

¹⁴Bawng nawitui khal, belam nawitui, belamnou thau te toh, Basan uain na dawn ding.

¹⁵Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe.

¹⁵A hinnaa Jesurunte a hongthau ua, a hong kipek ua: na na thaua, na nasaphaa, na namaitaa; a bawlpa Pathian a lehngatsanta, hotdamna Suangpi a ngaineu.

¹⁶De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham;

¹⁶Gamdang pathiante khawngin mullitna a tok thoua, thil kihhuaiin a hehsak.

¹⁷de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede.

¹⁷Pathian hi lou, dawite kiangah theih ngei louh uh pathiante kiangah, hongkhonung om phing pathian thakte, na pi, na pute un a kihtak ngei louh uh kiangah.

¹⁸Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!

¹⁸Nang honsuang Suangpi na ngaisang kei, nang honbawlpa Pathian na mangngilh lai.

¹⁹Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn

¹⁹Huai TOUPAN a mua. A mudaha, tanu leh tapate hih heh jiakin.

²⁰og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab;

²⁰Ka buk mang san dinga, bang a chi om him ding ua, a chi: suan thulimlou ahi ua, muan chinglou tate.

²¹de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer.

²¹Pathian hi lou thilin ka mullitna a tok thou ua; a thil ginalou un a hon heh sak uh; chia gen loutein ka mullit sak dinga, nam haitein ka hihheh ding hi.

²²Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde.

²²Ka heh a kuanga, Sheol to khon a kang, lei, a thil tung toh a kang khin, tang kingaknate a kang.

²³Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.

²³A tunguah siatna ka chiang khawm dinga, a tunguah thal ka khah ding:

²⁴De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.

²⁴Gilkialin a gongthak ding ua, meipi leh siatna leh nakpiin a kang mang ding, a tunguah gamsa hate ka sawl dinga, leivuia kitholh pawlte gu toh.

²⁵Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.

²⁵Polamah namsauin a si ding ua, sung lamah launain, nungak tangval, nawi nelai, lua kelsam poute tan phain.

²⁶Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud,

²⁶Ken, ka delh jak vek dinga, mihing laka amau theihgigena ka hihmang vek ding:

²⁷men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.

²⁷Melma thangpaihna lauthawng kei leng, a melmate un thei khialin, I khut uh tawisangin a omta, huaite tengteng TOUPA hih ahi kei, chi kha le uh, ka chi.

²⁸Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.

²⁸Pilna neilou namte ahi ua, amau ah theihsiamna a om kei.

²⁹Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!

²⁹Aw, pil le uh hiaite a theisiam ding ua, a tu nunglam thu uh ngaihtuah ding hive un!

³⁰Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris!

³⁰Bangchiin khatin sang a delh dia, nihin sing a taikek sak ding uh, a Suangpi un amaute a khawngkhintaa, TOUPAN amau a piak khiak a hih kei ngal uleh?

³¹Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv!

³¹A suangpi uh lah i Suangpi bang ahi kei, i melmate mahmah theih danin leng.

³²Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;

³²A grep phual uh Sodom grep phual, Gomora gama om ahi: a grepte grep sinkha ahi, a gahbomte a kha:

³³som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.

³³A uainte uh drakon gu leh gulgial gu kha tak ahi.

³⁴Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer

³⁴Huai ka kholkhawm ka goubawma bilh bikbek ahi kei maw?

³⁵til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast."

³⁵Phulak leh thuk jaw kei hih ding ahi, a siksan uh a teu hun chiangin; a siatna ni uh a hongnaita, a tung ua thil hongtung dingte a hongtung ding zok ding.

³⁶Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en.

³⁶TOUPAN a mite vai a hawm sina, a sikhate leng a hih sak ding, a thilhihtheihna uh beia, gakchih leh chihlouh kuamah mah om loua a muh hun chiangin.

³⁷Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig,

³⁷Aman a pathian uh akoi ah, a muan suangpi ah loi ah;

³⁸som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!

³⁸A kithoihna thau uh netu, a dawn ding thillat uh uain dawnmite? Hongthouin nou hong huh uhenla, nou honhuntu hi heh.

³⁹Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd.

³⁹Kei, kei mahmah ka hih thei unla, pathian dang a om kei uh; ka hihlum jela, ka hihdam sam jel; ka khuta kipan honsut thei kuamah mah a om kei uh.

⁴⁰Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,

⁴⁰Van lamah ka khut ka jaka, ka hinna louin ka gena,

⁴¹jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd.

⁴¹Ka namsaute ka tathiama, ka khutin vaihawmna a kep leh ka melmate tungah phu ka la dinga, kei honhote ka thuk ding hi.

⁴²Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"

⁴²Ka thalte sisan ka kham sak ding, ka namsauin sa a valh ding; thahte leh salte sisan toh melma heute lu akipanin, ka chi, a chi ding.

⁴³I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!

⁴³Aw, nou nam chihte aw, a mite toh kipak un; a sikhate sisan phu a la sin ahi; amah doute tungah phu a la sin, a gam leh a mite adingin kilepna buching a bawl ding.

⁴⁴Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn.

⁴⁴Huchiin mipite jakin huai la thu tengteng Mosiin a vagena, amah toh, Nun tapa Hosia toh.

⁴⁵Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel,

⁴⁵Huan, Mosiin huai thu tengteng Israel mi tengteng kianga a gen khitin, a kiang uah:

⁴⁶sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;

⁴⁶Tua na kiang ua ka honthu theihsak ah na lungtang uh koih kip unla, hiai dan thu tengteng pilvang mahmaha jui dingin na tate uh thu pia un.

⁴⁷thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."

⁴⁷Nou adingin thil bangmahlou lel ahi keia, na hinna uh lah ahi ngala; huan, hiai thil hihin luah dinga Jordan na vagalkahna gam uah na dam sawt ding uhi, a chi a.

⁴⁸Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:

⁴⁸Huan, huai ni mahin TOUPAN Mosi a houpiha,

⁴⁹"Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje!

⁴⁹Moab gama Jeriko jawna Abarim tangdunga Nebo tangah vahoh tou inla, Israel suante luah dinga ka piak Kanan gam va galetin:

⁵⁰Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt,

⁵⁰Huchiin na unaupa Aron Hor tanga sia, a chite kianga pi a hite bang mahin na kah touhna tangah na si dinga, na chite kianga pi na hita ding hi.

⁵¹fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne.

⁵¹Zin gamdaia Kadesa Meriba tuia Israel suante laka ka tunga na khelh jiakin leh Israel suante laka na honpahtawi louh jiakin.Tua gam na va galmuh dinga; himahleh Israel suante ka piak gamah na lut kei ding, chiin.

⁵²Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!

⁵²Tua gam na va galmuh dinga; himahleh Israel suante ka piak gamah na lut kei ding, chiin.