¹Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.

¹Thou sisain gimlim bawlpa nuhtheihna uih gim a sawl khe sak a: huchibangmahin haina neu chikin pilna leh zahna a buk zou nak hi.

²Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

²Mi pil lungtang a khut taklam ah a oma; himahleh mi hai lungtang a khut veilam ah.

³Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.

³A hi, huaibanah, lampi-a mi hai a vak laiin, a theihsiamnain a juau sana, mi chiteng ah hai a hih dan a gen hi.

⁴Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

⁴Vaihawmmi lungsim nang dou dinga a thoh leh, na mun taisan ken; kipiakin tatkhelkna thupite a lungkimsak.

⁵Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

⁵gilou ni nuaia ka muh, vaihawmmi akipana diklouhna hongkipan khia bangin, a om a:

⁶Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

⁶Haina nakpi-a zahtakhuaiin a kibawla, mun niamah hauhsakna a tu.

⁷Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

⁷Sikhate sakol tunga tuang leh, lalte leitunga sikhate banga khea pai ka mu.

⁸Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

⁸Kuapeuh kokhuk tou huai sungah amah a ke ding; kuapeuh dai phuvang; gulpin a kei ding.

⁹den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

⁹Kuapeuh suang hemkhia huaiin a kihihna dinga; kuapeuh singa belh huaiah lauhuaiin a kibawl hi.

¹⁰Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

¹⁰Sik a mola, ama min a tathiam kei leh, hatna tamsem a koih ding ahi: himahleh pilna thuzoh a phatuam hi.

¹¹Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

¹¹Khima om maa gulpiin a keih leh, khimmi ah phatuamna a omta kei hi.

¹²Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;

¹²Mi pil kama thute hehpihtheiin a oma; himahleh mi hai mukten amah mah a nawmvalh ding.

¹³hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.

¹³A kama thute kipatna haina ahi: huan a houlimna tawpna lungsim kimlouhna gilou ahi.

¹⁴Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

¹⁴Mi haiin leng thu a khangsak a: himahleh mihingin bang a om dia chih a theikei; huan amah nunga hongom ding, amah kuan a hilh thei dia?

¹⁵Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

¹⁵Khopi-a hohna dan a theih louh jiakin, mi haite sepgimnain amaute laka michih a gimsak hi.

¹⁶Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

¹⁶Aw gam, na tunga gik hi, na kumpipa naupang a hih laiin na lalten jingsangin a ne uh!

¹⁷Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.

¹⁷Aw gam, na kumpipa miliante tapa a hiha, na lalten, kham ding hi lou-a, hatna dinga a hun taka a nek lai un, nuam na sa hi.

¹⁸Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.

¹⁸Thadahna jiakin intung a chima; khut jawntatna jiakin in a keh hi.

¹⁹Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.

¹⁹Nuihna dingin ankuang a kiluia, uainin hinna a kipaksak; sum thil tengteng awnghukna ahi.Kumpipa, li hi lou, na ngaihtuahin hamsiat ken; huan na lupna dantan sungah mihausate hamsiat ken: huih khuaa vasaten na aw po ding ua, kha neiten a thu gen ding uh a hih jiakin.

²⁰End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

²⁰Kumpipa, li hi lou, na ngaihtuahin hamsiat ken; huan na lupna dantan sungah mihausate hamsiat ken: huih khuaa vasaten na aw po ding ua, kha neiten a thu gen ding uh a hih jiakin.