¹Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.

¹Hiai tengteng lah ka lungtangin ka vei ngala, hiai tengteng zongkhe dingin; mi diktatte, leh mi pilte leh a thilhihte uh Pathian khut ah a om ahi chih: itna ahi hia, muhdahna, mihingin a theikei; a ma uah a vekin a om hi.

²Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge.

²Thil tengteng kibangin a vek ua kiangah a hongoma: mi diktatte leh mi giloute tungah tanchin khat a om hi; mi hoih kianga leh mi siang kianga leh mi sianglou kiangah; kithoih mi kiang leh kithoih lou mi kiangah: mi hoih a om bangin, mikhial a oma; a kichiampa, thuchiam kihtapa bangin.

³Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde.

³Ni nuaiah hiha om tengteng ah hiai gilou ahi, bangteng tunga tanchin khat om: ahi nalaia, mite tapate lungtang gilouin a dima, a dam lai uh a lungtang uah lungsimkimlouna a om, huai nungin misite kiangah a pai uh.

⁴Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve.

⁴Amah hinglaite tengteng toh kizoma om adingin lah lametna a om ngala: humpinelkai sisa sangin ui hinglai lah a hoihzo ngala.

⁵Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud.

⁵Mihingteng a si ding uh chih la a thei ngal ua: himahleh misiin thil himhim a theikei, kipahman leng a neita kei uhi; amaute theihgigena lah a kimanghilha.

⁶Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget af det, som sker under Solen.

⁶A itna uh bangin, a muhdahna u leh a enna uh tuin a mangtaa; ni nuaia hiha om thil himhim ah khantawnin tantuan a nei nawnta kei uhi.

⁷Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god.

⁷Pai inla, nuamsakna toh na tanghou ne inla, lungtang kipak tohin na uain dawnin: Pathianin lah na thilhihte a sang khinta ngala.

⁸Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!

⁸Na puansilhte ngou gigein om hen; huan na luin nilhtheih tasam kei hen.

⁹Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen.

⁹Na bangmahlou damsung ni tengtenga na it ji kiangah kipak takin om inla, huai aman ni nuaia a honpiak, na bangmahlou ni tengtengin: huai lah damsungin na tantuan ahi ngala, ni nuaia na sepgimnaa na sepgimna ah.

¹⁰Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.

¹⁰Na khutin hih ding bangpeuh a muh na theihtawpin hihin; na paina lam han sungah lah, nasep hiam, thilngahtuah hiam, theihna hiam, pilna hiam lah a om nal kei a.

¹¹Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.

¹¹Na kiheia, kitaitehna kinte ading ahi keia, galdouna hatte ading ahi tuan kei chih ka mu hi, tanghou leng pilte ading, hauhsakna leng theisiam mite ading, deihsakna khutsiamte ading hi tuan lou; himahleh hun leh phat amaute tengteng tungah a hongom sek hi.

¹²Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

¹²Mihingin lah a hun leng a thei ngal keia: ngasate len gilou-a a kiman bang leh, vasate thanga a awk uh bangin, huchibangin mite tapate, amau tunga thakhata a hongtun guih laiin, hun gilou-a matin a om uhi.

¹³Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig:

¹³Hichibangin pilna leng ni nuaiah ka mu a, ka kiangah thupiin a kilanga:

¹⁴Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;

¹⁴Khopi lianlou a oma, a sungah mi tawmchik; huan kumpipa thupiin a hongsiama, a laa, a douna dingin sepaih nasep thupi tak a bawla:

¹⁵men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.

¹⁵Huchiin huaiah mi pil genthei khat a om, a pilnain khopi a hunkhiaa; himahleh kuamahin hiai migenthei mah a theigige kei uh.

¹⁶Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."

¹⁶Huan, ken, Hatna sangin pilna a hoihjaw; mi genthei pilna muhsitin a oma, a thute ngaihkhiaksakin a om kei, ka chi.

¹⁷Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb iblandt Dårer.

¹⁷Mihaite laka vaihawmmi kikou sang in awla mi pil thugente a kiza jaw hi.Kidouna galvante sangin pilna ahoihjaw; himahleh mikhial khatin hoih tampi a hihsia hi.

¹⁸Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge meget godt.

¹⁸Kidouna galvante sangin pilna ahoihjaw; himahleh mikhial khatin hoih tampi a hihsia hi.