¹Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!"

¹Na tuailai nitein nang honsiampa leng theigige in, ni hoihloute a hongtun ua kumte a hongnai ua, Amaute ah kipahna ka neikei, na chih hun a hong tun nailouh laiin.

²før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn,

²Ni hiam, khovak leh, kha leh, aksite, hihmiala oma, meipite vuah zuk khita a kik nawn ma un:

³Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne,

³In ngakte a kivuan ua, mi hatte a hongkun ua, a tawm tak jiak ua ansute a khawl ua, tawleta dak khete hihmiala a om ua,

⁴da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,

⁴Kong zinga kongkhakte khak a hihnai louh lai un; ansuk ging a ngaihlouha, vasa aw-a mi a thoha, tumgingtheih tanute tengteng suk niama a om nai louh lai un;

⁵da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden,

⁵A hi, tung sanga om a kihta ding ua, a lampi ah launa a om ding; vaisuaklu sing a pak lun dinga, huan khaukhup tunggikna ahi dia, lingmin thuk a juau ding; mihing a in saua paia, sunmite kongzing kim khawnga a pai jiak un.

⁶førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden

⁶Dangka khau kiphela, dangkaeng noubem suktapa a oma, tuibel tuikhuka hihkeka a oma, tuibema kangtalaikhe hihtana a om nai louh laiin;

⁷og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den.

⁷Huan, a om bangin leivui lei ah a kik nawna, kha bel a pepa Pathian kiangah a kik.

⁸Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

⁸Bangmahloute bangmahlou, thugenmiin a chi; bangteng bangmah lou ahi.

⁹Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.

⁹Huai banah, Thugenpa a pil jiakin, mite theihna a sinsak lailaia; ahi, paunak tampi kizomzomin a ngaihtuaha, a zong khiaa, a koih hi.

¹⁰Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord.

¹⁰Thugenpa thu pomtakte mukhe dingin a zonga, diktaka gelh khiaka omte, thutak thute ngei.

¹¹Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde.

¹¹Mipil thute sutnazum bang ahi a, hoihtaka khetkip sikilhna te bang tuh Belamchingpa khat thugen lakkhawm piakte ahi.

¹²Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.

¹²Huan huailou leng, ka tapa, hilhin omin: laibu tampi bawl a hihleh tawp chihni a om kei hi.; huan zil tamna jaw sa bahna ahi hi.

¹³Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre.

¹³Hiai thulela tawpna ahi; a vekin jakin a omta: Pathian laudan siam inla, a thupiakte juiin; hiai lah mihing hihding pumpi ahi ngala.Pathianin lah thilhih chiteng vaihawmnaa la lut ding ahi ngala, thil selguk chiteng, a hoih hia a hihkeileh a hoihlou toh.

¹⁴Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.

¹⁴Pathianin lah thilhih chiteng vaihawmnaa la lut ding ahi ngala, thil selguk chiteng, a hoih hia a hihkeileh a hoihlou toh.