¹Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes,

¹Diktatna delhmite aw, Toupa zongmite aw, ka thu ngaikhia un: noute sekna suangpi lam leh kokhuka noute toh khiakna khuk lam en un.

²se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange.

²Na pu uh Abraham lam leh noute honsuangnu Sara lam en un: khat kia a hih laiin ka sama, ka vualjawla, mi tampi dingin ka bawlta hi.

³Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.

³Toupan lah Zion a luangmuanta ngala: a munsesate tengteng a lungmuana, a gamdai lah Eden bangin a bawla, a gam keu leng Toupa huan bangin a bawl hi; huailaiah kipahna leh nuamsaknate, kipahthugenna leh lasak husa te a om ding.

⁴I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;

⁴Ka mite aw, ka thu ngaikhia unla; ka namte aw, ka thu ah bil na doh un: keia kipanin dan thu a hongpawt sin ngala, mi chih vakna dingin ka vaihawmna ka kipsak ding.

⁵min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.

⁵Ka diktatna a naia, ka hotdamna a pawtta, ka banten mi chih vai a hawmsak ding, tuikulhgamten a honngak ding ua, ka ban a muang ding uh.

⁶Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig.

⁶Van lama dak tou unla, nuai lama lei en un: van meikhu bangin a jam mang dinga, lei puansilh bangin a lui ding, a sunga omte huchimah bangin a si ding uh: ka hotdamna bel khantawnin a om ding, ka diktatna leng hihmanin a om kei ding.

⁷Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot!

⁷Diktatna theimi, ka dan thu lungtanga pai mite aw, ka thu ngaikhia un; mihingte gensiatna lau kei unla, a hontainate u jiakin lunghimoh tuan kei un.

⁸Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.

⁸Simin puansilh a ne gawp vek bangin, amau a ne gawp vek ding, ngetin samul a ne bangin, amau a ne ding: ka diktatna jaw khantawnin a om dinga, ka hotdamna suan tengteng tanin a om ding.

⁹Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen,

⁹Toupa ban aw, halh inla, hatna kisilhin; nidanglaia, tanga suante om laia na halh bangin halhin. Nang Rahab sat janpa, dragon sunpa na hi ka hia?

¹⁰mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik?

¹⁰Nang tuipi, tui thuk zapi tui kangsakpa, tuipi taw tatte kanna lampi dia bawlsakpa na hi ka hia?

¹¹HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

¹¹Huan, Toupa tatte a kik nawn ding ua, lasa kawmin Zion a tung ding ua; khantawna kipahna a lu tunguah a omta ding; kipahna leh nuamsakna a mu ding ua, lungkhamna leh mauna a mangta ding.

¹²Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs,

¹²Kei, kei mahmah, nou lungmuanpa ka hi: si ding mihing kihta ding leh, loupa banga bawl ding mihing tapa kihta ding nang kua na hi hiam;

¹³at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede?

¹³Toupa nang hon Bawlpa, van kaipalha lei kingaknate phumpa, mangngilha, nuaisiahmi hihse dinga a ngim lai hehna jiak lela nituma lau? Nuaisiahmi hehna koia om a hitaa?

¹⁴Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød,

¹⁴Sal pimang kintaka khahin a om dinga, a an a omlou kei ding.

¹⁵så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE.

¹⁵Kei Toupa na Pathian, kei lah a kihawtte ging honhon khopa tuipi tokletpa ka hi ngala: ka min lah sepaihte Toupa ahi.

¹⁶jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."

¹⁶Huan, van ka kaipalh theia, lei kingaknate ka phum theiha, Zionte kianga, Ka mite na hi uh, ka chih theihna dingin ka thute na kamah ka koiha, ka khutin ka honhum hi.

¹⁷Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe.

¹⁷Jerusalem aw, Toupa khuta kipan a hehna nou-adawnnu, halhin, halhin, thou in; nang hoihoina nou-a nengte na dawna, na dawn siang sipsip.

¹⁸Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd.

¹⁸A tapa suan tengteng lakah amah pi ding kuamah a om kei ua; a tapa vak let tengteng lakah a khuta len kuamah a om sam kei uh.

¹⁹To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig?

¹⁹Hiai thil nihten a honphat ahi; kuan a honkahpih ding ua? Gamna, leh siatna leh kial, leh namsau: bangchin ka honlungmuan diam aw?

²⁰Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.

²⁰Na tapate lah a bah ua, sathak lena awk bangin, kongzing lu lam ah a lumphiakphuak uh; Toupa hehna leh na Pathian salhnain a dim uhi.

²¹Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin:

²¹Huaijiakin, nang hihgentheih leh uain kham hi lou-a mi kham, hiai jain:

²²Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger;

²²Na Toupa Jehova, na Pathian, a mite thu genpih jelpan, hichiin a chi, Ngaiin, hoihoina nou, ka hehna nou belhbu ngei, na khut akipan ka la kheta; na dawn nawnta kei ding;Huchiin nang honhihgentheite khutah ka koih ding; amau lah na hinna kiangah, Kon tot ding un khupboh un, a chi uh: huchiin a tawnmite kiangah na nungjang lah lei bang leh kongzing bangin na doha, chiin.

²³og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.

²³Huchiin nang honhihgentheite khutah ka koih ding; amau lah na hinna kiangah, Kon tot ding un khupboh un, a chi uh: huchiin a tawnmite kiangah na nungjang lah lei bang leh kongzing bangin na doha, chiin.