¹Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes HERRENs Arm?

¹I thugen kuan a uma? Toupa khut kua kiangah ahia a kihil?

²Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, så vi syntes om ham,

²A maah thil pou nou tak bangin amah lah a dawn khe ngala, lei keu akipana zung bangin a khang khia hi: piandan hoihna leh mel kilawmna himhim a hei keia; amah I hum un amah I deih ding un kilawmna himhim a om kei.

³ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.

³Amah mihingte muhsit leh deihlouhin a oma; dahnate neimi leh natna theimi ahi a; amah laka I mai uh sel bang I hi ua, muhsitin a oma, en lah amah I ngaisang tuan kei uh.

⁴Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.

⁴Aman I natnate puain, I dahnate leng a po ngeia: himahleh en bel dahna khu, Pathian vuak, hihgentheihin I bawl ngal ua.

⁵Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår.

⁵Ahihhangin I tatleknate jiakin amah liamin a oma, I thulimlouhna te jiakin vuak sidupin a om a: I lungmuanna dingin sawina a tungah a kiaa; a vuakna golhtea hihdamin I omta hi.

⁶Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle.

⁶I vek un belam bangin I vak mang ua; eimah lampi tuam chiat uah I pialta uh; Toupan amah tungah I vek ua thulimlouhna a ngata!

⁷Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes. han oplod ikke sin Mund.

⁷Amah nuaisiahin a oma, himahleh a kingainiama, a kam leng a ka kei; belam nou goh dinga pi uh bang leh, belam a mul metmite maa a dai dide bang maiin; ahi, a kam a ka kei.

⁸Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse?

⁸Nuaisiahna leh vaihawmnaa lak mangin a oma; a dam tonpihte ngialin houh kuain ahia mihing gam akipan hihmana a om ngaihtuah mahmah? Ka mite tatlekna jiaka dahna khu-a om a hih

⁹Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.

⁹Huan, hiamgam a hih ngei keia, a kamah khemna himhim om ngei kei mahleh, a han mi giloute kiang lamah seh sak ua, a sih nungin mi hausa kiang lamah a om hi.

¹⁰Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd.

¹⁰Ahihhangin Toupan, amah vuak sidup a ut him ahi; a dahsak ta ngeia: a hinna khelhna adia thillat dia na zat peuhpeuh chiangin, a chi suan a muta dinga, a damsung nite a sausak ding, Toupa deihlam lah a khutah lohchingin a om ding.

¹¹Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser.

¹¹A kha nauvei-gim gah a mu dinga, a lungkimta ding: ka sikha diktat takin a theihnain mi tampi siam a tangsak dinga, a thulimlouhnate uh a puak sak ding.Huaijiakin mi liante tantuan bang amah ka hawm sam dinga, gallak sumte aman mi hatte a hawm sam ding; a hinna pen si khop hiala a sun buaka, talekte laka sim tela a om jiakin: himahleh mi tampi khelhna a puaa, talekte adingin a thumsak hi.

¹²Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.

¹²Huaijiakin mi liante tantuan bang amah ka hawm sam dinga, gallak sumte aman mi hatte a hawm sam ding; a hinna pen si khop hiala a sun buaka, talekte laka sim tela a om jiakin: himahleh mi tampi khelhna a puaa, talekte adingin a thumsak hi.