¹Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.

¹Huan, ni khat tuh Pathian biakina mite thu a hilh a, Tanchin Hoih a genlaiin, siampu liante, laigelhmite, upate toh, a kiangah ahongpai guih ua;

²Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"

²huan, a kiangah, Kua thuin ahia hiai thil na hih? Kuan ahia thu honpia? honhilh in, chiin, a gen ua.

³Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:

³Huan, aman, a kiang uah, Ken leng thu kam khat kon dong sam ding; honhilh un,

⁴Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"

⁴Johan baptisma vana kipan hia, mihinga kipan? a chi a, a dawnga.

⁵Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

⁵Huan, a kingaihtuah ua, Vana kipan, chi lehang, Bangdia amah ginglou? honchi thepthup ding.

⁶Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."

⁶Huan, Mihinga kipan, chi lehang, mi tengtengin suangin a hondeng ding uh; Johan jawlnei a hih a thei ngal ua, a chi ua.

⁷Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

⁷Huchiin, a dawng ua, Koia kipan ahia ka theikei uh, a chi ua.

⁸Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁸Huan, Jesun a kianguah, Ken leng kua thuin ahia hiai thil ka hih, ka honhilh sam kei ding, a chi a.

⁹Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.

⁹Huan, mipite kiangah hiai gentehna agen a; Kua hiamin grep huan a bawla, a loukemte kiangah khohloh dingin a pia a, sawtpi tam dingin gam dangah a hohta a.

¹⁰Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.

¹⁰Huan, a loh hunin huana gah tanding a na piak ding un loukemte kiangah sikha khat a sawl a; himahleh, loukemten a na vua ua.

¹¹Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹Huan, sikha dang a sawl nawna; huai leng a na von awn jel ua, zumhuai piin a na bawl ua, khutvuakin a paisak nawnta uh.

¹²Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.

¹²Huan, a thumna a sawl nawn a; huai leng a na hihliam ua a pai kheta uhi.

¹³Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.

¹³Huan, grep huan neipan, Bang chin ka hih dia? Ka tapa deihtak ka sawl mai ding; amah a nazah khamoh kei ding uh, a chi a.

¹⁴Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.

¹⁴Himahleh loukemten amah a namuh tak un, Hiai gouluah dingpa tuh ahi, that ni, huchiin, a gou ei ading ahi ding, chiin, a kihou ua.

¹⁵Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?

¹⁵Huchiin, grep huan apat a pai khia ua, a hihlumta uh. Huan, grep huan neipan amau bang a lohta dia le?

¹⁶Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"

¹⁶Loukemten a honghihmang dia, huan grephuan tuh mi dangte a pe ding, a chi a. Huan, huai ajak un, huai tel jaw tungkei leh: a chi ua.

¹⁷Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

¹⁷Humahleh, aman amaute a en a, Ahihleh hiai thu a gelh uh bang ahia? In lamte suang deih louhpen, huai mahmah a ninga suang phatuampen a honghita, chih.

¹⁸Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."

¹⁸Kuapeuh huai suang tunga puk tuh a kitat gawp ding; a delh khak houh a gawi jan ding, a chi a.

¹⁹Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

¹⁹Huan, huchih lai takin laigelhmite leh siampu lalten mat a tum ua; himahleh, mipi a lau ua; huai a genteh thu amau demin a gen chih a thei ngal ua.

²⁰Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

²⁰Huan, gam ukpa vaihawmna leh thuneihnaa a piak theihna dingun, a thu gen khelh la dingin, amah a tang gige ua, enkhia, mi hoih banga omkhempeuhte asawl ua.

²¹Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

²¹Amau, a kiangah, Sinsakpa, diktakin thu na genin nahilh jela, kuamah khentuam louin chih taktakin Pathian lam thu na hilh jel ka thei uh.

²²Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"

²²Kaisar kianga siah ka piak uh siang hia sianglou? chiin, a dong ua.

²³Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?

²³Himahleh aman a zekhem uh a thei a, a kiang uah,

²⁴Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."

²⁴Makhai honlak un, Kua lim leh kuamin ahia tuang? a chi a. Huan, amau, Kaisar-a, a chi ua.

²⁵Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

²⁵Huan, aman, a kiang uah, A hih nung, Kaisar thilte Kaisar kiangah pia unla, Pathian thilte Pathian kiangah peta unla, a chi a.

²⁶Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁶Huchiin, mipi maa a thu gen khelh lak ding amu kei ua; a dawnna tuh lamdang a sa mahmah ua, a dai dide uh.

²⁷Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

²⁷Huan, Saddukai, thohnawnna a om kei chite laka mi kuate hiam a kiangah a hong ua; a kiangah,

²⁸"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

²⁸Sinsakpa, Mosiin, kuapeuh a unaupanin ji nei henla, ta neilouin si leh, a ji luahin, a unaupa dingin chi a suah sakding ahi chih, hon gelh sak ahi.

²⁹Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

²⁹A hi, sal sagih a om ua; upapenin ji a nei a, ta neilouin a si a.

³⁰Ligeså den anden.

³⁰A nihnain a luah a; tunmnain a luah nawna;

³¹Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

³¹huchi chiatin sagihte ta neilouin a si jel uh.

³²Men til sidst døde også Hustruen.

³²Huai zohin, numei leng a sita a.

³³Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."

³³Tua chiangin, thohnawn hun chiah a kuapen ji ahi dia? amau sagihten jiin a nei chiat ngal ua, chiin a dong ua.

³⁴Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

³⁴Huan, Jesun a kiang uah, Tulai mite ji leh tain a kinei jel ua;

³⁵men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

³⁵himahleh, huai hun chia tel tak ding leh, misi laka pat thohnawnna tang taka seh peuhte, ji leh tain a kinei nawn ta kei ding uh;

³⁶Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

³⁶sih leng a si nawn theita kei dinguh, angelte banga om ding ahi ngal ua; thohnawnna tate a hih jiak un, Pathian tate ahi ding uh.

³⁷Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

³⁷Misi kaihthohin a om ding uh chih Mosiin leng, Loubuk thu a, Toupa tuh Abraham Pathian, Isaak Pathian, Jakob Pathian, a chih laiin, a thei sak hi.

³⁸Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."

³⁸Amah misi Pathian ahi keia, mihing Pathian ahi jaw; amah ngaihin mi tengteng a hing vek ngal ua, a chi a.

³⁹Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."

³⁹Huan, laigelhmite khenkhatin, Sinsakpa, na gen dik ngei e, a chi ua, a dawng ua.

⁴⁰Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴⁰Thu dang a dong ngam nawn ngal kei ua.

⁴¹Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

⁴¹Huan, aman, a kiang uah, Kris David tapa ahi chih bangchidana chi thei uh ahia?

⁴²David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

⁴²Sam laibu ah David mahmahin, Toupan, ka Toupa kiangah, ka taklam a tu in,

⁴³indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

⁴³Na melmate na khepek ngakna dia ka bawl masiah, a chi, a chi a.

⁴⁴Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

⁴⁴Huchiin Davidin amah Toupa a chi ngala, bang chin ahia a tapa a hih theih? a chi a.

⁴⁵Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:

⁴⁵Huan, mi tengteng theihin a nungjuite kiangah, Laigelhmite lakah pilvang un;

⁴⁶"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,

⁴⁶amau puannak tual silha vak a ut uh, dawl mun ah chibai buk bang, kikhopna inah tutphah hoihpente bang ankuang luina ah mun hoihpente bang a deihtuam nak uh hi;meithaite inte a negai ua, mi khemna dingin sawt pipi a thum uh. Huaiten siam louh anak tan semding uhi, a chi a.

⁴⁷de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

⁴⁷meithaite inte a negai ua, mi khemna dingin sawt pipi a thum uh. Huaiten siam louh anak tan semding uhi, a chi a.