1Apud la riveroj de Babel Ni sidis kaj ploris, Rememorante Cionon.
1Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
2Sur la salikoj tie Ni pendigis niajn harpojn.
2Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
3CXar tie niaj kaptintoj postulis de ni kantojn, Kaj niaj mokantoj gxojon, dirante: Kantu al ni el la kantoj de Cion.
3Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
4Kiel ni kantos sur fremda tero La kanton de la Eternulo?
4Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
5Se mi forgesos vin, ho Jerusalem, Tiam forgesigxu mia dekstra mano;
5Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
6Algluigxu mia lango al mia palato, Se mi vin ne memoros, Se mi ne levos Jerusalemon en la supron de miaj gxojoj.
6Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7Rememorigu, ho Eternulo, al la filoj de Edom La tagon de Jerusalem, kiam ili diris: Detruu, detruu gxis gxia fundamento.
7HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
8Ho ruinigema filino de Babel! Bone estos al tiu, Kiu repagos al vi por la faro, kiun vi faris al ni.
8Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
9Bone estos al tiu, Kiu prenos kaj frakasos viajn infanetojn sur sxtono.
9Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!