¹Koguja, Taaveti poja, Jeruusalemma kuninga sõnad.

¹Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

²'Tühisuste tühisus,' ütleb Koguja, 'tühisuste tühisus, kõik on tühine!'

²Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

³Mis kasu on inimesel kogu oma vaevast, millega ta ennast vaevab päikese all?

³Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

⁴Rahvapõlv läheb ja rahvapõlv tuleb, aga maa püsib igavesti.

⁴Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

⁵Ja päike tõuseb ja päike loojub ning läheb tagasi oma paika, kust ta jälle tõuseb.

⁵Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

⁶Tuul puhub lõuna poole ja keerutab põhja poole; keereldes, keerutades puhub tuul ja alustab taas oma ringkäiku.

⁶Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

⁷Kõik jõed voolavad merre, aga meri ei saa täis; paika, kuhu jõed on voolanud, sinna voolavad need üha.

⁷Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

⁸Kõigist asjust, mis väsitavad, ei suuda ükski rääkida: silm ei küllastu nägemast ja kõrv ei täitu kuulmast.

⁸Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

⁹Mis on olnud, see saab olema, ja mis on tehtud, seda tehakse veel - ei ole midagi uut päikese all.

⁹Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

¹⁰Või on midagi, mille kohta võiks öelda: Vaata, see on uus? Kindlasti oli see olemas juba muistsetel aegadel, mis on olnud enne meid.

¹⁰Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os

¹¹Ei ole vaid mälestust endisist asjust ja nõnda ei ole ka mälestust tulevasist asjust neil, kes saavad olema veelgi hiljem.

¹¹Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹²Mina, Koguja, olin Iisraeli kuningas Jeruusalemmas.

¹²Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

¹³Ma pühendasin oma südame teadlikult otsima ja uurima kõike, mis taeva all sünnib: see on õnnetu ülesanne, mille Jumal on andnud inimlastele nende vaevamiseks.

¹³Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

¹⁴Ma nägin igasugu tegusid, mis päikese all tehakse, ja vaata, see kõik on tühi töö ja vaimunärimine.

¹⁴Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁵Kõverat ei saa teha sirgeks ega loendada seda, mida pole.

¹⁵Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

¹⁶Ma mõtlesin oma südames ja ütlesin: Mina, vaata, olen hankinud suure tarkuse ja olen ületanud kõik need, kes enne mind on valitsenud Jeruusalemma üle, ja mu süda on näinud palju tarkust ja teadmisi.

¹⁶Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

¹⁷Ja ma pühendasin oma südame tarkuse mõistmisele, ka meeletuse ja sõgeduse mõistmisele: ma mõistsin, et ka see oli vaimunärimine.

¹⁷Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.

¹⁸Sest kus on palju tarkust, seal on palju meelehärmi, ja kes lisab teadmisi, see lisab valu.

¹⁸Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.