¹Prohvet Habakuki nähtud ennustus:

¹Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

²'Kui kaua, Issand, pean ma appi hüüdma, ilma et sa kuuleksid? Või sulle kisendama vägivalla pärast, ilma et sa aitaksid?

²Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

³Miks sa lased mind näha nurjatust ja vaatad ise seda õnnetust pealt? Hävitus ja vägivald on mu ees - on tulnud riid ja tõusnud tüli.

³Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.

⁴Seepärast on Seadus jõuetu ja õigus ei tule iial esile. Sest õel piirab õiget - nõnda tekib väänatud õigus.

⁴Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

⁵Vaadake ringi paganate seas ja pange tähele, imestage ja hämmastuge! Sest teie päevil tehakse tegu, mida te ei usuks, kui sellest jutustataks.

⁵Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

⁶Sest vaata, ma lasen tõusta kaldealased, kibeda ja tormaka rahva, kes käib maa laiuti läbi, et vallutada eluasemeid, mis pole tema omad.

⁶Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

⁷Ta on kardetav ja julm, temast enesest tuleb ta õigus ja vägi.

⁷Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.

⁸Tema hobused on kiiremad kui pantrid, metsikumad kui hundid õhtul. Tema ratsud trambivad - kaugelt tulevad ta ratsanikud, lendavad nagu saagile sööstvad kotkad.

⁸Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde

⁹Kõik nad tulevad tegema vägivalda; nende näod vaatavad otse ette ja nad koguvad vange nagu liiva.

⁹er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.

¹⁰Nad pilkavad kuningaid ja aukandjad on neile naerualuseks. Nad naeravad iga kindlust, kuhjavad kokku mulda ja vallutavad selle.

¹⁰Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.

¹¹Siis nad tormavad kui tuul ja tõttavad edasi. Nad teevad omaenese jõu enestele jumalaks.

¹¹Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

¹²Eks ole sina, Issand, muistsest ajast mu püha Jumal? Ära lase meil surra! Issand! Sina oled nad pannud meie üle kohut mõistma, sina, kalju, oled määranud nad meile nuhtlejaiks.

¹²Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?

¹³Sinu silmad on liiga puhtad selleks, et näha kurja, ja sina ei või vaadata õnnetust. Mispärast sa vaatad uskmatute peale, vaikid, kui õel neelab selle, kes on temast õigem,

¹³Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?

¹⁴teed inimesed mere kalade sarnaseks, otsekui roomajaiks, kellel pole valitsejat?

¹⁴Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:

¹⁵Need kõik tõmbavad nad õngega üles, veavad oma noota ja koguvad võrku; seepärast nad rõõmustavad ja hõiskavad.

¹⁵Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;

¹⁶Seepärast ohverdavad nad oma noodale ja suitsutavad võrgule, sest nende abil on nende saak rasvane ja roog rammus.

¹⁶han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.

¹⁷Kas nad võivad nõnda lõpmatult tühjendada oma noota, rahvaid armuta tappes?

¹⁷Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?