¹Häda veresüüga linnale, kuhjaga täis valet ja röövimist! Ei lakka mahamurdmine.

¹Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende!

²Kuule! Piitsaplaks ja rattamürin, kihutavad hobused ja rappuvad vankrid.

²Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste,

³Ratsud ajavad end püsti, mõõgad sähvivad ja piigid välguvad. Ja mahalööduid on palju, laipu on määratu hulk, korjustel pole lõppu, korjuste otsa komistatakse.

³Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig!

⁴Ja seda kõike selle veetlevalt ilusa, nõiduses osava hoora arvutu hooratöö pärast, kes oma hooratöödega võrgutas rahvaid, ja nõidustega suguvõsasid.

⁴For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom,

⁵Vaata, ma tulen sulle kallale, ütleb vägede Issand. Ma tõstan su hõlmad üle su näo ja näitan rahvaile su alastiolekut, kuningriikidele su häbistust.

⁵kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam,

⁶Ma viskan su peale jäledaid asju, häbistan sind ja panen sind silmaimeks.

⁶dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i Gabestok.

⁷Siis põgenevad su juurest kõik, kes sind näevad, ja ütlevad: 'Niineve on hävitatud!' Kes peaks teda kahetsema? Kust ma otsin talle trööstijaid?

⁷Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?"

⁸Kas sa oled parem Noo-Aamonist, kes asus jõgede ääres, ümberringi vesi, kraaviks meri, müüriks meri?

⁸Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur?

⁹Etioopia ja Egiptus olid ta otsatu jõud, Puut ja liibüalased olid ta aitajad.

⁹Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp.

¹⁰Siiski pidi ta minema asumisele, ta läks vangi. Temagi lapsed rebiti tükkideks igal tänavanurgal, tema auliste pärast heideti liisku ja kõik ta suurnikud pandi ahelaisse.

¹⁰Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker.

¹¹Sinagi joobud, jääd oimetuks, sinagi pead otsima pelgupaika vaenlase eest.

¹¹Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden.

¹²Kõik su kindlused on nagu varajaste marjadega viigipuud: kui neid raputatakse, langevad marjad sööjale suhu.

¹²Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden.

¹³Vaata, sinu sõjavägi su sees on nagu naised. Su maa väravad tehakse su vaenlastele pärani lahti. Tuli põletab su riivid.

¹³Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.

¹⁴Võta enesele piiramisajaks vett, tugevda oma kindlustusi, astu savisse ja sõtku savi, haara telliskivide vorm!

¹⁴Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen.

¹⁵Seal neelab sind tuli, hävitab mõõk, see sööb sind otsekui rohutirtsu vastne. Olgugi sind nii palju nagu vastseid, olgugi sind nii palju nagu rohutirtse,

¹⁵Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper,

¹⁶olgugi et oled enesele soetanud kaupmehi rohkem kui taevatähti - vastne ajab kesta ja lendab ära.

¹⁶er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver!

¹⁷Sul on valvureid nagu rohutirtse ja kirjutajaid rohutirtsude parvena, kes asuvad aedade ääres külmal päeval; kui päike tõuseb, siis nad põgenevad ja ükski ei tea nende asupaika.

¹⁷Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.

¹⁸Su karjased tukuvad, Assuri kuningas, su aulised istuvad jõude, su rahvas pillutatakse mägedele ja kogujat ei ole.

¹⁸Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem.

¹⁹Ei ole paranemist su vigastusel, su haav teeb haiget. Kõik, kes kuulevad sinust sõnumit, plaksutavad sinu pärast käsi. Sest kellest ei ole sinu kurjus lakkamata üle käinud?

¹⁹Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle?