¹Häda neile, kes annavad nurjatuid seadusi, ja kirjutajaile, kes kirjutavad vääri otsuseid,

¹Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs

²et väänata abitute õigust ja kiskuda kohus mu rahva viletsailt, et lesknaised saaksid neile saagiks ja et nad võiksid vaeslapsi paljaks riisuda!

²for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.

³Aga mida te teete katsumispäeval ja tormis, mis tuleb kaugelt? Kelle juurde te põgenete abi saama? Ja kuhu jätate oma varanduse?

³Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom?

⁴Ei ole muud kui põlvitada vangide seltsi või langeda tapetute sekka. Selle kõige juures ei ole ta viha veel ära pöördunud ja ta käsi on alles välja sirutatud.

⁴Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

⁵Häda Assurile, kes on mu viha vits ja kelle käes on mu sajatuse kepp!

⁵Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.

⁶Tema ma läkitan jumalavallatu rahva vastu ja teda ma käsin oma vihaaluse rahva pärast võtta noosi ja riisuda saaki ja tallata teda nagu tänavapori.

⁶Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden.

⁷Aga tema ei kavatse nõnda ja nõnda ei mõtle ta süda, vaid temal on südames hävitada ja hukata rahvaid, ja mitte väheseid,

⁷Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.

⁸sest ta ütleb: 'Kas pole mu pealikud kõik kuningad?

⁸Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?

⁹Eks Kalnol käinud käsi nagu Karkemisel, eks Hamatil nagu Arpadil, eks Samaarial nagu Damaskusel?

⁹Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?

¹⁰Kuna mu käsi ulatus ebajumalate kuningriikideni, kus nikerdatud kujusid oli rohkem kui Jeruusalemmal ja Samaarial,

¹⁰Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria

¹¹eks ma või siis talitada ka Jeruusalemma ja selle kujudega nõnda, nagu ma talitasin Samaaria ja selle ebajumalatega?'

¹¹mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"

¹²Aga kui Issand on lõpetanud kõik oma töö Siioni mäel ja Jeruusalemmas, siis ta nuhtleb Assuri kuningat ta südame ülbuse vilja ja ta suureliste silmade kõrkuse pärast.

¹²Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral,

¹³Sest too ütleb: 'Ma tegin seda oma käe rammuga ja oma tarkusest, sest ma olen taibukas. Ma nihutasin rahvaste piire, riisusin, mis kuulus neile. Oma vägevuses tõukasin ma valitsejaid troonilt.

¹³fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;

¹⁴Mu käsi leidis rahvaste vara otsekui linnupesa; ja nagu korjatakse mahajäetud mune, nõnda ma korjasin ära kõik maad, ja ei olnud kedagi, kes oleks lehvitanud tiibu või teinud noka lahti ja piiksatanud.'

¹⁴min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."

¹⁵Kas kiitleb kirves selle ees, kes temaga raiub, või suurustab saag saagija ees? Nagu viibutaks vits oma ülestõstjat, või nagu kergitaks kepp seda, kes ei ole puu.

¹⁵Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ!

¹⁶Sellepärast läkitab Jumal, vägede Issand, tema priskete sekka kõhetustõve, ja tema toreduse all lahvatab tuli.

¹⁶Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;

¹⁷Iisraeli valgus muutub tuleks ja tema Püha leegiks, mis ühel päeval põletab ja neelab ta ohakad ja kibuvitsad.

¹⁷Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;

¹⁸Ja ta lõpetab tema metsa ja viljapuuaia toreduse koos ihu ja hingega. See on otsekui põdeja kidunemine.

¹⁸hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres.

¹⁹Vähe jääb siis üle ta metsapuudest: poisike võib need kirja panna.

¹⁹De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

²⁰Ja sel päeval sünnib, et Iisraeli jääk ja Jaakobi soo pääsenu ei toetu enam oma peksjale, vaid toetub ustavalt Issandale, Iisraeli Pühale.

²⁰På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed.

²¹Jääk pöördub, Jaakobi jääk, vägeva Jumala poole.

²¹En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.

²²Sest kuigi su rahvast, Iisrael, oleks otsekui mereliiva, pöördub sellest ainult jääk. Hävitus on otsustatud, õiglus ujutab üle.

²²Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem;

²³Sest hävituse ja otsuse teeb Jumal, vägede Issand, teoks kogu maal.

²³thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden.

²⁴Seepärast ütleb Jumal, vägede Issand, nõnda: Mu rahvas, kes sa elad Siionis, ära karda Assurit, kui ta peksab vitsaga ja Egiptuse kombel tõstab su kohale oma kepi!

²⁴Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!

²⁵Sest veel pisut-pisut, siis on mu sajatusel lõpp ja mu viha pöördub neid hävitama.

²⁵Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv.

²⁶Siis keerutab vägede Issand ta kohal piitsa otsekui Midjani löömisel Oorebi kaljul, ja oma kepi, mis kord oli mere kohal, tõstab ta üles nagu tol korral Egiptuses.

²⁶Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten.

²⁷Ja sel päeval sünnib, et tema koorem võetakse su õlgadelt ja tema ike su kaela pealt. Ta tuleb üles Samaariast,

²⁷På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.

²⁸tungib Ajjatisse, läbib Migroni, Mikmassi ta jätab oma varustuse.

²⁸Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive;

²⁹Nad läbivad kuru: 'Gebas on meie öömaja!' Raama väriseb, Sauli Gibea põgeneb.

²⁹de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr.

³⁰Hüüa kilavalt, Gallimi tütar! Kuulata, Laisa! Vasta, Anatot!

³⁰Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!

³¹Madmena põgeneb, Geebimi elanikud poevad peitu.

³¹Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.

³²Juba täna peatub ta Noobis, viibutab kätt Siioni tütre mäe, Jeruusalemma künka poole.

³²Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj -

³³Vaata, Jumal, vägede Issand, laasib oksad vägeval jõul. Kõrgeks kasvanud raiutakse maha: kõrged peavad saama madalaks!

³³Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.

³⁴Metsarägastik laastatakse raudkirvega ja Liibanon langeb vägeva läbi.

³⁴Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.