¹Rahvas, kes käib pimeduses, näeb suurt valgust; kes elavad surmavarju maal, neile paistab valgus.

¹Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.

²Sina teed rohkeks rahva, ja valmistad talle suure rõõmu: nad rõõmustavad sinu ees otsekui lõikusajal ollakse rõõmsad, otsekui saaki jagades hõisatakse.

²Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.

³Sest tema koorma ikke ja tema õla kepi, tema sundija vitsa sa murrad nagu Midjani päevil.

³Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles.

⁴Sest iga sõjakäras sõtkutud saabas ja veres vettinud vammus põletatakse tuleroaks.

⁴Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag;

⁵Sest meile sünnib laps, meile antakse poeg, kelle õlgadel on valitsus ja kellele pannakse nimeks Imeline Nõuandja, Vägev Jumal, Igavene Isa, Rahuvürst.

⁵ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.

⁶Suur on valitsus ja otsatu on rahu Taaveti aujärjel ja tema kuningriigi üle, et seda kinnitada ja toetada kohtu ja õigusega, sellest ajast ja igavesti. Vägede Issanda püha viha teeb seda.

⁶Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.

⁷Issand läkitab sõna Jaakobisse ja see langeb Iisraeli peale.

⁷Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det.

⁸Seda saab tunda kogu rahvas, Efraim ja Samaaria elanikud, kes ütlevad upsakusest ja südame ülbusest:

⁸Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;

⁹'Telliskivid on varisenud, aga meie ehitame tahutud kividest; metsviigipuud on maha raiutud, aga me paneme seedrid asemele.'

⁹alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:

¹⁰Ent Issand teeb tugevaks Retsini, ta vastase, ja kihutab üles ta vaenlased:

¹⁰"Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!"

¹¹süürlased idast ja vilistid läänest, ja need söövad Iisraeli täie suuga. Selle kõige juures ei ole ta viha veel ära pöördunud ja ta käsi on alles välja sirutatud.

¹¹Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,

¹²Sest rahvas ei ole pöördunud oma peksja poole ega ole nad otsinud vägede Issandat.

¹²Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

¹³Seepärast lõikab Issand Iisraelilt ühel päeval pea ja saba, võrse ja varre.

¹³Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers HERRE.

¹⁴Vana ja austatu on pea, aga valet õpetav prohvet on saba.

¹⁴Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag.

¹⁵Selle rahva juhid on eksitajad ja nende poolt juhitavad on viidud segadusse.

¹⁵Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.

¹⁶Seepärast ei tunne Issand rõõmu ta noortest meestest ega halasta vaeslaste ja lesknaiste peale; sest kõik on jumalavallatud ja kurjategijad ja iga suu räägib jõledust. Selle kõige juures ei ole ta viha veel ära pöördunud ja ta käsi on alles välja sirutatud.

¹⁶De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.

¹⁷Sest ülekohus põleb otsekui tuli, mis põletab kibuvitsu ja ohakaid ning süütab metsarägastikud kerkiva suitsuna haihtuma.

¹⁷Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

¹⁸Vägede Issanda raevust on maa kõrbenud ja rahvas on otsekui tuleroog: üks ei halasta teise peale.

¹⁸Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg.

¹⁹Ahmivad paremalt, aga on näljased, söövad vasakult, ometi ei saa kõht täis. Igaüks sööb oma käsivarre liha:

¹⁹Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre.

²⁰Manasse Efraimi ja Efraim Manasset, mõlemad on üheskoos Juuda vastu. Selle kõige juures ei ole ta viha veel ära pöördunud ja ta käsi on alles välja sirutatud.

²⁰Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,

²¹Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.