1Häda sulle, hävitaja, kes ise oled hävitamata, reetur, keda ei ole reedetud! Kui oled hävitusega valmis, hävitatakse sind, kui oled reetmise lõpetanud, reedetakse sind.
1Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
2Issand, ole meile armuline, me ootame sind! Ole meie käsivars igal hommikul, ole meie abi kitsikuse ajal.
2HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
3Su kõuehääle eest põgenevad rahvad, kui sa tõused, hajuvad paganad
3For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene.
4ja saak kahmatakse meie käest, otsekui ahmaksid röövputukad; rohutirtsude rünnaku sarnaselt tormatakse selle kallale.
4Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.
5Issand on kõrge, sest ta elab kõrgel, tema täidab Siioni õiguse ja õiglusega.
5Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.
6Tema on su aegade tagatis, abi küllus, tarkus ja tunnetus; Issanda kartus - see on Siioni rikkus.
6Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
7Vaata, Arieli elanikud kisendavad õues, rahu saadikud nutavad kibedasti.
7Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
8Maanteed on tühjad, teekäijat ei ole, leping on tühistatud, tunnistajad on hüljatud, inimestest ei hoolita.
8Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.
9Maa leinab, närbub, Liibanon häbeneb, närtsib; Saaron on saanud kõnnumaaks, Baasan ja Karmel varistavad lehti.
9Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
10Nüüd ma tõusen, ütleb Issand, nüüd ma tahan olla kõrge, nüüd ma ülendan ennast.
10Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!
11Kuluheinast olete rasedad, kõrsi toote ilmale, teie hingeõhk on tuli, mis teid sööb.
11I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv;
12Jah, rahvad põletatakse lubjaks, otsekui maharaiutud kibuvitsad süüdatakse nad tulega.
12til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.
13Kuulge, kaugelviibijad, mida ma olen teinud, ja juuresolijad, tundke mu väge!
13Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.
14Patused Siionis värisevad, vabin valdab jumalatuid: 'Kes meist saaks elada hävitavas tules? Kes meist saaks elada igavesel leel?'
14På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"
15See, kes elab õiguses ja räägib tõtt, kes põlgab rõhumisest saadavat kasu, kes raputab käsi, et keelduda meeleheast, kes topib kõrvad kinni, et mitte kuulda veretööst, ja kes suleb silmad, et mitte näha kurja,
15Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde -
16see elab kõrgustikel, ligipääsmatud kaljud on temale varjupaigaks; temale antakse ta leib, temale on vesi kindlustatud.
16højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.
17Su silmad saavad näha kuningat ta ilus, saavad näha ihaldusväärset maad.
17Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.
18Su süda meenutab hirmsaid asju: kus on nüüd kirjutaja, kus on vaagija, kus on tornide lugeja?
18Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?"
19Enam sa ei näe jultunud rahvast, rahvast, kelle segast kõnet sa ei taipa, kelle kogelevast keelest sa ei saa aru.
19Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge.
20Vaata Siionit, meie pidupäevade linna! Su silmad näevad Jeruusalemma, rahulikku paika, liigutamatut telki, mille vaiu ei tõmmata iialgi välja ja mille nööridest ei kista ainsatki katki.
20Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.
21Sest seal on Vägev: meiega on Issand nagu laiade jõgede ja vooluste kogumik, sellel ei kulge sõudelaev ja seda ei ületa võimsaimgi alus.
21Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
22Sest Issand on meie kohtumõistja, Issand on meie käsuandja, Issand on meie kuningas, tema päästab meid.
22Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.
23Su köied lõtvuvad, ei pea paigal mastipuud ega lase purjel paisuda. Siis jagatakse suurt saaki, jalutudki võtavad noosi
23Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.
24ja ükski elanik ei ütle: 'Ma olen nõder!' Rahvale, kes seal elab, antakse süü andeks.
24Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.