¹Ma tahan nüüd laulda oma armsamast, mu armsama laulu tema viinamäest. Mu armsamal on viinamägi viljakal mäenõlvakul.

¹Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj.

²Ta kaevas ja puhastas kividest ning istutas häid viinapuid; ta ehitas selle keskele torni, ta raius sinna ka surutõrre. Siis ta ootas, et see kasvataks häid kobaraid, ent kängunud olid kobarad, mida see andis.

²Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle.

³Ja nüüd, Jeruusalemma elanikud ja Juuda mehed, mõistke ometi kohut minu ja mu viinamäe vahel!

³Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård!

⁴Kas oleks olnud vaja teha mu viinamäega veel midagi, mida olin jätnud tegemata? Miks ma ootasin, et ta kasvatab häid kobaraid, kuna ta andis kängunud kobaraid?

⁴Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle?

⁵Aga nüüd tahan ma ometi teha teile teatavaks, mida ma teen oma viinamäega: ma kisun maha ta aia, ja ta jääb laastatavaks, ma lammutan ta müüri, ja ta jääb tallatavaks.

⁵Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned!

⁶Nõnda ma hävitan ta. Teda ei kärbita ega rohita, ta kasvatab kibuvitsu ja ohakaid ja ma keelan pilvi temale vihma andmast.

⁶Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn.

⁷Sest Iisraeli sugu on vägede Issanda viinamägi ja Juuda mehed tema lemmikistandik. Ta ootas õigust, aga vaata, tuli õigusetus; õiglust, aga vaata, tuli hädakisa.

⁷Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!

⁸Häda neile, kes reastavad koja kõrvale koja ja lisavad põllule põllu, kuni enam ei jää üle paikagi, vaid üksnes teie elate maal!

⁸Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje.

⁹Mu kõrvus on: Vägede Issand, tõesti, paljud kojad jäävad tühjaks, suured ja kaunid elanikest lagedaks.

⁹Det lyder i mine Ører fra Hærskarers HERRE: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo;

¹⁰Sest kümme adramaad viinamäge annab ainult üheksa kannu ja viiest vakast seemnest saab pool vakka.

¹⁰thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa.

¹¹Häda neile, kes tõusevad hommikul vara, et jahtida vägijooki, kes viidavad aega hilja ööni, kuni vein paneb nad õhetama.

¹¹Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin!

¹²Kandled ja naablid, trummid ja viled ja vein on nende joominguil, aga Issanda tegusid nad ei märka ja tema kätetööd nad ei näe.

¹²Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk.

¹³Sellepärast läheb mu rahvas ootamatult vangi, tema auväärsed mehed näevad nälga ja ta rahvahulgad närbuvad janust.

¹³Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst.

¹⁴Sellepärast avab ennast surmavald ja ajab oma suu otsatult pärani: alla peab astuma niihästi hiilgus kui rüsin, niihästi lärm kui rõõmurõkatus.

¹⁴Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng.

¹⁵Inimene painutatakse ja mees heidetakse maha ning suureliste silmad alandatakse.

¹⁵Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned;

¹⁶Aga vägede Issand on kohtus kõrge ja Püha Jumal osutub pühaks õigluses.

¹⁶men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd.

¹⁷Ja seal käivad talled karjas kui oma karjamaal ja rusude vahel söövad võõrad.

¹⁷Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter.

¹⁸Häda neile, kes nööridega tõmbavad enese peale süüd ja otse vankriköitega pattu,

¹⁸Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb,

¹⁹kes ütlevad: 'Tõtaku tema, tehku kiiresti, et me saaksime näha, ja liginegu ning tulgu Iisraeli Püha nõu, et me saaksime teada!'

¹⁹som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!"

²⁰Häda neile, kes hüüavad kurja heaks ja head kurjaks, kes teevad pimeduse valguseks ja valguse pimeduseks, kes teevad kibeda magusaks ja magusa kibedaks!

²⁰Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!

²¹Häda neile, kes on iseenese silmis targad ja iseenese meelest arukad!

²¹Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker!

²²Häda neile, kes on vägevad veini jooma ja vahvad mehed vägijooki segama,

²²Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke,

²³kes meelehea eest annavad õiguse süüdlastele ja võtavad õiguse õigetelt!

²³som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har.

²⁴Sellepärast - nagu tulekeel sööb kõrsi ja kuluhein vajub kokku leegis, nõnda kõduneb nende juur ja nende õied muutuvad tolmuks, sest nad on hüljanud vägede Issanda Seaduse ja on põlanud Iisraeli Püha sõna.

²⁴Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HERRERs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord.

²⁵Sellepärast on Issanda viha süttinud põlema oma rahva vastu: ta sirutas oma käe tema kohale ja lõi teda, nõnda et mäed vabisesid ja nende laibad olid otsekui sõnnik keset tänavaid. Selle kõige juures ei ole ta viha ära pöördunud ja ta käsi on alles välja sirutatud.

²⁵Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

²⁶Ja ta tõstab lipu kaugele rahvale, vilistab teda maa äärest, ja vaata, see tuleb kiiresti tõtates.

²⁶For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.

²⁷Keegi neist ei ole väsinud ja keegi ei komista, ei tuku ega maga; kellelgi ei vallandu vöö vöölt ega katke jalatsipael.

²⁷Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op;

²⁸Nende nooled on teritatud ja kõik nende ammud on vinnas; nende hobuste kabjad on nagu tulekivi ja nende rattad nagu tuulispea.

²⁸hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind.

²⁹Nende möirgamine on otsekui emalõvi möirgamine, nad möirgavad nagu noored lõvid; nad urisevad ja haaravad saagi ning viivad oma teed, ja päästjat ei ole.

²⁹Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

³⁰Ja sel päeval on tema kohal mürin otsekui meremüha, ja kui vaadata maale, ennäe, siis on seal ahastuse pimedus ja pilv pimendab valguse.

³⁰Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.