¹Sel aastal, kui kuningas Ussija suri, nägin ma Issandat istuvat suurel ja kõrgel aujärjel, ja tema kuue palistused ulatusid templi seinast seina.

¹I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.

²Temast kõrgemal seisid seeravid; igaühel neist oli kuus tiiba: kahega ta kattis oma palet, kahega ta kattis oma jalgu ja kahega ta lendas.

²Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;

³Ja need hüüdsid üksteisele ning ütlesid: 'Püha, püha, püha on vägede Issand! Kogu maailm on täis tema au!'

³og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"

⁴Ja uksepiidad vabisesid hüüdjast häälest ning koda täitus suitsuga.

⁴Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.

⁵Ja ma ütlesin: 'Häda mulle, sest ma olen kadunud! Sellepärast et ma olen roojane mees huultelt ja elan roojaste huultega rahva keskel; sellepärast et mu silmad on näinud kuningat, vägede Issandat.'

⁵Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"

⁶Siis lendas mu juurde üks seeravitest ja tal oli käes elav süsi, mille ta oli pihtidega altarilt võtnud.

⁶Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;

⁷Ja ta puudutas mu suud ning ütles: 'Vaata, see puudutas sinu huuli ja su süü on lahkunud ning su patt lepitatud.'

⁷det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"

⁸Ja ma kuulsin Issanda häält küsivat: 'Keda ma läkitan? Kes meilt läheks?' Ja ma ütlesin: 'Vaata, siin ma olen, läkita mind!'

⁸Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"

⁹Ja tema ütles: 'Mine ja ütle sellele rahvale: Kuuldes kuulete ega mõista; nähes näete ega taipa!

⁹Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!

¹⁰Tee tuimaks selle rahva süda ja tee raskeks ta kõrvad ning sule ta silmad, et ta oma silmadega ei näeks ja kõrvadega ei kuuleks, oma südamega ei mõistaks ja ei pöörduks ega paraneks!'

¹⁰Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

¹¹Aga mina küsisin: 'Kui kauaks, Issand?' Ja tema vastas: 'Kuni linnad on rüüstatud, elanikest ilma, kojad inimtühjad, põllud laastatud kõrbeks

¹¹Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!"

¹²ja Issand on saatnud inimesed kaugele ning palju sööti on jäänud keset maad.

¹²Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;

¹³Ja kui seal veel alles jääb kümnes osa, siis seegi põletatakse ära, nagu terebint või tamm, millest langedes jääb järele känd. Aga ta känd on püha seeme.'

¹³og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.