¹Kuulge mind, õigluse nõudjad, Issanda otsijad! Vaadake kaljut, mille küljest te olete raiutud, ja kaevuauku, kust olete välja kaevatud.

¹Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes,

²Vaadake Aabrahami, oma isa, ja Saarat, kes teid sünnitas. Kui ta alles üksi oli, kutsusin ma tema ja ma õnnistasin teda ning tegin ta paljuks.

²se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange.

³Sest Issand trööstib Siionit, trööstib kõiki selle varemeid; ta teeb selle kõrbe otsekui Eedeniks ja lagendikud Issanda rohuaia sarnaseks. Seal on lusti ja rõõmu, tänulaulu ja pillihäält.

³Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.

⁴Pane mind tähele, mu rahvas, mu hõimud, kuulake mind! Sest minult lähtub Seadus ja mu õigus rahvaile valguseks.

⁴I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;

⁵Äkitselt ligineb mu õiglus, ilmub mu pääste ja mu käsivarred mõistavad rahvaile kohut: mind ootavad saared ja loodavad mu käsivarre peale.

⁵min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.

⁶Tõstke oma silmad taeva poole ja vaadake alla maa peale; sest taevad haihtuvad kui suits ja maa kulub nagu kuub, selle elanikud surevad otsekui sääsed. Aga minu pääste jääb igavesti ja minu õiglus ei lõpe.

⁶Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig.

⁷Kuulge mind, õigusetundjad, rahvas, kelle südames on mu Seadus! Ärge kartke inimeste laimu ja ärge ehmuge nende sõimust!

⁷Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot!

⁸Sest neid sööb riidekoi nagu riiet, neid sööb villakoi nagu villa. Aga minu õiglus jääb igavesti ja mu pääste põlvest põlve.

⁸Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.

⁹Ärka, ärka, ehi ennast jõuga, Issanda käsivars! Ärka nagu muistseil päevil, endiste põlvede ajal! Eks olnud sina see, kes purustas Rahabi, kes torkas läbi merelohe?

⁹Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen,

¹⁰Eks olnud sina see, kes kuivatas mere, suure sügavuse veed, kes tegi teeks meresügavikud, lunastatuile läbitavaks?

¹⁰mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik?

¹¹Ja Issanda lunastatud pöörduvad tagasi ning tulevad Siionisse hõisates. Nende pea kohal on igavene rõõm, rõõm ja ilutsemine valdavad neid, aga kurbus ja ohkamine põgenevad ära.

¹¹HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

¹²Mina, mina olen see, kes teid trööstib! Kes oled sina, et sa kardad surelikke inimesi, inimlapsi, kes on nagu rohi,

¹²Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs,

¹³ja unustad Issanda, kes sind on teinud, kes on laotanud taeva ja rajanud maa, ja värised alati, iga päev, rõhuja viha ees, kui ta valmistub hävitama? Aga kus on nüüd rõhuja viha?

¹³at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede?

¹⁴Varsti vabastatakse aheldatu: ta ei sure vangiauku, tema leib ei lõpe.

¹⁴Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød,

¹⁵Sest mina olen Issand, su Jumal, kes liigutab merd ja paneb lained kohisema, kelle nimi on vägede Issand.

¹⁵så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE.

¹⁶Ja ma panin oma sõnad sulle suhu, ma peitsin sind oma käe varju alla, et võlvida taevas ja rajada maa, ja et öelda Siionile: 'Sina oled mu rahvas.'

¹⁶jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."

¹⁷Ärka, ärka, tõuse üles, Jeruusalemm, kes oled joonud Issanda käest tema viha karika, oled joonud tilgatuks uimastuse peekri!

¹⁷Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe.

¹⁸Ei olnud tal talutajat ühestki oma sünnitatud lapsest, ega haaranud tal käest kinni mitte ükski tema kasvatatud laps.

¹⁸Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd.

¹⁹Need kaks paari said sulle osaks - kes tunneb sulle kaasa? - rüüstamine ja hävitus, nälg ja mõõk - kes olen mina, et sind trööstiksin?

¹⁹To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig?

²⁰Igal tänavanurgal lamasid su lapsed oimetult, otsekui metskitsed püügivõrgus, löödud Issanda vihast, su Jumala sõitlusest.

²⁰Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.

²¹Seepärast kuule ometi seda, sa vilets, kes oled joobnud, aga mitte veinist:

²¹Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin:

²²nõnda ütleb su Issand, Issand, su Jumal, kes riidleb oma rahva eest: Vaata, ma võtan su käest uimastuse karika, oma viha peekri - seda ei ole sul enam vaja juua.

²²Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger;

²³Ja ma annan selle kätte su piinajaile, kes ütlesid sulle: 'Kummarda, et saaksime sinust üle käia!' Sa andsidki oma selja maaks ja käijatele tänavaks.

²³og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.