¹'Sina jääd õiglaseks, Issand, kuigi ma riidlen sinuga. Tõesti, ma tahaksin sinuga rääkida õigusemõistmisest. Miks läheb korda õelate tee? Miks kõik petised elavad rahus?

¹Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge?

²Sina istutad neid, nad juurduvad, nad kasvavad, kannavad isegi vilja. Nende suus oled sa ligidal, aga nende neerudest kaugel.

²Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet.

³Kuid sina, Issand, tunned mind, näed mind ja katsud läbi mu südame, missugune see on sinu ees. Lahuta nad nagu tapalambad ja pühenda veristuspäevaks!

³Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag!

⁴Kui kaua peab maa leinama ja kõigi väljade rohi kuivama? Nende kurjuse pärast, kes seal elavad, hukkuvad loomad ja linnud, sest nad ütlevad: 'Tema ei näe meie lõppu.''

⁴(Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")

⁵'Kui sa väsid jalameestega koos joostes, kuidas sa võiksid siis võistelda hobustega? Rahulikul maal võid sa olla julge, aga mida sa teeksid Jordani padrikus?

⁵"Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i Jordans Stolthed"?

⁶Sest isegi su vennad ja su isa pere, needki petavad sind, needki karjuvad täiest kõrist sulle järele. Ära usu neid, isegi kui nad sinuga lahkesti räägivad!'

⁶Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode Ord!"

⁷'Ma olen maha jätnud oma koja, hüljanud oma pärisosa, olen andnud, mis oli mu hingele armas, oma vaenlaste kätte.

⁷Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd.

⁸Mu pärisosa oli mulle kui lõvi metsas: ta möirgas mu peale, seepärast ma vihkan teda.

⁸Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor må jeg hade den.

⁹Mu pärisosa oli mulle kirjuks linnuks, mida röövlinnud piiravad. Minge, koguge kõik metsloomad, tooge nad sööma!

⁹Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde!

¹⁰Hulk karjaseid on hävitanud mu viinamäe, on tallanud mu põlluosa, nad on teinud mu armsa põllu lagedaks kõrbeks.

¹⁰Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;

¹¹Lagedaks on see tehtud, lagedana leinab see mu ees. Kogu maa on laastatud, aga ei ole ühtegi, kes võtaks seda südamesse.

¹¹de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det.

¹²Kõigi kõrbe tühermaade peale tulid hävitajad - sest Issanda mõõk neelab maa äärest ääreni - rahu pole kellelgi.

¹²Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred.

¹³Nad külvasid nisu, aga lõikasid kibuvitsu, nad väsitasid endid asjata; häbenege oma saaki Issanda vihalõõma pärast!'

¹³De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld.

¹⁴Nõnda ütleb Issand kõigi mu kurjade naabrite kohta, kes puudutavad pärisosa, mille ma oma rahvale Iisraelile olen andnud pärida: 'Vaata, ma kitkun nad ära nende maalt ja kitkun Juuda soo välja nende keskelt.

¹⁴Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.

¹⁵Aga pärast seda, kui ma olen nad kitkunud, halastan ma jälle nende peale ja toon nad tagasi, igaühe ta pärisosale ja igaühe ta maale.

¹⁵Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land.

¹⁶Ja kui nad tõesti õpivad ära mu rahva kombed ja hakkavad vanduma minu nime juures: Nii tõesti kui Issand elab!, nõnda nagu nad õpetasid mu rahvast vanduma Baali juures, siis nad võivad edasi elada mu rahva keskel.

¹⁶Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk.

¹⁷Aga kui nad ei kuule, siis ma kitkun selle rahva sootuks ära ja saadan hukatusse, ütleb Issand.'

¹⁷Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra HERREN.