¹Seejärel avas Iiob suu ja needis oma sündimispäeva.

¹Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

²Ja Iiob hakkas rääkima ning ütles:

²og Job tog til Orde og sagde:

³'Kadugu see päev, mil ma sündisin, ja see öö, mil öeldi: 'Poeglaps on eostunud!'

³Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

⁴Muutugu pimeduseks see päev; ärgu hooligu temast Jumal ülal ja ärgu paistku temale valgust!

⁴Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

⁵Nõudku teda pimedus ja surmavari, pilved lasugu ta peal, kohutagu teda päeva pimendused!

⁵Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

⁶See öö - võtku teda pilkane pimedus! Ärgu ta seltsigu aasta päevadega, kuude hulka ta ärgu tulgu!

⁶Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

⁷Vaata, see öö jäägu viljatuks, ärgu olgu tal hõiskamist!

⁷Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

⁸Vandugu teda päevaneedjad, kes on valmis Leviatanit äratama!

⁸De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

⁹Pimenegu ta puhtetähed, oodaku ta valgust, mis ei tule, ärgu saagu ta näha koidukiiri,

⁹dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

¹⁰sellepärast et ta ei sulgenud mu emaihu ust ega varjanud vaeva mu silma eest.

¹⁰fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

¹¹Miks ma ei surnud emakotta, üsast välja tulles ei heitnud hinge?

¹¹Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

¹²Miks võtsid põlved mind vastu ja miks olid rinnad, et sain imeda?

¹²Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

¹³Tõesti, ma oleksin nüüd maganud ja mul oleks olnud rahu; oleksin siis uinunud, mul oleks puhkus

¹³Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

¹⁴koos kuningate ja maanõunikega, kes ehitasid endile hauamärgid,

¹⁴blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

¹⁵või koos vürstidega, kellel oli kulda, kes täitsid oma kojad hõbedaga.

¹⁵blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

¹⁶Või miks ma ei olnud nagu varjatud nurisünnitis, nagu lapsukesed, kes päevavalgust ei saa näha?

¹⁶Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

¹⁷Seal jätavad õelad ässituse ja seal saavad väsinud puhata,

¹⁷Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

¹⁸seal on kõik vangid muretud: nad ei kuule enam sundija häält.

¹⁸alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

¹⁹Seal on pisike ja suur ühesugused ja ori on vaba oma isandast.

¹⁹små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

²⁰Miks antakse valgust vaevatule ja elu neile, kelle hing on kibestunud,

²⁰Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

²¹kes ootavad surma, mis ei tule, ent kes otsivad seda enam kui varandust,

²¹dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

²²kes hõiskavad juubeldades ja on rõõmsad, kui nad leiavad haua?

²²som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

²³Miks antakse valgust mehele, kelle tee on varjul, kellele Jumal igast küljest on pannud takistusi?

²³en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

²⁴Sest ohkamine on mulle leivaks ja mu kaebed voolavad nagu vesi.

²⁴Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

²⁵Sest see, mille ees ma tundsin hirmu, tuli mulle kätte, ja mida ma kartsin, see tabas mind.

²⁵Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

²⁶Ei ole mul rahu, ei vaikust ega hingamist, küll aga on tulnud rahutus.'

²⁶Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!