¹Issanda sõna, mis tuli Joelile, Petueli pojale:

¹Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn.

²'Kuulge seda, vanemad, ja pange tähele, kõik maa elanikud! Kas seesugust on sündinud teie päevil või teie vanemate päevil?

²Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt mon sket i eders eller eders Fædres Dage?

³Jutustage sellest oma lastele ja teie lapsed oma lastele ja nende lapsed tulevastele põlvedele:

³I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og deles til næste Slægt.

⁴mis jäi üle röövikuist, selle sõid rohutirtsud; ja mis jäi üle tirtsudest, selle sõid vastsed; ja mis jäi üle vastseist, selle sõid mardikad.

⁴Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned.

⁵Ärgake, te joobnud, ja nutke, ulguge, kõik veinijoojad, veinivirde pärast, et see on kadunud teie suust!

⁵Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre over Most, der gik tabt for eders. Mund.

⁶Sest mu maa kallale on tulnud vägev ja arvutu rahvas: ta hambad on lõvi hambad ja tal on emalõvi lõualuud.

⁶Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde.

⁷Ta on rüüstanud mu viinapuu tühjaks ja murdnud mu viigipuu katki; ta on koorinud selle koguni paljaks, nii et see on valge ja raagus.

⁷Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og hærgede det; dets Grene stritter hvide.

⁸Nuta nagu neitsi, kel kotiriie üll, oma peigmehe pärast!

⁸Klag som sørgeklædt Jomfru over sin Ungdoms Brudgom!

⁹Roa- ja joogiohver on kadunud Issanda kojast, preestrid, Issanda teenrid, leinavad.

⁹Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for HERRENs Hus; Præsterne, HERRENs Tjenere sørger.

¹⁰Põllud on laastatud, muld leinab, sest vili on rüüstatud, vein ikaldunud, õli lõppenud.

¹⁰Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten slog fejl og Olien hentørres.

¹¹Põllumehed on jäänud häbisse, viinamäe aednikud halisevad nisu ja odra pärast, sest saak on hävinud.

¹¹Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og Byggen; thi Markens Høst gik tabt;

¹²Viinapuud on äpardunud ja viigipuud närbunud, granaatõunapuu, samuti palm ja õunapuu - kõik puud on kuivanud; tõesti, rõõm on häbiga lahkunud inimlaste juurest.

¹²fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde fra Menneskens Børn:

¹³Vöötage endid ja leinake, preestrid, kurtke, altari teenrid! Minge sisse, veetke öö kotiriideis, minu Jumala teenrid, sest teie Jumala kojast on kõrvaldatud roa- ja joogiohver!

¹³Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer unddrages eders Guds Hus.

¹⁴Pühitsege paastupüha, kutsuge kokku pühalik koosolek, koguge vanemad ja kõik maa elanikud Issanda, oma Jumala kotta ja kisendage Issanda poole!

¹⁴Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle, som bor i Landet, sammen til HERREN eders Guds Hus og råb så til HERREN!

¹⁵Oh seda päeva! Sest Issanda päev on ligidal, see tuleb kui hävitus Kõigeväeliselt.

¹⁵Ak, hvilken Dag! Thi nær er HERRENs Dag, den kommer som Vold fra den Vældige.

¹⁶Eks ole meie silme eest kadunud toidus, meie Jumala kojast rõõm ja hõiskamine?

¹⁶Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel?

¹⁷Seemneivad mulla all on tahkunud kõvaks, tagavarad on rüüstatud; aidad on lammutatud, sest vili on ikaldunud.

¹⁷Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt, Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent.

¹⁸Kuidas küll loomad ägavad, veisekarjad on arust ära, sest neil pole karjamaad. Ka lambakarjad on hävimas.

¹⁸Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider.

¹⁹Ma kisendan sinu poole, Issand, sest tuli on neelanud kõrbe rohumaad ja leek on kõrvetanud kõik metsapuud.

¹⁹Jeg råber til dig, o HERRE; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ;

²⁰Metsloomadki igatsevad sind, sest veeojad on kuivanud ja tuli on neelanud kõrbe rohumaad.

²⁰til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre, og Ild har fortæret Ørkenens Græsning.