¹Puhuge sarve Siionis, tõstke häält mu pühal mäel! Värisegu kõik maa elanikud, sest Issanda päev tuleb, see on ligidal,

¹Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HERRENs Dag, den kommer;

²pime ja must päev, pilvine ja sünge päev! Nõnda nagu koit laotub mägedele, tuleb suur ja vägev rahvas, kelle sarnast pole olnud igiaegadest alates ega tule ka enam pärast teda, tulevaste põlvede aastateni.

²ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År.

³Tema ees käib hävitav tuli ja tema taga kõrvetav leek; tema ees on maa otsekui Eedeni aed, aga tema taga on tühi kõrb ja ei olegi pääsu tema eest.

³Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.

⁴Neil on otse hobuste välimus ja nad jooksevad kui sõjaratsud.

⁴At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;

⁵Otsekui sõjavankrite mürinal kihutavad nad üle mäeharjade, mühinal, kõrsi põletava tuleleegi moel, vägeva rahva sarnaselt, kes on valmis tapluseks.

⁵det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.

⁶Nende ees värisevad rahvad, kahvatuvad kõik palged.

⁶Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.

⁷Nad ruttavad nagu võitlejad, ronivad müüridele nagu sõdurid. Igaüks käib oma teed ega muuda oma rada.

⁷Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.

⁸Üks ei tõuka teist, igaüks käib oma teed; nad sööstavad peatumata viskodade vahelt läbi.

⁸De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,

⁹Nad tormavad linna, jooksevad müürile, ronivad kodadesse, tungivad akendest sisse nagu varas.

⁹stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.

¹⁰Nende ees väriseb maa, põrub taevas, päike ja kuu lähevad mustaks ja tähed kaotavad oma sära.

¹⁰Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans.

¹¹Ja Issand laseb oma häält kõlada oma sõjaväe ees, sest tema leer on väga suur. Tõesti, vägev on tema käsutäitja, sest Issanda päev on suur ja väga kardetav, kes suudaks seda taluda?

¹¹Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HERRENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹²Aga veel nüüdki ütleb Issand: Pöörduge minu poole kõigest südamest, paastudes, nuttes ja kurtes!

¹²Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!

¹³Käristage lõhki oma süda, aga mitte oma riided, ja pöörduge Issanda, oma Jumala poole, sest tema on armuline ja halastaja, pika meelega ja rikas heldusest, ja tema kahetseb kurja!

¹³Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde.

¹⁴Kes teab, vahest ta pöördub ja kahetseb ja jätab enese järele õnnistuse, nii et te saate tuua roaohvrit ja joogiohvrit Issandale, oma Jumalale?

¹⁴Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud.

¹⁵Puhuge sarve Siionis, pühitsege paastupüha, kutsuge kokku pühalik koosolek!

¹⁵Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,

¹⁶Koguge rahvas, pühitsege kogudust, tooge kokku vanemad, koguge lapsed ja imikud, peigmees tulgu välja oma toast ja pruut oma kambrist!

¹⁶kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!

¹⁷Eeskoja ja altari vahel nutku preestrid, Issanda teenrid, ja öelgu: Säästa, Issand, oma rahvast, ja ära anna oma pärisosa teotuseks, paganaile pilgata! Miks peaks rahvaste seas öeldama: Kus on nüüd nende Jumal?'

¹⁷Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENs Tjenere, græde og sige: "HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸Siis Issand hoolitseb oma maa eest ja tunneb oma rahvale kaasa.

¹⁸Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.

¹⁹Ja Issand kostab ning ütleb oma rahvale: 'Vaata, ma läkitan teile vilja, veini ja õli, et teil on seda kõike küllalt. Ma ei anna teid enam teotuseks paganate sekka.

¹⁹Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.

²⁰Ja selle põhja poolt tulija ajan ma teist kaugele, hajutan ta kuivale ja tühjale maale, ta eelväe Idamerre, ta järelväe Läänemerre; ja temast tõuseb hais, tõuseb roiskumise lehk, sellepärast et ta tahtis teha suuri asju.

²⁰Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.

²¹Ära karda, maa! Hõiska ja rõõmusta, sest Issand teeb suuri asju!

²¹Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført store Ting.

²²Ärge kartke, välja loomad, sest kõrbe rohumaad löövad haljendama ja puud hakkavad vilja kandma, viigi- ja viinapuud kannavad külluslikult!

²²Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.

²³Ja teie, Siioni lapsed, hõisake ja rõõmustage Issandas, oma Jumalas, sest tema annab teile õiglaselt varajast vihma, saadab vihma teile alla, varajase ja hilise vihma nagu ennegi!

²³Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn, Tidligregn og Sildigregn, som før.

²⁴Siis saavad rehealused täis nisu ning tõrred voolavad üle veinist ja õlist.

²⁴Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.

²⁵Ja ma tasun teile nende aastate eest, kui saagi sõid rohutirtsud, vastsed, mardikad ja röövikud - see mu suur sõjavägi, kelle ma läkitasin teie kallale.

²⁵Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.

²⁶Te saate küllalt süüa, te sööte kõhud täis, ja kiidate Issandat, oma Jumalat, kes teiega on talitanud imepäraselt. Jah, mu rahvas ei jää igavesti häbisse.

²⁶I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁷Ja te saate tunda, et mina olen Iisraeli keskel, et mina, Issand, olen teie Jumal ja ei keegi teine. Jah, mu rahvas ei jää igavesti häbisse.

²⁷Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

²⁸Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;

²⁹også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.

³⁰Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter.

³¹Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store og frygtelige Dag kommer.

³²Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.