¹Ja Issand rääkis Moosesega Moabi lagendikel Jordani ääres Jeeriko kohal, öeldes:

¹HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:

²'Käsi Iisraeli lapsi, et nad neile kuuluvast pärisosast annaksid leviitidele linnu elamiseks; ja andke leviitidele ka karjamaad nende linnade ümber!

²byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer,

³Need linnad olgu neile elamiseks ja karjamaad olgu nende veoloomadele, veistele ja kõigile muudele loomadele!

³Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.

⁴Ja nende linnade karjamaad, mis te annate leviitidele, olgu väljaspool linnamüüri tuhandeküünrase ringina!

⁴Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;

⁵Mõõtke väljaspool linna idapoolses küljes kaks tuhat küünart ja lõunapoolses küljes kaks tuhat küünart ja läänepoolses küljes kaks tuhat küünart ja põhjapoolses küljes kaks tuhat küünart ja linn olgu keskpaigas; see olgu neile linnade karjamaaks!

⁵og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.

⁶Ja neist linnadest, mis te annate leviitidele, olgu kuus tükki pelgulinnadeks, mis te annate selleks, et sinna võiks põgeneda tapja; ja neile lisaks andke nelikümmend kaks linna!

⁶Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer.

⁷Ühtekokku olgu linnu, mis te peate andma leviitidele, nelikümmend kaheksa linna, need ja nende karjamaad!

⁷De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.

⁸Ja neid linnu, mis te annate Iisraeli laste omanditest, andke suuremailt suguharudelt rohkem ja väiksemailt vähem; igaüks andku oma linnadest leviitidele vastavalt pärisosale, mille ta saab!'

⁸Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den.

⁹Ja Issand rääkis Moosesega, öeldes:

⁹HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

¹⁰'Räägi Iisraeli lastega ja ütle neile: Kui te lähete üle Jordani Kaananimaale,

¹⁰Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land,

¹¹siis valige endile linnad; need olgu teile pelgulinnadeks, et sinna võiks põgeneda tapja, kes kogemata on kellegi surmanud!

¹¹skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

¹²Need linnad olgu teile pelgupaikadeks veritasunõudja eest, et tapja ei sureks, enne kui ta on seisnud koguduse kohtu ees!

¹²I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol.

¹³Linnadest, mis te annate, olgu kuus tükki teile pelgulinnadeks:

¹³Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;

¹⁴kolm linna andke siinpool Jordanit ja kolm linna andke Kaananimaal; need olgu pelgulinnadeks!

¹⁴de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer.

¹⁵Iisraeli lastele ning võõrale ja majalisele nende seas olgu need kuus linna pelgupaikadeks, et sinna võiks põgeneda igaüks, kes kogemata on kellegi tapnud!

¹⁵Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

¹⁶Aga kui ta lööb teda raudriistaga, nõnda et ta sureb, siis ta on meelega tapja: seda tapjat karistatagu surmaga!

¹⁶Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

¹⁷Või kui ta lööb teda käes oleva kiviga, millega saab surmata, nõnda et ta sureb, siis ta on meelega tapja: seda tapjat karistatagu surmaga!

¹⁷og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

¹⁸Või kui ta lööb teda käes oleva puuriistaga, millega saab surmata, nõnda et ta sureb, siis ta on meelega tapja: seda tapjat karistatagu surmaga!

¹⁸og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Måddraberen skal lide Døden.

¹⁹Veritasunõudja surmaku see tapja; kui ta teda kohtab, siis ta surmaku ta!

¹⁹Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham.

²⁰Ja kui ta viha pärast teda tõukab või varitsedes viskab midagi tema peale, nõnda et ta sureb,

²⁰Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond Hensigt, så han dør deraf,

²¹või vaenulikkusest lööb teda oma käega, nõnda et ta sureb, siis karistatagu lööjat surmaga: ta on meelega tapja; veritasunõudja surmaku tapja, kui ta teda kohtab.

²¹eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.

²²Aga kui ta äkitselt, ilma vaenulikkuseta, tõukab või viskab ta peale mõne asja, ilma et ta oleks teda varitsenud,

²²Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,

²³või laseb ilma teda nägemata langeda ta peale mõne kivi, millega saab surmata, nõnda et ta sureb, kuid ta ei ole olnud tema vihamees ega ole püüdnud temale kurja teha,

²³eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset på ondt imod ham,

²⁴siis kogudus mõistku kohut lööja ja veritasunõudja vahel nende seadluste järgi!

²⁴så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på Grundlag af disse Lovbud;

²⁵Ja kogudus päästku tapja veritasunõudja käest ja kogudus saatku ta tagasi pelgulinna, kuhu ta oli põgenenud; ja ta asugu seal püha õliga võitud ülempreestri surmani!

²⁵og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.

²⁶Aga kui tapja siiski läheb välja oma pelgulinna maa-alalt, kuhu ta on põgenenud,

²⁶Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen han er tyet,

²⁷ja veritasunõudja leiab tema väljaspool ta pelgulinna maa-ala ja veritasunõudja tapab tapja, siis ei ole tal veresüüd,

²⁷og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område, så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig Blodskyld;

²⁸sest tapja peab jääma oma pelgulinna kuni ülempreestri surmani; pärast ülempreestri surma võib tapja minna tagasi oma pärisosa maale.

²⁸thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer.

²⁹Need olgu teile seadusteks põlvest põlve, kus te ka iganes elate.

²⁹Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor.

³⁰Kui keegi lööb maha mõne hingelise, siis surmatagu tapja tunnistajate ütluse järgi; aga ühe tunnistaja tunnistuse järgi ärgu surmatagu kedagi!

³⁰Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom.

³¹Te ei tohi võtta lunahinda tapja hinge eest, kes on surma väärt, vaid teda karistatagu surmaga!

³¹I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,

³²Te ei tohi võtta lunahinda sellelt, kes on põgenenud pelgulinna, et ta saaks pöörduda tagasi maale elama enne preestri surma!

³²Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet.

³³Ärge rüvetage maad, kus te olete, sest veri rüvetab maad ja maale ei saa toimetada lepitust vere eest, mis seal on valatud, kui ainult selle valaja verega!

³³Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det.

³⁴Ära rüveta maad, kus te elate, mille keskel mina elan, sest mina, Issand, elan Iisraeli laste keskel!'

³⁴Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.