1Saalomoni, Taaveti poja, Iisraeli kuninga õpetussõnad
1Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2tarkuse ja õpetuse tundmaõppimiseks, mõistlike sõnade mõistmiseks,
2Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3et võtta õpetust targaks käitumiseks, õigluseks ja õiguseks ning õigeks eluviisiks,
3tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
4et anda kogenematuile oidu, noortele teadmisi ja otsustusvõimet -
4de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5kes tark on, see kuuleb seda ja võtab veelgi enam õpetust; kes aru saab, see omandab oskuse
5den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
6õpetus- ja tähendamissõnade, tarkade meeste ütluste ja nende mõistatuste mõistmiseks.
6de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
7Issanda kartus on tunnetuse algus, meeletud põlgavad tarkust ja õpetust.
7HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
8Kuule, mu poeg, oma isa õpetust ja ära jäta tähele panemata oma ema juhatust,
8Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9sest need on su peale ilupärjaks ja kaela ümber keeks!
9thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10Mu poeg! Kui patused sind ahvatlevad, siis ära nõustu!
10Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11Kui nad ütlevad: 'Tule meiega! Varitseme verd, luurame süütut ilma põhjuseta,
11Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
12neelame neid otsekui surmavald, elusalt ja tervelt nagu haudaminejaid,
12Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
13küllap me siis leiame kõiksugust kallist vara ja täidame oma kojad saagiga.
13Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14Heida liisku meie keskel ja meil kõigil olgu ühine kukkur!' -
14Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
15siis, mu poeg, ära mine nendega seda teed, hoia oma jalg nende radadelt!
15- min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16Sest nende jalad jooksevad kurja poole ja nad tõttavad verd valama.
16thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17Ent asjatu on võrku laotada kõigi tiivuliste nähes:
17Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18sest nad varitsevad omaenese verd, luuravad omaenese hinge.
18de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19Niisugune tee on igaühel, kes ahnitseb kasu: selle omanikult võetakse hing.
19Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
20Tarkus hüüab tänavail, annab oma häält kuulda turgudel,
20Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
21kisendab lärmakates paikades, kõneleb oma sõnu linnaväravate suus:
21oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22'Kui kaua te, rumalad, armastate rumalust? Kui kaua meeldib hooplejail hoobelda ja alpidel vihata teadmist?
22Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
23Pöörduge minu noomimise alla! Vaata, ma lasen teile voolata oma vaimu, teen teile teatavaks oma sõnad.
23Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24Et ma olen kutsunud, aga te olete tõrkunud, olen sirutanud oma käe, aga ükski pole tähele pannud,
24Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25ja et te pole hoolinud mitte ühestki minu nõust ega ole tahtnud mu noomimist,
25men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
26siis naeran minagi teie õnnetust, pilkan, kui teie kohkumine tuleb,
26derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
27kui teie kohkumine tormina tuleb ja teie õnnetus tuulekeerisena saabub, kui häda ja ahastus teile kallale kipuvad.
27når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
28Siis nad hüüavad mind, aga mina ei vasta, otsivad mind, aga ei leia.
28Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
29Sellepärast et nad on vihanud tunnetust ega ole valinud Issanda kartust,
29fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
30et nad ei ole hoolinud minu nõust, vaid on põlastanud kõiki mu noomitusi,
30mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
31peavad nad siis sööma oma tegude vilja ja küllastuma oma kavatsustest.
31Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
32Sest rumalaid tapab nende taganemine ja alpe hukkab nende hooletus.
32thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
33Aga kes mind kuulab, võib julgesti elada ja olla muretu, kurja kartmata.'
33men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.