1Laulujuhatajale: kaheksandal helil; Taaveti laul.
1(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
2Päästa, Issand, sest vagad on lõppenud ja ustavad on otsa saanud inimlaste seast!
2de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
3Nemad räägivad tühja üksteisega, räägivad libedate huultega, kahepaikse südamega.
3Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
4Hävitagu Issand kõik libedad huuled, keeled, mis räägivad kõrke asju,
4dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
5kes ütlevad: 'Oma keele tõttu me oleme tugevad, meie huuled on meie võimuses, kes on meile isandaks?'
5"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."
6'Viletsate rõhumise, vaeste ägamise pärast tõusen ma nüüd üles,' ütleb Issand, 'ma toon pääste sellele, kes hingeldab.'
6HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
7Issanda kõned on puhtad kõned, need on hõbe, mis savist ahjus sulatatud ja seitsmekordselt puhastatud.
7HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
8Sina, Issand, kaitsed neid; sa hoiad neid igavesti selle põlve rahva eest.
8De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
9Õelad käivad toredasti ringi, kui nurjatus inimlastes ennast ülendab.