1Taaveti õpetuslaul; palve, kui ta oli koopas.
1(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
2Oma häält tõstes ma kisendan Issanda poole, oma häält tõstes ma anun Issandat.
2udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
3Ma valan välja oma kaebuse tema ette, ma annan temale teada oma ahastuse.
3Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
4Kui minu vaim nõrkeb mu sees, siis sina tunned mu teerada. Teele, mida ma käin, on minu jaoks peidetud püünised.
4Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
5Vaata paremale poole ja näe, et mul ei ole, kes mind tunneks. Pelgupaik on mu eest hävinud, ükski ei hooli mu hingest.
5HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
6Ma kisendan sinu poole, Issand! Ma ütlen: Sina oled mu pelgupaik, mu osa elavate maal!
6Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
7Pane tähele mu halisemist, sest ma olen väga nõder! Vabasta mind mu tagaajajate käest, sest nad on minust tugevamad!
7udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
8Vii välja mu hing vangist tänama sinu nime! Õiged käivad mu ümber, kui sina mulle head teed.