1Taaveti laul. Issand, ma hüüan sind appi, tõtta mu juurde; kuule mu häält, kui ma hüüan su poole!
1(En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
2Olgu mu palve suitsutusohvriks su palge ees, ja mu käte tõstmine olgu õhtuseks roaohvriks!
2som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
3Issand, pane valvur mu suu ette, hoidja mu huulte uksele!
3HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
4Ära lase mu südant pöörduda paha asja poole, et ma üleannetult teeksin ülekohtu tegusid õeluses koos meestega, kes teevad nurjatust, ega sööks nende maiuspalasid!
4Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
5Õige löögu mind; see on heldus! Ja ta nuhelgu mind; see on õli mu pea peale! Ärgu mu pea keeldugu sellest! Sest veel pisut aega, ja minu palve läheb täide nende õnnetustes!
5Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
6Kui nende valitsejad tõugatakse kaljudelt, siis kõik mõistavad, kui õiged on minu sõnad.
6Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
7Nagu maad oleks küntud ja lõhestatud, nõnda pillutatakse nende luud surmavalla suhu.
7Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.
8Sest mu silmad, Issand Jumal, vaatavad sinule. Sinu juures ma otsin pelgupaika, ära lase mu hinge hukka minna!
8Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
9Hoia mind paela eest, mis mulle on pandud, ja nurjatusetegijate püünise eest!
9Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
10Õelad langegu üheskoos oma võrkudesse, kuni mina neist mööda lähen!
10lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.