¹Taaveti laul. Tänatud olgu Issand, mu kalju, kes õpetab mu käsi lahinguks ja mu sõrmi sõjaks,

¹(Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig,

²tema, kes on mu heldus ja mu mäelinnus, mu kindel varjupaik ja mu päästja, minu kilp ja see, kelle juures ma pelgupaika otsin; ta alistab minule mu rahva.

²min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

³Oh Issand! Mis on inimene, et sa tahad teda tunda? Mis on inimlaps, et sa paned teda tähele?

³HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

⁴Inimene on tuuleõhu sarnane: tema päevad on nagu mööduv vari.

⁴Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.

⁵Issand, kalluta oma taevaid ja tule alla, puuduta mägesid, et need suitseksid!

⁵HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

⁶Löö välku ja pilluta nad laiali, läkita oma nooled ja peleta neid!

⁶slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

⁷Siruta oma käed ülalt, päästa ja tõmba mind välja suurest veest, võõramaa laste käest,

⁷udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

⁸kelle suu räägib tühja ja kelle parem käsi on valetaja käsi!

⁸fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

⁹Jumal, ma laulan sulle uue laulu! Ma mängin kümnekeelsel naablil sinule,

⁹Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,

¹⁰kes annad abi kuningaile, kes päästsid oma sulase Taaveti kurja mõõga eest.

¹⁰du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

¹¹Päästa mind ja vabasta mind võõramaa laste käest, kelle suu räägib tühja ja kelle parem käsi on valetaja käsi,

¹¹Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹²et meie pojad oleksid noorpõlves nagu hästi kasvatatud taimed, ja meie tütred nagu templi ehituses ilusasti voolitud nurgasambad,

¹²I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;

¹³et meie aidad oleksid täis ning annaksid iga liiki vilja, et meie lambakari kasvaks tuhandekordseks ja kümne tuhande kordseks meie nurmedel,

¹³vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,

¹⁴et meie veised oleksid tiined, et ei juhtuks kahju ega kaotust, et ei oleks hädakisa meie tänavatel!

¹⁴fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.

¹⁵Õnnis on rahvas, kelle käsi nõnda käib. Õnnis on rahvas, kelle Jumal on Issand.

¹⁵Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!