1Taaveti laul. Sinu poole, Issand, ma hüüan, mu kalju! Ära pöördu vaikides minust eemale, et ma su vaitolemise tõttu ei saaks nende sarnaseks, kes lähevad alla hauda!
1(Af David.) Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
2Kuule mu anumise häält, kui ma kisendan su poole, kui ma tõstan oma käed su pühamu pühima paiga poole!
2Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.
3Ära rebi mind ära koos õelatega ja nurjatuse tegijatega, kes räägivad oma ligimestega rahust, kuigi nende südames on kurjus!
3Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.
4Anna neile nende tegemist mööda ja nende kurje tegusid mööda; nende kätetöö järgi anna neile, tasu neile kätte nende tegu mööda!
4Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
5Sest nad ei pane tähele Issanda tegemisi ega tema kätetööd. Kiskugu tema nad maha ja ärgu ta ehitagu neid enam üles!
5Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
6Kiidetud olgu Issand, sest ta on kuulnud mu anumise häält!
6Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
7Issand on mu tugevus ja mu kilp, tema peale lootis mu süda ja ma sain abi. Sellepärast ilutseb mu süda ja ma tänan teda oma lauluga.
7min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
8Issand on neile tugevuseks. Ta on oma võitud mehe võidusaamise kindlustus.
8HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
9Päästa oma rahvas ja õnnista oma pärisosa; hoia neid nagu karjane ja kanna neid igavesti!
9Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!