¹Laulujuhatajale: Taaveti laul.

¹(Til sangmesteren. Af David. En salme.) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

²Ma ootasin Issandat suure ootusega; ta kummardus mu poole ja kuulis mu appihüüdmist

²Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

³ja tõmbas mind üles õuduse august ja paksust porist ning asetas mu jalad kaljule ja kinnitas mu sammud.

³en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

⁴Ta pani mu suhu uue laulu, kiituslaulu meie Jumalale. Paljud näevad seda ja hakkavad kartma ja lootma Issanda peale.

⁴Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

⁵Õnnis on mees, kes paneb oma lootuse Issanda peale ega pöördu ülbete ja valesse taganejate poole.

⁵Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁶Palju oled sina, Issand, mu Jumal, teinud imetegusid ja mõelnud mõtteid meie kohta; ei ole kedagi sinu sarnast. Kui ma hakkaksin neid kuulutama ja neist kõnelema, siis oleks neid rohkem kui jõuab ära lugeda.

⁶Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

⁷Tapa- ja roaohver ei ole su meele järgi - aga mu kõrvad oled sa avanud -, põletus- ja patuohvrit sa ei nõua.

⁷Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

⁸Siis ma ütlesin: 'Vaata, ma tulen, rullraamatus on minust kirjutatud.

⁸at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

⁹Sinu tahtmist, mu Jumal, teen ma hea meelega ja sinu Seadus on mu südames.'

⁹I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

¹⁰Ma jutlustan õiglust suures koguduses; vaata, ma ei sule oma huuli, Issand, sina tead seda!

¹⁰Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

¹¹Su õiglust ma ei varjanud oma südames, sinu ustavusest ja su abist ma rääkisin, su heldust ja su tõde ma ei salga suure koguduse ees.

¹¹Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹²Sina, Issand, ära keela mulle oma halastust; sinu arm ja su ustavus hoidku mind alati!

¹²Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

¹³Sest lugematud õnnetused on mind piiranud, kõik mu süüteod on mind kätte saanud - mul puudub neist ülevaade, neid on rohkem kui juuksekarvu mu peas ja mu süda kaotab julguse.

¹³Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

¹⁴Issand, olgu sulle meelepärane mind vabastada! Tõtta mulle appi, Issand!

¹⁴Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

¹⁵Häbenegu ja kohmetugu nad kõik, kes püüavad hävitada mu hinge; taganegu ja jäägu häbisse need, kellele meeldib mu õnnetus!

¹⁵Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

¹⁶Vallaku jubedus oma häbitööst neid, kes mulle ütlevad: 'Paras, paras!'

¹⁶Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

¹⁷Olgu rõõmsad ja rõõmutsegu sinus kõik, kes otsivad sind; kes armastavad sinu päästet, need öelgu alati: 'Suur on Issand!'

¹⁷Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

¹⁸Mina olen vilets ja vaene, aga Issand mõtleb mu peale! Sina oled mu abi ja mu päästja! Mu Jumal, ära viivita!