¹Aasafi õpetuslaul. Pane tähele, mu rahvas, minu Seadust, pöörake oma kõrvad minu sõnade poole!

¹(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

²Ma avan oma suu õpetussõnadega, ma ilmutan mõistatusi muistsest ajast.

²jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

³Mida me oleme kuulnud ja mida me teame ja mida meie vanemad on meile jutustanud,

³hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

⁴seda me ei taha salata nende laste eest; me jutustame tulevasele põlvele Issanda kiituseväärt tegudest, tema vägevusest ja tema imedest, mis ta on teinud.

⁴vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

⁵Ta asetas tunnistuse Jaakobisse ja seadis Iisraelisse Seaduse, mida ta käskis meie esivanemail teatada oma lastele,

⁵Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

⁶et tulevane põlv seda tunneks, lapsed, kes sünnivad, et nemadki tõuseksid seda jutustama oma lastele,

⁶at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

⁷ja et nad paneksid oma lootuse Jumala peale ega unustaks Jumala tegusid, vaid peaksid tema käske

⁷så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

⁸ega oleks nagu nende esivanemad, kangekaelne ja tõrges sugu, sugu, kelle süda ei olnud kindel ja kelle vaim ei olnud ustav Jumalale.

⁸ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

⁹Efraimi lapsed, varustatud ammulaskjad, pöörasid selja lahingu päeval.

⁹- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

¹⁰Nad ei pidanud Jumala lepingut, vaid keeldusid käimast ta Seaduse järgi

¹⁰Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

¹¹ja unustasid ta suured teod ja ta imetööd, mis ta neile oli näidanud.

¹¹hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

¹²Nende esivanemate ees tegi ta imet Egiptusemaal Soani väljal.

¹²Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

¹³Ta lõhestas mere ja laskis nad minna läbi ning pani vee seisma nagu paisu.

¹³han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

¹⁴Ta juhtis neid päeva ajal pilvega ja kogu öö tule valgusega.

¹⁴han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

¹⁵Ta lõhestas kaljud kõrbes ja jootis neid otsekui suurtest ürgveevoogudest.

¹⁵han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

¹⁶Ta pani vulisema veesooned kaljust ja vee voolama nagu jõed.

¹⁶han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

¹⁷Siiski nad tegid ikka edasi pattu tema ees, tõrkudes kuivas kõrbes Kõigekõrgema vastu.

¹⁷Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

¹⁸Nad kiusasid Jumalat oma südames, nõudes toitu oma himu järgi,

¹⁸de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

¹⁹ja nad rääkisid Jumala vastu, öeldes: 'Kas Jumal suudab katta laua ka kõrbes?

¹⁹de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

²⁰Ennäe, ta lõi küll kaljut, ja veed jooksid ja ojad voolasid. Kas tema võib anda ka leiba? Kas ta võib valmistada liha oma rahvale?'

²⁰Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

²¹Sellepärast, kui Issand seda kuulis, siis ta raevutses, tuli süttis Jaakobis ja viha tõusis Iisraeli vastu,

²¹Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

²²sest et nad ei uskunud Jumalasse ega lootnud tema pääste peale.

²²fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

²³Siis ta andis käsu pilvedele ülal ja avas taeva uksed

²³Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

²⁴ning laskis sadada nende peale mannat toiduks; ta andis neile taeva vilja.

²⁴og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

²⁵Inimene sõi inglite leiba; ta lähetas neile rooga, nõnda et küllalt sai.

²⁵Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

²⁶Ta tõstis taeva alla idatuule ja ajas üles oma vägevusega lõunatuule;

²⁶Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

²⁷ja ta laskis nende peale sadada liha nagu põrmu ja tiivulisi linde nagu mere liiva,

²⁷Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

²⁸ning pillutas need nende leeri keskele, ümber nende majade.

²⁸lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

²⁹Siis nad sõid ja nende kõhud said kõvasti täis. Nii ta saatis neile, mida nad himustasid.

²⁹Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

³⁰Aga veel ei võõrdunud nad oma himust ja nende söök oli alles nende suus,

³⁰Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

³¹kui Jumala viha juba tõusis nende vastu ja tappis tugevamad nende seast ning surus põlvili Iisraeli noored mehed.

³¹rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

³²Kõigest sellest hoolimata tegid nad ikka pattu ega uskunud tema imedesse.

³²Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

³³Siis ta lõpetas nende päevad tuulepuhangus ja nende aastad äkilises hukkumises.

³³Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

³⁴Kui ta neid tappis, nõudsid nad teda ning pöördusid ja otsisid Jumalat

³⁴Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

³⁵ja tuletasid meelde, et Jumal on nende kalju, ja et Jumal, Kõigekõrgem, on nende lunastaja.

³⁵kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

³⁶Kuid nad petsid teda oma suuga ja valetasid temale oma keelega.

³⁶De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

³⁷Sest nende süda ei olnud kindlasti tema küljes, ja nad ei olnud ustavad tema lepingu pidamises.

³⁷deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

³⁸Aga tema on armuline: ta lepitab pahateod ega tule hävitama, vaid võtab sagedasti tagasi oma viha ega lase kogu oma vihaleeki tõusta.

³⁸Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

³⁹Talle tuli meelde, et nad on liha, tuuleõhk, mis läheb ära ega tule tagasi.

³⁹han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

⁴⁰Kui mitu korda nad tõrkusid tema vastu kõrbes ja tegid temale meelehaiget tühjal maal.

⁴⁰Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

⁴¹Ja nad kiusasid ikka jälle Jumalat ja pahandasid Iisraeli Püha.

⁴¹De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

⁴²Nad ei meenutanud enam tema kätt ega seda päeva, mil ta nad lahti ostis rõhujate käest,

⁴²hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

⁴³kui ta tegi tunnustähti Egiptuses ja oma imetähti Soani väljal,

⁴³da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

⁴⁴kui ta muutis vereks nende jõed, nii et nad ei saanud oma veeojadest juua.

⁴⁴forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

⁴⁵Ta läkitas nende sekka parme, kes neid sõid, ja konni, kes neile kahju tegid.

⁴⁵sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

⁴⁶Ta andis nende vilja mardikaile ja nende rühkimise rohutirtsudele.

⁴⁶gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

⁴⁷Ta lõi rahega maha nende viinapuud ja jääsajuga nende metsviigipuud.

⁴⁷slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

⁴⁸Ta andis nende veised rahe kätte ja nende kariloomad välkude kätte.

⁴⁸prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

⁴⁹Ta läkitas nende peale oma hirmsa viha, raevu ja meelepaha, kitsikuse ja kurjade inglite parve.

⁴⁹Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

⁵⁰Ta sillutas tee oma vihale ega säästnud nende hingi surmast, vaid andis nende elu katku kätte.

⁵⁰frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

⁵¹Ta lõi maha kõik esmasündinud pojad Egiptuses, mehejõu esmikud Haami telkides.

⁵¹alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

⁵²Aga oma rahva ta saatis teele nagu lambad ja juhtis neid nagu karja kõrbes;

⁵²lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

⁵³ja ta juhatas neid nõnda, et nad olid julged ega olnud hirmunud; aga nende vaenlased kattis meri.

⁵³ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

⁵⁴Ja ta viis nad oma pühale maale, sinna mäele, mille ta parem käsi oli omandanud;

⁵⁴han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

⁵⁵ja ta kihutas ära rahvad nende eest ning jagas nende maa liisuga pärisosadeks; ja ta pani nende telkidesse elama Iisraeli suguharud.

⁵⁵drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

⁵⁶Aga nemad ajasid kiusu ja trotsisid Jumalat, Kõigekõrgemat, ega pidanud tema tunnistusi,

⁵⁶Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

⁵⁷vaid loobusid neist ning murdsid ustavuse, nõnda nagu nende vanemad, ja põrkasid kõrvale, nagu lõtv amb,

⁵⁷de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

⁵⁸ja vihastasid teda oma ohvrikinkudega ja ärritasid teda oma puuslikega.

⁵⁸de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

⁵⁹Jumal kuulis seda ja raevutses ning hülgas Iisraeli täiesti

⁵⁹Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

⁶⁰ja heitis ära hoone Siilos, telgi, mille ta oli püstitanud inimeste keskele.

⁶⁰han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

⁶¹Ta andis vangi oma vägevuse ja ilu oma vaenlaste kätte,

⁶¹han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

⁶²ja andis oma rahva mõõga kätte ning raevutses oma pärisosa vastu.

⁶²prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

⁶³Nende noored mehed sõi tuli ja nende neitsid jäid pulmailuta;

⁶³Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

⁶⁴nende preestrid langesid mõõga läbi ja nende lapsed ei saanud nutta leinanuttu.

⁶⁴dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

⁶⁵Aga Issand ärkas otsekui unest, nagu sangar, kes veiniuimast virgub,

⁶⁵Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

⁶⁶ja lõi oma vaenlased põgenema; ta pani nad igaveseks teotuseks.

⁶⁶han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

⁶⁷Ta hülgas ka Joosepi telgi ega valinud Efraimi suguharu.

⁶⁷Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

⁶⁸Ent Juuda suguharu ta valis enesele, Siioni mäe, mida ta armastab.

⁶⁸han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

⁶⁹Ja tema ehitas oma pühamu nagu taeva kõrguse, nagu ilmamaa, mille ta on rajanud igaveseks.

⁶⁹han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

⁷⁰Ja ta valis oma sulase Taaveti, võttes tema ära lambataradest.

⁷⁰Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

⁷¹Imetajate lammaste järelt ta tõi tema, et ta karjataks ta rahvast Jaakobit ja ta pärisosa Iisraeli.

⁷¹hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

⁷²Ja Taavet karjatas neid südame laitmatuses ning juhtis neid osava käega.

⁷²han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.