¹'Mina olen Saaroni liilia, orgude lilleke.'

¹Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje

²'Otsekui lilleke orjavitste keskel, nõnda on mu kullake tütarlaste keskel.'

²Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

³'Otsekui õunapuu metsa puude keskel, nõnda on mu kallim noorte meeste keskel. Tema varjus ma igatsen istuda ja tema vili on mu suulaele magus.

³Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

⁴Tema on mind viinud pidukotta, ja selle lipp mu kohal on Armastus.

⁴Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

⁵Kosutage mind rosinatega, elustage mind õuntega, sest ma olen armastusest haige!

⁵Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

⁶Tema vasak käsi on mu pea all ja tema parem käsi kaisutab mind.

⁶Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

⁷Ma vannutan teid, Jeruusalemma tütred, gasellide või aasa hirvede juures: ärge eksitage ega äratage armastust, enne kui see ise tahab!

⁷Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁸Mu kallima hääl! Vaata, ta tuleb, ronides mägedel, hüpeldes küngastel.

⁸Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

⁹Mu kallim on nagu gasell või noor hirv. Vaata, ta seisab meie seina taga, heidab pilgu aknaist sisse, vaatab läbi võrede.

⁹Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

¹⁰Mu kallim räägib ja ütleb mulle: 'Tõuse, mu kullake, mu iludus, ja tule!'

¹⁰Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

¹¹Sest vaata, talv on möödunud, vihm on läinud oma teed,

¹¹Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

¹²maa peal on näha õiekesi, lauluaeg on tulnud ja meie maal on kuulda turteltuvi häält.

¹²Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

¹³Viigipuu küpsetab oma marju, viinapuud õitsevad ja lõhnavad. Tõuse, mu kullake, mu iludus, ja tule!

¹³Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,

¹⁴Mu tuvike kaljulõhedes, kuristiku peidupaigas! Näita mulle oma nägu, luba ma kuulen su häält, sest su hääl on meeldiv ja su nägu on ilus!'

¹⁴min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

¹⁵'Võtke meile kinni rebased, väikesed rebased, kes rikuvad viinamägesid, sest meie viinamäed õitsevad!

¹⁵Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

¹⁶Mu kallim on minu, ja mina kuulun temale, kes lillekeste keskel karja hoiab.

¹⁶Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;

¹⁷Kuni tuul kuulutab päeva ja varjud põgenevad, tule taas, mu kallim, nagu gasell või noor hirv jäärakulistele mägedele!'

¹⁷til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!