1A wid eɛzizen, imi i ɣ-d țțunefkent lemɛahdat-agi, ilaq a nessizdeg iman-nneɣ seg wayen akk issenǧasen lǧețța-nneɣ akk-d wulawen-nneɣ iwakken a nkemmel tezdeg n tikli-nneɣ akk-d Sidi Ṛebbi, s ṭṭaɛa d wannuz.
1Eftersom vi da har disse løfter, mine elskede, så la oss rense oss fra all urenhet på kjød og ånd og fullende vår helliggjørelse i Guds frykt! / [2KO 7, 1 er i trykte bøker plassert på slutten av kapittel 6.]
2Qeblet-aɣ deg wulawen-nwen ! Ur neḍlim yiwen, ur nexdim cceṛ ula i yiwen, ur nečči lḥeqq n yiwen.
2Gi oss rum! Ingen har vi gjort urett, ingen har vi ødelagt, ingen har vi gått for nær.
3Ur d-nniɣ ara annect-agi iwakken a kkun-sḍelmeɣ ; axaṭer nniɣ-awen t-id yakan : ama nedder ama newweḍ ɣer lmut, tellam deg wulawen-nneɣ .
3Dette sier jeg ikke for å fordømme eder; jeg har jo før sagt at I er i våre hjerter for å dø med oss og leve med oss.
4Lețkal-iw fell-awen meqqeṛ, țzuxxuɣ aṭas yis-wen ; yethedden wul-iw yerna yeččuṛ d lfeṛḥ ɣas akken nesɛedda aṭas n leɛtab.
4Jeg har stor tiltro til eder; jeg roser mig storlig av eder; jeg er full av trøst, jeg er overvettes rik på glede under all vår trengsel.
5Seg wasmi i d-nekcem tamurt n Masidunya ur nesteɛfa, nețwaḥṛes si mkul tama : ccwal di beṛṛa, tugdi deg ulawen-nneɣ.
5For heller ikke da vi kom til Makedonia, hadde vårt kjød nogen ro, men vi trengtes på alle måter: utenfor oss var strid, inneni oss frykt;
6Lameɛna Sidi Ṛebbi yețṣebbiṛen wid yețwaḥeqṛen, iṣebbeṛ aɣ s gma-tneɣ Titus mi d-yewweḍ.
6men Gud, som trøster de nedbøiede, han trøstet oss ved Titus' komme,
7Mačči kan mi d-yewweḍ gma tneɣ Titus i nețțuṣebbeṛ, lameɛna nețțuṣebbeṛ daɣen s ṣṣbeṛ i d-yewwi s ɣuṛ-wen. Yeḥka-yaɣ-d acḥal tețmennim a yi-teẓrem, acḥal tḥeznem d wamek tebɣam a yi-tɛiwnem seg ul. ?ef wayagi i gzad lfeṛḥ-iw.
7dog ikke bare ved hans komme, men og ved den trøst hvormed han var blitt trøstet over eder, idet han meldte oss eders lengsel, eders klage, eders nidkjærhet for mig, så at jeg blev ennu gladere.
8?riɣ belli sḥezneɣ-kkun s tebṛaț iw tamezwarut, lameɛna ur ndimeɣ ara ; ɣas akken ndemmeɣ, ndemmeɣ kan mi ẓriɣ sḥezneɣ-kkun kra n lweqt.
8For om jeg enn bedrøvet eder ved mitt brev, så angrer jeg det ikke; om jeg enn før angret det - jeg ser jo at hint brev bedrøvet eder, om enn bare for en stund -
9Tura aql-i feṛḥeɣ, mačči imi i kkun-sḥezneɣ, meɛna imi s leḥzen-agi tettubem yerna tbeddlem tikli. Axaṭer leḥzen-nni i d-yeɣlin fell awen yusa-d s ɣuṛ Sidi Ṛebbi, s wakka ur d-yekki wacemma n diri s ɣuṛ-nneɣ.
9så gleder jeg mig nu, ikke over at I blev bedrøvet, men over at I blev bedrøvet til omvendelse; for I blev bedrøvet efter Guds sinn, forat I ikke skulde lide nogen skade ved oss.
10Leḥzen i d-itekken s ɣuṛ Sidi Ṛebbi ițbeddil tikli n wemdan, yețțawi ɣer leslak yerna ur nțendemmay ara deg-s ; ma d leḥzen i d-itekken si ddunit, yețțawi ɣer lmut.
10For bedrøvelsen efter Guds sinn virker omvendelse til frelse, som ingen angrer; men verdens bedrøvelse virker død.
11Leḥzen-agi-nwen yeɛǧeb aṭas Sidi Ṛebbi, walit acḥal i gexdem deg-wen : acḥal i tenneḥcamem d wamek i tḍelbem ssmaḥ ! Acḥal tendemmem, tekcem-ikkun tugdi n Sidi Ṛebbi ; acḥal tcedham a yi teẓrem yerna tebɣam a yi tɛiwnem ; amek daɣen tɛuqbem wid ixeddmen cceṛ ! Deg wayagi meṛṛa tesbeggnem-d belli teṣfam di taluft-agi.
11For se, just dette at I blev bedrøvet efter Guds sinn, hvilken iver det virket hos eder, ja forsvar, ja harme, ja frykt, ja lengsel, ja nidkjærhet, ja straff! I alt viste I eder å være rene i den sak.
12Ihi ma uriɣ-awen-d, mačči ɣef ddemma n win iḍelmen neɣ win yețwaḍelmen, lameɛna iwakken a d-iban gar-awen zdat Sidi Ṛebbi, acḥal meqqeṛ leḥmala-nwen ɣuṛ-nneɣ.
12Derfor, om jeg enn skrev til eder, så var det ikke for hans skyld som gjorde uretten, heller ikke for hans skyld som uretten blev gjort imot, men forat eders iver for oss kunde bli åpenbaret hos eder for Guds åsyn.
13?ef wannect-agi i theddnen wulawen-nneɣ. Sennig ṣṣbeṛ-agi, lfeṛḥ-nneɣ yennerna mi nwala acḥal yefṛeḥ yis-wen gma-tneɣ Titus, axaṭer tekksem-as anezgum.
13Derfor er vi blitt trøstet. Og til vår trøst kom ennu den langt større glede over Titus' glede; for hans ånd er blitt vederkveget av eder alle.
14?ideț zuxxeɣ yis-wen zdat-es, lameɛna ur nneḥcameɣ ara, axaṭer anagar tideț i wen-d-nheddeṛ yal ass imi ayen akken s wayes nzuxx yis-wen zdat gma-tneɣ Titus, iban-ed belli ț-țideț ;
14For om jeg til ham har uttalt nogen ros over eder, så er jeg ikke blitt til skamme; men likesom vi i alt har talt sannhet til eder, så er og vår ros for Titus blitt sannhet,
15lemḥibba-s ɣuṛ-wen tețnerni mkul m'ara d-immekti amek i tesṭerḥbem yis s leqdeṛ d wannuz.
15og hans kjærlighet til eder er enn sterkere når han kommer eders alles lydighet i hu, hvorledes I tok imot ham med frykt og beven.
16Feṛḥeɣ imi zemreɣ ad țekleɣ fell-awen di kullec.
16Jeg gleder mig over at jeg i alt kan lite på eder.