1Sidna Ɛisa yenna daɣen : -- S tideț a wen-d-iniɣ, kra seg wid yellan dagi, ur țmețțaten ara alamma walan tagelda n Ṛebbi tusa-d s tmanegt tameqqrant.
1Og han sa til dem: Sannelig sier jeg eder: Nogen av dem som her står, skal ikke smake døden før de ser at Guds rike er kommet med kraft.
2Mi ɛeddan sețța wussan, Sidna Ɛisa yewwi yid-es Buṭrus, Yeɛqub d Yuḥenna, ulin ɣer yiwen wedrar ɛlayen. Mi llan dinna weḥḥed-sen, tenbeddal ṣṣifa-s zdat-sen,
2Og seks dager derefter tok Jesus med sig Peter og Jakob og Johannes og førte dem avsides op på et høit fjell for sig selv alene. Og han blev forklaret for deres øine,
3llebsa-s tuɣal ț-țamellalt tețfeǧǧiǧ, ula d yiwen di ddunit ur izmir a ten yessimlul akken.
3og hans klær blev skinnende, aldeles hvite, så ingen bleker på jorden kan gjøre klær så hvite.
4?ehṛen-asen-d nnbi Ilyas akk-d Sidna Musa, țmeslayen d Sidna Ɛisa.
4Og Elias viste sig for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus.
5Yenṭeq Buṭrus yenna i Sidna Ɛisa : A Sidi, yelha imi nella dagi. A nesbedd tlata iqiḍunen ; yiwen i kečč, wayeḍ i Sidna Musa wayeḍ i Sidna Ilyas.
5Og Peter tok til orde og sa til Jesus: Rabbi! det er godt at vi er her; la oss gjøre tre boliger, en til dig, og en til Moses, og en til Elias!
6Ur yeẓri d acu i d-yeqqaṛ axaṭer tekcem-iten lxelɛa ț-țameqqrant.
6Han visste ikke hvad han skulde si; for de blev meget forferdet.
7Taswiɛt kan ters-ed yiwet n tagut tɣumm-iten, si tagut-nni tenṭeq-ed yiwet n taɣect tenna-d : Wagi d Mmi ameɛzuz, smeḥsiset as !
7Og en sky kom og overskygget dem, og det kom en røst ut av skyen: Dette er min Sønn, den elskede; hør ham!
8Imiren kan, inelmaden muqlen ɣer mkul tama, ur walan ula d yiwen, anagar Sidna Ɛisa yellan yid-sen.
8Og med ett, da de så sig om, så de ikke lenger nogen hos sig uten Jesus alene.
9Mi d-ṣubben seg udrar, Sidna Ɛisa iweṣṣa-ten : Ur ḥekkut i yiwen ayen teẓram, alamma yeḥya-d Mmi-s n bunadem si ger lmegtin.
9Og da de gikk ned av fjellet, bød han dem at de ikke skulde fortelle nogen hvad de hadde sett, før Menneskesønnen var opstanden fra de døde.
10Uɣen-as awal, d acu kan țemsteqsayen, qqaṛen : Acu i d lmeɛna n ḥeggu si ger lmegtin ?
10Og de holdt fast ved det ord, og de talte sig imellem om hvad det er å opstå fra de døde.
11Inelmaden steqsan-t nnan-as : Acuɣer lɛulama n ccariɛa qqaṛen-d : ilaq a d-yas uqbel Sidna Ilyas ?
11Og de spurte ham og sa: De skriftlærde sier jo at Elias først må komme?
12Yerra-yasen : ?-țideț, a d-yas uqbel Ilyas, iwakken ad iseggem kullec. lameɛna acuɣer yețwakteb ɣef Mmi-s n bunadem belli ilaq ad yenɛețțab aṭas yerna ad yețwaqehheṛ ?
12Han sa til dem: Elias kommer først og setter alt i rette skikk, og hvad står det skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og bli foraktet.
13Aql-i nniɣ-awen : Ilyas yusa-d, xedmen deg-s akken bɣan, am akken yețwakteb fell-as di tira iqedsen.
13Men jeg sier eder at Elias er kommet, og de gjorde med ham alt det de vilde, som skrevet er om ham.
14Mi d-ṣubben seg udrar, ufan-d lɣaci akk-d lɛulama n ccariɛa zzin i inelmaden nniḍen, țmeslayen yid-sen.
14Og da de kom til disiplene, så de meget folk om dem, og nogen skriftlærde som trettet med dem.
15Mi d-walan Sidna Ɛisa, dehcen, uzzlen ad selmen fell-as.
15Og straks alt folket så ham, blev de forferdet, og løp til og hilste ham.
16Sidna Ɛisa yesteqsa-ten : ?ef wacu i tețmeslayem akka yid-sen ?
16Og han spurte dem: Hvad er det I tretter med dem om?
17Yiwen wergaz si lɣaci-nni yerra-yas-d : A Sidi, wwiɣ-ak-d mmi axaṭer yesgugem-it uṛuḥani.
17Og en blandt folket svarte: Mester! jeg har ført til dig min sønn, som er besatt av en målløs ånd;
18Kra wanda ara t-yeṭṭef, yesseɣlay-it ɣer lqaɛa ; aqcic yessufuɣ-ed tikufta, yețqeṛṛic tuɣmas, yețțuɣal d asemmaḍ. ?elleleɣ inelmaden-ik a t-ssufɣen seg-s meɛna ur zmiren ara.
18og når den griper ham, sliter den i ham, og han fråder og skjærer tenner og visner bort; og jeg bad dine disipler drive den ut, og de var ikke i stand til det.
19Sidna Ɛisa yenna-yasen : A lǧil i gxuṣṣ liman ! Ar melmi ara yiliɣ yid-wen ? Ar melmi ara wen-ṣebṛeɣ ? Awit-ed aqcic-agi ! Wwin-as-t-id ;
19Men han svarte dem og sa: Du vantro slekt! hvor lenge skal jeg være hos eder? hvor lenge skal jeg tåle eder?
20akken kan iwala Sidna Ɛisa, aṛuḥani-nni yebda yețhuccu aqcic-nni, yesseɣli-t ɣer lqaɛa yessemṛareɣ-it armi i s-d yessufeɣ tikufta.
20Før ham hit til mig! Og de førte gutten til ham, og da han så ham, rev og slet ånden straks i ham, og han falt på jorden, veltet sig og frådet.
21Sidna Ɛisa yesteqsa baba-s n weqcic-nni yenna-yas : Si melmi i d-ideṛṛu yid-es wayagi ? Yerra-yas-d : Seg wasmi yella d amecṭuḥ.
21Og Jesus spurte hans far: Hvor lang tid har han hatt det slik? Han sa: Fra barndommen av;
22Acḥal d abrid i t-idemmer uṛuḥani-agi ɣer tmes d waman iwakken a t-ineɣ. Tura, ma yella wayen iwumi tzemreḍ, ḥunn fell-aɣ, ɛiwen-aɣ !
22og ofte har den kastet ham både i ild og i vann for å gjøre ende på ham; men om du formår noget, så ha medynk med oss og hjelp oss!
23Sidna Ɛisa yerra-yas : Teqqaṛeḍ : ma tzemreḍ... ? Win yețțamnen yezmer i kullec !
23Men Jesus sa til ham: Om jeg formår? - Alt er mulig for den som tror.
24Imiren kan, baba-s n weqcic-nni yenna : Umneɣ ! Meɛna sseǧhed-iyi axaṭer xuṣṣeɣ di liman.
24Straks ropte barnets far: Jeg tror; hjelp min vantro!
25Sidna Ɛisa mi gwala lɣaci uzzlen-d ɣuṛ-sen, yumeṛ i uṛuḥani-nni, yenna-yas : Ay aṛuḥani ! yesgugumen yesɛuẓẓugen, effeɣ seg weqcic-agi ur țɛawad ara aț-țkecmeḍ deg-s !
25Men da Jesus så at folket løp til, truet han den urene ånd og sa til den: Du målløse og døve ånd! jeg byder dig: Far ut av ham, og far aldri mere inn i ham!
26Imiren iɛeggeḍ, ihucc-it nezzeh, dɣa yeffeɣ seg-s. Aqcic-nni yuɣal am lmegget, daymi aṭas i s-yeqqaṛen : « yemmut. »
26Da skrek den og slet hårdt i ham, og fór ut av ham. Og han blev som død, så de fleste sa: Han er død.
27Meɛna Sidna Ɛisa yeṭṭef-as afus, isekker-it-id, ibedd.
27Men Jesus tok ham ved hånden og reiste ham op; og han stod op.
28Mi kecmen ɣer wexxam, inelmaden-is steqsan-t : Acuɣer ur nezmir ara nukni a nessufeɣ aṛuḥani-nni ?
28Og da han var kommet inn i et hus, spurte hans disipler ham i enrum: Hvorfor kunde ikke vi drive den ut?
29Yenna-yasen : Iwakken aț-țessufɣem iṛuḥaniyen am wigi, ilaq aț-țețțuẓumem yerna aț-țețẓallam.
29Og han sa til dem: Dette slag kan ikke drives ut uten ved bønn og faste.
30Ṛuḥen syenna, zegren tamurt n Jlili. Sidna Ɛisa ur yebɣi ara ad ẓren lɣaci anda i gella,
30Og da de gikk derfra, drog de gjennem Galilea, og han vilde ikke at nogen skulde få vite om det;
31axaṭer yesselmad inelmaden-is, yenna-yasen : Mmi-s n bunadem ad ițțusellem ger ifassen n yemdanen, a t-nɣen, meɛna tlata wussan mbeɛd lmut-is a d-iḥyu.
31for han lærte sine disipler og sa til dem: Menneskesønnen skal overgis i menneskenes hender, og de skal slå ham ihjel, og når han er ihjelslått, skal han opstå tre dager efter.
32Inelmaden-is ur fhimen ara lmeɛna n wawal-agi, yerna kukran a t-steqsin.
32Men de skjønte ikke dette ord, og de fryktet for å spørre ham.
33Mi ewwḍen ɣer temdint n Kafernaḥum. llan deg wexxam, Sidna Ɛisa yesteqsa-ten : ?ef wacu i tețmeslayem deg webrid ?
33Og de kom til Kapernaum, og da han var kommet inn i huset, spurte han dem: Hvad var det I talte om på veien?
34Lameɛna ssusmen akken ma llan, axaṭer deg webrid țmesteqsayen anwa i d ameqqran gar-asen.
34Men de tidde; for de hadde talt med hverandre på veien om hvem som var den største.
35Sidna Ɛisa yeqqim, yessawel i tnac-nni inelmaden-is, yenna-yasen : Win yebɣan ad yili d amezwaru, ilaq ad yeqqim d aneggaru, ad yuɣal d aqeddac i mkul yiwen.
35Og han satte sig og kalte på de tolv og sa til dem: Om nogen vil være den første, han skal være den siste av alle, og alles tjener.
36Yeddem-ed yiwen weqcic amecṭuḥ, yesbedd-it zdat-sen dɣa yerfed-it ger ifassen-is, yenna-yasen :
36Og han tok et lite barn og stilte det midt iblandt dem, og tok det i favn og sa til dem:
37Win iqeblen aqcic amecṭuḥ am wagi ɣef ddemma n yisem-iw, d nekk i geqbel, win i yi-qeblen mačči d nekk i geqbel lameɛna yeqbel Win i yi-d iceggɛen.
37Den som tar imot et sådant lite barn for mitt navns skyld, han tar imot mig, og den som tar imot mig, han tar ikke imot mig, men imot ham som sendte mig.
38Yuḥenna yenna i Sidna Ɛisa : A Sidi, nwala yiwen wergaz yessufuɣ leǧnun s yisem-ik ; nugi-yas imi ur iteddu ara yid-nneɣ.
38Johannes sa til ham: Mester! vi så en som ikke er i følge med oss, drive ut onde ånder i ditt navn, og vi forbød ham det, fordi han ikke var i følge med oss.
39Sidna Ɛisa yerra-yas : Aneft-as, imi ulac win izemren ad ixdem lbeṛhan s yisem-iw, imiren ad yehdeṛ ayen n diri fell-i.
39Men Jesus sa: Forbyd ham det ikke! for ingen som gjør en kraftig gjerning i mitt navn, vil snart efter kunne tale ille om mig.
40Win ur nelli ara d aɛdaw-nneɣ, yid-nneɣ i gella.
40For den som ikke er imot oss, er med oss.
41Kra win ara wen-d-yefken lkas n waman imi d inelmaden n Lmasiḥ i tellam, a wen-iniɣ s tideț, lxiṛ-is ur s-yețwankaṛ ara .
41For den som gir eder et beger vann å drikke i mitt navn, fordi I hører Kristus til, sannelig sier jeg eder: han skal ikke miste sin lønn.
42Win ara yilin d sebba n tuccḍa i yiwen seg imecṭuḥen-agi yumnen yis-i, axiṛ-as a s-ɛelqen ɣer temgeṛṭ aɣaṛef n tsirt, a t-ḍeggṛen ɣer lebḥeṛ.
42Og den som forfører én av disse små som tror på mig, for ham var det bedre om det var hengt en kvernsten om hans hals, og han var kastet i havet.
43Ma yella d afus-ik i d sebba n tuccḍa, gzem-it ; axiṛ-ak aț-țkecmeḍ ɣer tudert n dayem s yiwen ufus wala aț-țkecmeḍ s sin ifassen ɣer ǧahennama, aț-țețwaḍeggreḍ ɣer tmes ur nxețți.
43Og om din hånd frister dig, da hugg den av! det er bedre at du går vanfør inn til livet enn at du har dine to hender og kommer i helvede i den uslukkelige ild,
44[Dinna awekkiw itețțen lǧețțat ur yețmețțat ara, times ur txețți ara maḍi.]
44hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.
45Ma yella d aḍaṛ-ik i d sebba n tuccḍa, gzem-it ;axiṛ-ak aț-țkecmeḍ ɣer tudert n dayem s yiwen uḍar wala aț-țkecmeḍ s sin iḍaṛṛen ɣer ǧahennama, aț-țețwaḍeggreḍ ɣer tmes ur nxețți.
45Og om din fot frister dig, da hugg den av! det er bedre at du går halt inn til livet enn at du har dine to føtter og kastes i helvede,
46[Dinna awekkiw itețțen lǧețțat ur yețmețțat ara, times ur txețți ara maḍi.]
46hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.
47Daɣen ma yella ț-țiṭ-ik i gellan d sebba n tuccḍa, qleɛ-iț-id ; axiṛ-ak aț-țkecmeḍ ɣer tgelda n Sidi Ṛebbi s yiwet n tiṭ, wala aț-țwaḍeggṛeḍ s snat wallen ɣer ǧahennama.
47Og om ditt øie frister dig, da riv det ut! det er bedre at du går énøiet inn i Guds rike enn at du har to øine og kastes i helvede,
48Dinna awekkiw itețțen lǧețțat ur yețmețțat ara, times ur txețți ara maḍi.
48hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.
49Axaṭer mkul amdan ilaq ad yețwamelleḥ s tmes.
49For enhver skal saltes med ild, og ethvert offer skal saltes med salt.
50Lmelḥ, d ayen yelhan ; meɛna ma tṛuḥ-as lbenna-s, s wacu ara t-tmellḥem ?
50Salt er en god ting; men når saltet mister sin kraft, hvad vil I da salte det med? Ha salt i eder selv, og hold fred med hverandre!
51Sɛut lmelḥ deg yiman-nwen, tɛicem wway gar-awen di lehna.