1Saß li chihab nak quicam li rey Uzías, chanchan matqßuenbil quinbânu nak quixcßutbesi rib li Kâcuaß chicuu. Quicuil nak cßojcßo saß xbên jun cßojaribâl saß jun naßajej najt xteram ut mâ cßajoß xchakßal ru. Ut quinujac li rochoch li Dios riqßuin li rakß.
1I det år kong Ussias døde, så jeg Herren sitte på en høi, høi trone, og slepet av hans kåpe opfylte templet.
2Ut saß xbên cuanqueb li serafines, chanchaneb li ángel. Cuakitk xxiqßueb li junjûnk; cuib lix xiqßueb nequeßxtzßap cuiß li ruheb, cuib nequeßxtzßap cuiß li rokeb ut cuib nequeßxicßan cuiß.
2Serafer stod omkring ham. Seks vinger hadde hver; med to dekket han sitt åsyn, med to dekket han sine føtter, og med to fløi han.
3Ut queßxjap re chi ribileb rib chixyebal: —Santo, santo, santo li Kâcuaß li nimajcual Dios. Chixjunil li ruchichßochß nujenak riqßuin lix nimal xlokßal, chanqueb.
3Og den ene ropte til den andre og sa: Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarenes Gud; all jorden er full av hans herlighet.
4Ut xban xyâb xcuxeb, queßecßan saß xnaßajeb li rokechal xpuertil li templo ut quinujac li sib saß li templo.
4Og tresklenes poster bevet ved de ropendes røst, og huset blev fylt med røk.
5Tojoßnak quinye lâin: —Tokßob xak cuu. Lâin jun cuînk aj mâc ut incßaß us li na-el saß xtzßûmal cue. Ut saß xyânkeb li tenamit aj mâc cuanquin. Anakcuan tincâmk xban nak riqßuin xnakß cuu xcuil ru li Rey, li Kâcuaß li nimajcual Dios.—
5Da sa jeg: Ve mig! Jeg er fortapt; for jeg er en mann med urene leber, og jeg bor midt iblandt et folk med urene leber, og mine øine har sett kongen, Herren, hærskarenes Gud.
6Ut quicuil nak quixicßan chak jun reheb li serafines. Coxchap chak li ru xam lochlo xxamlel saß li artal riqßuin jun li chapleb chßîchß ut quixcßam chak cuanquin cuiß.
6Da fløi en av serafene bort til mig med en gloende sten i sin hånd; med en tang hadde han tatt den fra alteret.
7Ut quixnumsi li ru xam chi xtzßûmal cue ut quixye: —Anakcuan xinnumsi chi xtzßûmal âcue li ru xam aßin, ut riqßuin aßin isinbil chic lâ mâusilal ut cuybil sachbil chic lâ mâc, chan cue.
7Og han rørte ved min munn med den og sa: Se, denne har rørt ved dine leber, din misgjerning er tatt bort, og din synd er sonet.
8Ut quicuabi lix yâb xcux li Kâcuaß yô chak chixyebal: —¿Ani tintakla? ¿Ut ani tâxic chokß kûchil? chan li Kâcuaß. Ut lâin quinchakßoc ut quinye, —Cueßquin lâin. Taklahin lâin, chanquin re.
8Da hørte jeg Herrens røst: Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for oss? Da sa jeg: Se, her er jeg, send mig!
9Tojoßnak quixye cue: —Ayu ut toxâye reheb li tenamit chi joßcaßin: Yôkex chirabinquil, abanan moco têtau ta ru lix yâlal ut yôkex chirilbal, abanan incßaß têqßue retal cßaßru xyâlal, chaßakat reheb.
9Og han sa: Gå avsted og si til dette folk: Hør og hør, men forstå ikke, og se og se, men skjønn ikke!
10Ut quixye cuißchic cue li Kâcuaß: —Âlobresi lix chßôleb li tenamit aßin re nak incßaß teßxtau xyâlal. Incßaß saken cheßabînk ut incßaß saken cheßilok re nak incßaß cheßilok riqßuin li ruheb ut incßaß saken cheßabînk riqßuin lix xiqßueb, chi moco lix chßôleb chixtau xyâlal, chi moco teßsukßîk cuiqßuin re tebinqßuirtesi, chan.
10Gjør dette folks hjerte sløvt og gjør dets ører tunghørte og klin dets øine til, forat det ikke skal se med sine øine og ikke høre med sine ører, og dets hjerte ikke forstå og omvende sig, så det blir lægt!
11Ut lâin quinpatzß re, —¿Joß najtil teßxcßul chi joßcaßin, at Kâcuaß?— Li Dios quixye cue: —Toj retal teßsachekß chixjunileb li tenamit. Mâ jun chic tâcanâk saß rochocheb ut lix chßochßeb tâcanâk chi mâcßaß chic cuan.
11Da spurte jeg: Hvor lenge, Herre? Og han sa: Inntil byene er ødelagt og folketomme, og husene uten mennesker, og landet er ødelagt og blitt til en ørken.
12Toj tintaklaheb chi najt chixjunileb li cristian toj retal tâcanâk li tenamit chi mâcßaß chic cuan.Cui toj teßcanâk coßxibak tebinsach ajcuiß ruheb aßan. Chanchan nak nayoqßueß li cheß ji ut caßaj chic lix tônal nacana, chan li Kâcuaß. Abanan lix tôn li cheß aßan tâtuxmekß cuißchic. Aßan retalil li tenamit li sicßbil ru xban li Dios.
12Og Herren skal drive menneskene langt bort, og tomheten blir stor i landet.
13Cui toj teßcanâk coßxibak tebinsach ajcuiß ruheb aßan. Chanchan nak nayoqßueß li cheß ji ut caßaj chic lix tônal nacana, chan li Kâcuaß. Abanan lix tôn li cheß aßan tâtuxmekß cuißchic. Aßan retalil li tenamit li sicßbil ru xban li Dios.
13Og er det ennu en tiendedel igjen i det, så skal også den bli fortæret. Men likesom det blir en stubb igjen av terebinten og eken når de felles, så skal en hellig sæd være den stubb som blir igjen av folket.