¹Laj Elifaz, Temán xtenamit, quixye re laj Job:

¹Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

²—Cui cßaßru takaye âcue, mâre incßaß tâcuulak châcuu. Abanan incßaß naru nak incßaß nakaye âcue li cßaßru nakacßoxla.

²Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

³Lâat catcßutuc lix yâlal chiruheb nabal ut caqßue xcacuilal xchßôleb li incßaß cauheb xchßôl.

³Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

⁴Lâat caqßue xcacuil xchßôleb li ac tßaneqßueb re. Ut caqßue xnaßlebeb li yôqueb chi chßinânc xchßôl.

⁴dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

⁵¿Cßaßut nak incßaß nacacßojob âchßôl lâat nak xchal li raylal saß âbên? Ut, ¿cßaßut nak nacatxucuac?

⁵Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

⁶¿Ma incßaß ta biß tîc âchßôl lâat chiru li Dios? Ut, ¿ma mâcuaßat ta biß aj cßanjel chiru? ¿Ma mâcuaßat ta biß jun cuînk châbil ânaßleb? ¿Cßaßut nak incßaß cßojcßo âchßôl riqßuin li Dios?

⁶Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

⁷Cßoxlan caßchßinak. ¿Ma cuan ta biß junak tîc xchßôl tâsachekß ru xban li raylal? Eb li tîqueb xchßôleb incßaß nequeßsacheß ru.

⁷Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

⁸Lâin ninqßue retal nak li ani naxbânu mâusilal, mâusilal ajcuiß naxcßul.

⁸Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

⁹Li Dios naxqßueheb chi sachc. Xban xjoskßil li Dios, naxsacheb ru chi junaj cua.

⁹De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

¹⁰Usta teßxjap re xbaneb xjoskßil, joß nak nequeßxjap re li cakcoj, li Dios târisi lix cuanquileb ut tixsacheb ru re nak teßxcanab xjapbal reheb.

¹⁰Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

¹¹Teßcâmk chi incßaß teßxbânu li cßaßru nequeßxcßoxla xbânunquil joß nak nequeßcam li cakcoj chi incßaß nequeßxchap lix tibeb. Ut eb li ralal xcßajoleb teßxchaßchaßi ribeb yalak bar.

¹¹Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

¹²Xcßulun jun li esilal cuiqßuin. Chanchan xoleßxhasba saß inxic.

¹²Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

¹³Chi kßek nak ac yôqueb chi cuârc chixjunileb li cristian, quinmatqßue jun li matcß kßaxal xiu xiu.

¹³under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

¹⁴Quichal jun inxiu ut ninsicsot xincana. Nasicsot chixjunil intibel xban inxiu.

¹⁴Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

¹⁵Quicuecßa nak quinumeß jun li ikß saß xnakß cuu, ut quixakli li cuismal xban inxiu.

¹⁵Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

¹⁶Quixakli jun chicuu, abanan incßaß quicuil ani. Mâcßaß na-ecßan. Junpât na chic nak quicuabi jun xyâb cux quixye,

¹⁶Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

¹⁷¿Ma kßaxal tîc ta biß xchßôl li cuînk chiru li Dios? ¿Ma kßaxal tzßakal ta biß re ru lix yußam chiru li Dios li quiyîban re?

¹⁷Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

¹⁸Incßaß, xban nak li Dios incßaß naxcßojob xchßôl saß xbêneb li ángel li cuanqueb saß choxa, xban nak naxnau nak cuanqueb xpaltil.

¹⁸Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}

¹⁹¿Ma tojaß ta chic riqßuin li cuînk tixcßojob xchßôl li Dios? Li cuînk kßaxal kßun xchßôl xban nak chßochß oquenak ut teßosokß joß nak na-osoß li cab xban li cßâms.

¹⁹hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

²⁰Li cristian mâre yoßyôk chiru li ekßela ut chiru li ecuu mâ anihak chic. Ac x-osoß. Tâcâmk chi junaj cua ut mâ ani chic tâpatzßok re.¿Ma incßaß ta biß tâosokß lix chßinaßusal nak tâcâmk? Tâcâmk chi toj mâjiß naxtau xnaßleb”, chan li yô chak chi âtinac.

²⁰Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

²¹¿Ma incßaß ta biß tâosokß lix chßinaßusal nak tâcâmk? Tâcâmk chi toj mâjiß naxtau xnaßleb”, chan li yô chak chi âtinac.

²¹Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}