¹Joßcaßin quixye li Kâcuaß re laj Jonás li ralal laj Amitai:

¹Herrens ord kom til Jonas, Amittais sønn, og det lød så:

²—Ayu aran saß li nimla tenamit Nínive. Tâkßuseb ut ye reheb nak yôquin chixqßuebal retal li mâusilal li yôqueb chixbânunquil, chan li Kâcuaß.

²Stå op, gå til Ninive, den store stad, og tal for den! For deres ondskap er steget op og er kommet for mitt åsyn.

³Abanan laj Jonás incßaß qui-abin chiru li Kâcuaß. Quiêlelic ban chiru. Cô saß li tenamit Jope li cuan chire li palau. Aran quixtau jun li nimla jucub ac xic re Tarsis. Quixtoj re nak tâxic chi najt saß li tenamit Tarsis ut qui-oc saß li jucub. Saß xchßôl aßan nak yô chixmukbal rib chiru li Kâcuaß.

³Men Jonas stod op og vilde fly til Tarsis, bort fra Herrens åsyn; og han drog ned til Joppe og fant der et skib som skulde gå til Tarsis, og han betalte frakten og gikk ombord for å fare med dem til Tarsis, bort fra Herrens åsyn.

⁴Abanan li Kâcuaß quixtakla jun li câk-sut-ikß saß xbên li palau. Numtajenak cuißchic cau li câk-sut-ikß. Queßxcßoxla nak oc re chi jachecß li jucub.

⁴Men Herren sendte en sterk vind ut over havet, og det blev en stor storm på havet, og skibet var i ferd med å knuses.

⁵Cßajoß nak queßxucuac eb laj cßamol re li jucub ut chi xjunjûnkaleb queßoc xyâbanquil xcßabaß lix dioseb. Queßrisi li îk ut queßxcut saß li palau re nak tâjebk li râlal li jucub. Abanan laj Jonás toj chi saß li nimla jucub cuan ut aran sa yô chi cuârc.

⁵Da blev skibsfolkene redde og ropte hver til sin gud, og de kastet de ting som var i skibet, ut i havet for å lette skibet. Men Jonas var steget ned i skibets nederste rum og lå i fast søvn.

⁶Ut li nataklan saß li jucub cô cuan cuiß laj Jonás ut quixye re: —Ut lâat, ¿cßaßut nak yôcat chi cuârc? Cuaclin ut yâba xcßabaß lâ Dios. Mâre chan nak aßan târil xtokßobâl ku ut toxtenkßa re nak incßaß to-osokß, chan.

⁶Skibsføreren gikk da til ham og sa: Hvorledes kan du sove så fast? Stå op og rop til din gud! Kanskje den gud vil tenke på råd for oss, så vi ikke går under.

⁷Ut queßxye chi ribileb rib laj cßamol re li jucub: —Kabûlihak kix re takil ani cuan xmâc nak yôco chixcßulbal li raylal aßin, chanqueb. Ut queßxbûli rixeb ut li mâc quitßaneß saß xbên laj Jonás.

⁷Og de sa til hverandre: Kom, la oss kaste lodd, så vi kan få vite hvem som er skyld i at denne ulykke har hendt oss! Så kastet de lodd, og loddet falt på Jonas.

⁸Ut queßxye re: —Ye ke anakcuan cßaßut nak yôco chixcßulbal li raylal aßin. ¿Cßaßru lâ cßanjel? ¿Bar âtenamit? Ye ke anihat ut bar xatchal, chanqueb.

⁸Da sa de til ham: Si oss hvem som er skyld i at denne ulykke har hendt oss! Hvad er ditt ærend, og hvor kommer du fra? Hvad land er du fra, og hvad folk hører du til?

⁹Quichakßoc ut quixye reheb: —Lâin jun aj hebreo ut ninxucua ru li Kâcuaß Dios li cuan saß choxa, li quiyîban re li palau ut li ruchichßochß, chan.

⁹Han svarte: Jeg er en hebreer, og jeg frykter Herren, himmelens Gud, ham som har gjort havet og det tørre land.

¹⁰Ut laj Jonás quixye reheb nak yô chi êlelic chiru li Kâcuaß. Ut cßajoß nak queßxucuac li cuînk ut queßxye re: —¿Cßaßut nak xabânu chi joßcan? chanqueb.

¹⁰Da blev mennene grepet av en stor frykt, og de sa til ham: Hvorfor har du gjort dette? For de visste at han flydde fra Herrens åsyn; det hadde han fortalt dem.

¹¹Ut nak kßaxal cuißchic yô chi cacuûc lix cau ok li haß, queßxye re: —¿Cßaßru takabânu âcuiqßuin re nak tâchßanâk ru li palau? chanqueb.

¹¹Og de sa til ham: Hvad skal vi gjøre med dig, forat havet kan legge sig for oss? For havet blev mere og mere oprørt.

¹²Laj Jonás quixye reheb: —Cutumakin saß li palau ut li palau tâchßanâk ru. Ninnau nak inmâc lâin nak yôquex chixcßulbal li raylal aßin. Inmâc lâin nak xchal li câk-sut-ikß aßin, chan.

¹²Han svarte: Ta mig og kast mig i havet! Så vil havet legge sig for eder; for jeg vet at det er for min skyld denne store storm er kommet over eder.

¹³Abanan eb li cuînk li yôqueb chi cßamoc re li jucub incßaß queßxbânu li quixye laj Jonás. Queßxyal ban xkße xcßambal li jucub chire li palau chi chßochßel. Abanan incßaß queßru xban nak kßaxal cuißchic cau li câk-sut-ikß ut yô chixcutbal rib lix cau ok li haß saß xbêneb.

¹³Mennene prøvde nu å ro tilbake til land, men de maktet det ikke; for sjøen slo sterkere og sterkere mot dem.

¹⁴Tojoßnak queßtijoc ut queßxtzßâma xtenkßanquil chiru li Kâcuaß Dios ut queßxye: —At nimajcual Dios, moâqßue taxak chi câmc xmâc a cuînk aßin. Ut mâqßue taxak saß kabên lix camic xban nak lâat, at Dios, xabânu li cßaßru xacuaj, chanqueb.

¹⁴Da ropte de til Herren og sa: Å Herre, la oss ikke gå under fordi denne mann skal dø, og la ikke uskyldig blod komme over oss! For du, Herre, har gjort som du vilde.

¹⁵Nak queßrakeß chi tijoc, queßxchap laj Jonás ut queßxcut saß li palau ut chßanamil ru li palau quicana.

¹⁵Så tok de Jonas og kastet ham i havet; da holdt havet op å rase.

¹⁶Nak queßril li cßaßru quixbânu li Dios, queßxxucua ru ut queßmayejac chiru ut queßxyechißi ajcuiß re nak teßcßanjelak chiru.Ut li Dios quixcauresi jun li nimla car re tânukßuk re laj Jonás. Ut laj Jonás quinukßeß chi jun xban li car chi incßaß quicßuxeß. Ut quicuan oxib cutan ut oxib kßojyîn saß xsaß li nimla car aßan.

¹⁶Og mennene blev grepet av stor frykt for Herren, og de ofret takkoffer til Herren og gjorde løfter.

¹⁷Ut li Dios quixcauresi jun li nimla car re tânukßuk re laj Jonás. Ut laj Jonás quinukßeß chi jun xban li car chi incßaß quicßuxeß. Ut quicuan oxib cutan ut oxib kßojyîn saß xsaß li nimla car aßan.