¹Ut li Kâcuaß quiâtinac cuißchic riqßuin laj Jonás ut quixye re:

¹Og Herrens ord kom annen gang til Jonas, og det lød så:

²—Ayu aran saß li nimla tenamit Nínive ut toxajultica chiruheb li tinye âcue.

²Stå op, gå til Ninive, den store stad, og rop ut i den de ord som jeg vil tale til dig!

³Ut laj Jonás cô saß li tenamit Nínive joß quiyeheß re xban li Dios. Li tenamit Nínive kßaxal nim. Oxib cutan naraj xbeninquil xsaß li tenamit aßan.

³Og Jonas stod op og gikk til Ninive efter Herrens ord. Men Ninive var en stor stad for Gud, tre dagsreiser lang.

⁴Nak qui-oc laj Jonás saß li tenamit quixtiquib xyebal li cßaßru quiyeheß re xban li Dios. Quixnumsi li jun cutan xbeninquil li tenamit ut yô chixyebal reheb: —Joßcaßin saß caßcßâl cutan li tenamit Nínive tâsachekß ru xban li Dios, chan.

⁴Og Jonas gikk en dagsreise inn i byen og ropte: Om firti dager skal Ninive bli omstyrtet.

⁵Ut eb li cuanqueb saß li tenamit Nínive queßxpâb li râtin li Dios li quixye laj Jonás. Queßxye nak teßxbânu x-ayûn chixjunileb, joß nînk joß cocß. Ut queßxqßue li kßes ru tßicr chirixeb retalil nak raheb saß xchßôl.

⁵Da trodde mennene i Ninive på Gud, og de ropte ut en faste og klædde sig i sekk, både store og små.

⁶Nak quicuulac resil riqßuin li rey li tâcßulmânk saß li tenamit Nínive, li rey quicuacli saß lix cßojaribâl. Quirisi li châbil akß chirix ut quixqßue li tßicr kßes ru chirix ut quixchunub rib saß cha.

⁶Da saken kom for Ninives konge, stod han op fra sin trone og la sin kappe av sig og svøpte sekk om sig og satte sig i asken.

⁷Chirix aßan li rey, rochbeneb li nequeßcßanjelac chiru, queßxqßue jun li chakßrab. Li chakßrab li queßxqßue, aßan nak li cristian incßaß teßcuaßak chi moco teßucßak. Chi moco li quetômk teßqßuehekß xcua rucßa, chi moco li bôyx, chi moco li carner.

⁷Og han lot rope ut i Ninive: Efter kongens og hans stormenns påbud må hverken mennesker eller dyr, storfe eller småfe, smake nogen ting, ikke nyte føde og ikke drikke vann!

⁸Cheßxqßuehak ban li kßes ru tßicr chirixeb chixjunileb li cuanqueb Nínive, joßqueb ajcuiß li xul. Ut cau cheßxyâbâk li Dios. Xjalakeb xcßaßux ut xcanabakeb xbânunquil li yibru naßleb li yôqueb chixbânunquil.

⁸Men de skal svøpe sig i sekk, både mennesker og dyr, og de skal rope til Gud med kraft og vende om, hver fra sin onde vei og fra den urett som henger ved deres hender.

⁹Cui takabânu aßin, mâre anchal tixjal xcßaßux li Dios saß kabên. Mâre tânumekß xjoskßil ut incßaß chic tixsach ku, chanqueb.Li Dios quiril nak queßxjal xcßaßuxeb ut queßxcanab xbânunquil li mâusilal li queßxbânu. Joßcan nak li Dios quixjal xcßaßux ut incßaß quixqßue li raylal saß xbêneb li quixcßoxla xbânunquil reheb.

⁹Hvem vet? Gud kunde da vende om og angre det, vende om fra sin brennende vrede, så vi ikke forgår.

¹⁰Li Dios quiril nak queßxjal xcßaßuxeb ut queßxcanab xbânunquil li mâusilal li queßxbânu. Joßcan nak li Dios quixjal xcßaßux ut incßaß quixqßue li raylal saß xbêneb li quixcßoxla xbânunquil reheb.

¹⁰Da nu Gud så det de gjorde, at de vendte om fra sin onde vei, angret han det onde han hadde sagt han vilde gjøre mot dem, og han gjorde det ikke.