1Laj Jefté, aßan jun cuînk aj Galaad. Cau rib ut cau xchßôl chi pletic. Lix naß li cuînk aßan, aßan jun li ixk xcomoneb li nequeßxcßayi rib. Ut lix yucuaß aj Galaad xcßabaß.
1Gileaditten Jefta var en veldig krigsmann. Men han var sønn av en skjøge; hans far var Gilead.
2Laj Galaad quicuan xcocßal riqßuin li rixakil. Ut nak queßnînkan li cocßal queßpoß saß xbên laj Jefté ut queßrâlina ut queßxye re: —Lâat incßaß tattzßak li cßaßru re li kayucuaß xban nak lâat jalan ânaß, chanqueb re laj Jefté.
2Med sin hustru hadde Gilead også sønner; og da hustruens sønner blev store, jaget de Jefta bort og sa til ham: Du skal ingen arvelodd ha i vår fars hus, for du er sønn av en fremmed kvinne.
3Joßcan nak quiêlelic laj Jefté chiruheb li rîtzßin. Cô chi cuânc saß li naßajej Tob. Ut queßxchßutub ribeb riqßuin jun chßûtal li cuînk li nequeßcuulac chiru pletic ut aßan chic nataklan saß xbêneb.
3Da flyktet Jefta for sine brødre og bosatte sig i landet Tob; og der samlet sig en flokk løse menn om Jefta og var med ham på hans tog.
4Mokon chic eb li ralal xcßajol laj Amón queßcuulac chi pletic riqßuineb laj Israel.
4Nogen tid efter begynte Ammons barn krig mot Israel.
5Nak ac yôqueb chi pletic riqßuineb laj Israel saß li tenamit Galaad, eb laj cßamol be queßxtakla xcßambal laj Jefté li cuan chak saß li naßajej Tob.
5Og da Ammons barn bar våben mot Israel, gikk de eldste i Gilead avsted for å hente Jefta fra landet Tob.
6Ut queßxye re laj Jefté: —Lâo aj Galaad takaj nak lâat tatcßamok be chiku nak topletik riqßuineb laj amonita, chanqueb re.
6Og de sa til Jefta: Kom og bli vår fører, så vil vi stride mot Ammons barn.
7Ut laj Jefté quichakßoc ut quixye reheb li nequeßcßamoc be saß li tenamit Galaad: —¿Cßaßut nak xexchal chinsicßbal? ¿Ma mâcuaß ta biß lâex xicß xex-iloc cue? ¿Ma mâcuaß ta biß lâex xex-isin chak cue saß rochoch lin yucuaß? ¿Cßaßut nak xexchal chinsicßbal anakcuan nak cuanquex saß raylal? chan.
7Men Jefta sa til de eldste i Gilead: Var det ikke I som hatet mig og jaget mig bort fra min fars hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i trengsel?
8Ut queßchakßoc li nequeßcßamoc be saß xyânkeb laj Galaad ut queßxye re: —Aßan aj e nak xochal châsicßbal. Lâo takaj nak tatxic chikix re tatpletik riqßuineb laj Amón. Ut lâakat chic aj cßamol be saß kayânk chikajunilo li cuanco Galaad, chanqueb re.
8De eldste i Gilead svarte: Derfor er det jo vi nu kommer til dig igjen; du må gå med oss og stride mot Ammons barn, så skal du være høvding over oss, over alle som bor Gilead.
9Quichakßoc laj Jefté ut quixye reheb: —Cui lâex têraj nak tinxic chi pletic riqßuineb li ralal xcßajol laj Amón, ut cui li Kâcuaß tixkßaxtesiheb saß cuukß, ¿ma tinêqßue chi taklânc saß êbên? chan.
9Da sa Jefta til de eldste i Gilead: Dersom I nu får mig med eder tilbake for å stride mot Ammons barn, og Herren gir dem i min vold, så er det jeg som skal være eders høvding!
10Eb aßan queßchakßoc ut queßxye re: —Li Kâcuaß nanaßoc re nak takabânu li cßaßru nacacuaj, chanqueb.
10Og de eldste i Gilead sa til Jefta: Herren skal være vidne mellem oss. Han straffe oss dersom vi ikke gjør som du sier!
11Ut laj Jefté cô chirixeb laj cßamol be saß xyânkeb laj Galaad. Ut eb li tenamit queßxxakab aßan re nak aßan chic tâtaklânk saß xbêneb li tenamit ut aßan ajcuiß tâcßamok be chiruheb li soldados. Ut aran Mizpa laj Jefté quixye cuißchic chiru li Kâcuaß chixjunil li âtin li ac xye.
11Så gikk Jefta med de eldste i Gilead, og folket gjorde ham til sin høvding og fører. Og Jefta gjentok i Mispa alle sine ord for Herrens åsyn.
12Chirix aßan laj Jefté quixtaklaheb lix takl riqßuin lix reyeb laj Amón chixyebal re: —¿Cßaßut nak xicß nocoêril? ¿Cßaßut nak têraj châlc chi pletic kiqßuin? chan laj Jefté.
12Så sendte Jefta bud til ammonittenes konge og lot si: Hvad vil du mig, siden du kommer til mig og fører krig mot mitt land?
13Lix reyeb laj Amón quixye reheb lix takl laj Jefté: —Nak queßel chak Egipto, eb laj Israel queßrelkßa lin chßochß. Naticla saß li nimaß Arnón. Nacuulac toj saß li nimaß Jaboc ut toj saß li nimaß Jordán. Nintzßâma chêru nak têkßaxtesi ke saß xyâlal, chan.
13Da sa ammonittenes konge til Jeftas sendebud: Fordi Israel, da de drog op fra Egypten, tok mitt land like fra Arnon til Jabbok og til Jordan; gi det nu tilbake med det gode!
14Ut laj Jefté quixtakla cuißchic xyebal re lix reyeb laj Amón:
14Men Jefta sendte atter bud til ammonittenes konge
15—Eb laj Israel incßaß queßxchap lix naßajeb laj Moab, chi moco queßxchap lê naßaj lâex aj Amón.
15og lot si til ham: Så sier Jefta: Israel har ikke tatt Moabs land eller ammonittenes land.
16Nak eb laj Israel queßel chak Egipto, queßnumeß saß li chaki chßochß toj cuan cuiß li Caki Palau ut queßcuulac aran Cades.
16For da de drog op fra Egypten, vandret Israel i ørkenen til det Røde Hav og kom til Kades.
17Ut eb laj Israel queßxtaklaheb lix takl riqßuin lix reyeb laj Edom. Queßxye re, “Lâo nakatzßâma châcuu nak tâcanabeb laj Israel chi numecß saß lâ naßaj.” Abanan lix reyeb laj Edom incßaß quixcanabeb chi numecß. Ut queßxtzßâma ajcuiß chiru lix reyeb laj Moab nak teßcanabâk chi numecß saß lix naßajeb. Chi moco lix reyeb laj Moab quixcanabeb chi numecß saß lix naßajeb. Joßcan nak eb laj Israel queßcana aran Cades.
17Da sendte Israel bud til Edoms konge og lot si: La mig få dra gjennem ditt land! Men Edoms konge hørte ikke på dem. Også til Moabs konge sendte de bud; men han vilde heller ikke. Så blev Israel i Kades.
18Nak queßoc cuißchic chi xic, eb laj Israel toj saß li chaki chßochß coxeßxqßue chak vuêlt. Queßnumeß chire lix naßajeb laj Edom ut eb laj Moab toj retal queßcuulac jun pacßal li nimaß Arnón saß xjayal lix naßajeb laj Moab, li cuan saß li este. Ut aran queßxyîb lix muhebâleb. Abanan incßaß queßnumeß jun pacßal li nimaß Arnón xban nak aßan lix naßajeb laj Moab.
18Siden vandret de i ørkenen og drog utenom Edoms land og Moabs land og kom frem østenfor Moabs land og leiret sig på hin side Arnon; men de kom ikke inn i Moabs land, for Arnon er Moabs grense.
19Ut eb laj Israel queßxtakla lix takl aran Hesbón chixtzßâmanquil chiru laj Sehón lix reyeb laj amorreo nak tixcanabeb chi numecß saß lix naßajeb nak yôqueb chi xic saß lix naßajeb laj Israel.
19Så sendte Israel bud til Sihon, amorittenes konge, kongen i Hesbon, og Israel lot ham si: La oss få dra gjennem ditt land, så vi kan komme dit vi skal!
20Abanan laj Sehón incßaß cßojcßo xchßôl riqßuineb laj Israel. Joßcan nak incßaß quixcanabeb chi numecß saß lix naßajeb. Quixchßutubeb ban lix soldado ut queßxyîb lix muhebâleb aran Jahaza ut queßxtiquib pletic riqßuineb laj Israel.
20Men Sihon hadde ikke så god tro til Israel at han torde la dem dra gjennem sitt land; han samlet alt sitt folk, og de leiret sig i Jahsa, og han angrep Israel.
21Abanan li Kâcuaß li kaDios lâo aj Israel, coxtenkßa chi numtâc saß xbêneb laj Sehón. Joßcan nak xkêchani lix naßajeb laj amorreo li cuanqueb saß li naßajej aßan.
21Og Herren, Israels Gud, gav Sihon og alt hans folk i Israels hånd, og de slo dem; og Israel inntok hele det land som tilhørte amorittene, det folk som bodde der;
22Quikêchani chixjunil lix naßajeb laj amorreo, li naticla cuan cuiß li nimaß Arnón ut nacuulac saß li nimaß Jaboc. Saß xjayal li na-el cuiß chak li sakße naticla saß li chaki chßochß ut nacuulac toj saß li nimaß Jordán saß xjayal li na-oc cuiß li sakße.
22hele amorittenes land inntok de like fra Arnon til Jabbok og fra ørkenen til Jordan.
23Li Kâcuaß li kaDios lâo aj Israel, aßan li quikßaxtesin saß kukß chixjunil lix naßajeb laj amorreo. ¿Ma lâex texmakßok re chiku chi joßcanan?
23Så har nu Herren, Israels Gud, drevet amorittene bort for sitt folk Israel; og nu vil du ta dets land i eie?
24Cui ta laj Quemos lê dios tixsi êchßochß, ¿ma mâcuaßak ta biß êre? Joßcan ajcuiß lâo. Chixjunil li xsi ke li kaDios, aßan ke ajcuiß lâo.
24Er det ikke så at hvad din gud Kamos lar dig få, det tar du i eie, og alt hvad Herren vår Gud rydder for oss, det tar vi i eie?
25¿Ma kßaxal cau ta biß âcuib chiru laj Balac li ralal laj Zipor, lix reyeb laj Moab? ¿Ma quixcacuubresi ta biß rib laj Balac ut quichal ta chi pletic kiqßuin?
25Er da du bedre enn Balak, Sippors sønn, Moabs konge? Trettet vel han med Israel eller førte krig mot dem?
26Ac cuan oxib ciento chihab koquic lâo aj Israel saß li naßajej Hesbón ut saß eb lix cßalebâl. Cuanqueb ajcuiß saß li naßajej Aroer ut saß eb lix cßalebâl. Ut cuanqueb ajcuiß saß chixjunil li naßajej Arnón. ¿Cßaßut nak incßaß xamakß chiku li naßajej chiru li oxib ciento chihab aßin?
26Nu har Israel bodd tre hundre år i Hesbon og de byer som hører det til, og i Aroer med tilhørende byer og i alle de byer som ligger ved Arnons bredder; hvorfor har I da ikke tatt dem igjen i all denne tid?
27Lâo incßaß xomâcob chêru lâex. Lâo incßaß yôco chi pletic êriqßuin. Abanan lâex incßaß us yôquex nak xexchal chi pletic kiqßuin. Li Kâcuaß Dios, aßan laj rakol âtin. Aßan li târakok âtin saß kabên lâo aj Israel ut saß êbên ajcuiß lâex aj Amón, chan laj Jefté.
27Jeg har ikke gjort dig noget ondt, men du gjør nu urett mot mig ved å angripe mig; Herren, han som er dommer, han skal dømme idag mellem Israels barn og Ammons barn.
28Abanan lix reyeb laj Amón incßaß quixcßul xchßôl li cßaßru quixtakla xyebal laj Jefté.
28Men ammonittenes konge hørte ikke på de ord som Jeftas sendebud bar frem til ham.
29Lix musikß li Dios quichal riqßuin laj Jefté, ut quixcßut chiru cßaßru tixbânu. Joßcan nak eb laj Israel queßnumeß saß li naßajej Galaad ut Manasés ut queßnumeß ajcuiß Mizpa, li cuan saß xcuênt Galaad re nak teßrêchani lix naßajeb laj Amón.
29Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gjennem Gilead og Manasse; så drog han frem til Mispa i Gilead; og fra Mispa i Gilead drog han frem mot Ammons barn.
30Ut laj Jefté quixye re li Kâcuaß: —Xakßaxtesi ta saß cuukß eb li ralal xcßajol laj Amón.
30Og Jefta gjorde et løfte til Herren og sa: Dersom du gir Ammons barn i min hånd,
31Cui tâkßaxtesiheb saß cuukß, lâin tinmayeja châcuu li xbên li tâêlk chak chincßulbal nak tinsukßîk saß cuochoch. Cßatbil nak tinmayeja châcuu, chan laj Jefté.
31da skal den som går ut av døren til mitt hus og møter mig, når jeg kommer uskadd tilbake fra Ammons barn, da skal den høre Herren til; jeg skal ofre ham til brennoffer.
32Ut laj Jefté quinumeß jun pacßal li nimaß chi pletic riqßuineb laj Amón. Ut li Kâcuaß Dios quixkßaxtesiheb laj Amón saß rukßeb laj Israel.
32Så drog Jefta frem mot Ammons barn og stred mot dem, og Herren gav dem i hans hånd;
33Queßnumta saß xbêneb junmay chi tenamit saß eb li naßajej Aroer, Minit ut Abel-keramim. Joßcaßin nak queßnumta laj Israel saß xbêneb laj Amón.
33han slo dem og tok fra dem landet fra Aroer til bortimot Minnit, tyve byer, og like til Abel-Keramim; det blev et svært mannefall, og Ammons barn blev ydmyket under Israels barn.
34Laj Jefté quisukßi Mizpa saß li rochoch. Ut lix rabin qui-el chak chixcßulbal lix yucuaß. Yô chi xajoc ut yô chixchßeßbal lix pandero li cuan saß rukß. Jun ajcuiß lix rabin laj Jefté. Mâ jun chic xcocßal cuan.
34Da Jefta kom hjem til sitt hus i Mispa, da gikk hans datter ut imot ham med trommer og dans; hun var hans eneste barn, foruten henne hadde han hverken sønn eller datter.
35Cßajoß nak quirahoß xchßôl laj Jefté nak quiril lix rabin. Quixpej li rakß xban xrahil xchßôl ut quixye: —At inrabin, cßajoß xrahil inchßôl nachal âban. ¿Cßaßut nak lâat li xbên li xat-el chak chincßulbal? Ac xinyechißi re li Dios nak tinmayejak chiru ut incßaß naru tinkßet li cuâtin, chan.
35Med det samme han fikk se henne, sønderrev han sine klær og sa: Akk, min datter, hvilken sorg du volder mig, hvilken ulykke du fører over mig! Jeg har gjort et løfte til Herren, og jeg kan ikke ta det tilbake.
36Lix rabin quixye: —At inyucuaß, cui xayechißi re li Kâcuaß Dios nak tatmayejak, bânu cuiqßuin li cßaßru xayechißi re li Kâcuaß Dios xban nak aßan xkßaxtesi saß âcuukß eb laj Amón, li xicß nequeßiloc âcue.
36Da sa hun til ham: Min far! Har du gjort et løfte til Herren, så gjør med mig som du har lovt, siden Herren lot dig få hevn over dine fiender, Ammons barn!
37Caßaj cuiß nintzßâma châcuu nak tinâcanab chi yoßyo cuibak po chic re nak tinxic saß eb li tzûl cuochbeneb li cuamîg chi kßaxal ra saß inchßôl xban nak tento tincâmk chi toj mâjiß ninsumla, chan.
37Så sa hun til sin far: Bare én ting vil jeg be dig om: La mig være fri to måneder, så jeg kan gå ned på fjellene og gråte over min jomfrustand sammen med mine venninner.
38Ut laj Jefté quixcanab chi yoßyo cuib po chic re tâxic rochbeneb li xkaßal chi kßaxal ra saß xchßôl xban nak tento tâcâmk chi toj mâjiß sumsu.
38Og han sa: Gjør så! Så lot han henne være fri to måneder; og hun gikk avsted med sine venninner og gråt over sin jomfrustand på fjellene.
39Nak ac xnumeß li cuib po, quisukßi riqßuin lix yucuaß ut aßan quixbânu joß quixyechißi re li Dios. Ut lix rabin quicam nak toj tukß ix ut toj mâjiß cuanjenak riqßuin cuînk.Xban aßan, eb li sâj ixk nequeßxic saß eb li tzûl rajlal chihab chi yâbac chirix lix camic lix rabin laj Jefté aj Galaad. Câhib cutan nequeßcuan chak aran.
39Og da to måneder var omme, kom hun tilbake til sin far, og han gjorde med henne efter det løfte han hadde gjort; og hun hadde ikke visst av mann. Så blev det en skikk i Israel:
40Xban aßan, eb li sâj ixk nequeßxic saß eb li tzûl rajlal chihab chi yâbac chirix lix camic lix rabin laj Jefté aj Galaad. Câhib cutan nequeßcuan chak aran.
40År for år går Israels døtre avsted for å prise Jeftas, gileadittens datter fire dager om året.