1Nak nakachunub kib chireheb li nimaß li cuanqueb Babilonia, nocoyâbac nak najulticoß ke li tenamit Sión.
1Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.
2Ut katßuyub li ka-arpa saß rukßeb li cheß li cuanqueb aran.
2På vidjene der hengte vi våre harper;
3Eb li queßcßamoc ke saß jalan tenamit, li queßnumta saß kabên, queßxye ke nak tobichânk re xqßuebal xsahileb xchßôl. Bichahomak li bich li nequebicha nak cuanquex saß li tenamit Sión, chanqueb ke.
3for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!
4¿Chan ta cuiß ru nak takabicha xlokßal li Kâcuaß nak cuânko saß jalan tenamit?
4Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?
5Cui tâsachk saß inchßôl li tenamit Jerusalén, kßaxal us raj chokß cue nak tâchakik lin nim ukß re nak incßaß chic tinchßeß li arpa.
5Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig* min høire hånd! / {* nekte mig sin tjeneste.}
6Cui incßaß chic tincßoxla li tenamit Jerusalén, ut cui incßaß chic tinqßue xcuanquil, chi letzk ta saß cue li rußuj cuakß re nak incßaß chic tinbichânk.
6Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!
7At nimajcual Dios, mâcanab ta yal chi joßcan li raylal li queßxbânu ke li ralal xcßajol laj Edom nak queßnumta li jalan tenamit saß kabên. Quisahoß saß xchßôleb ut queßxye: —Jucßumak li tenamit Jerusalén ut sachomak chi junaj cua, chanqueb.
7Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!
8Tâsachekß ru lê tenamit, lâex aj Babilonia. Us xak re li ani tixqßue rêkaj êre li raylal li xebânu ke.Us xak re li ani teßxsacß lê cocßal chiru pec xban li mâusilal xebânu ke.
8Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.
9Us xak re li ani teßxsacß lê cocßal chiru pec xban li mâusilal xebânu ke.
9Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.