¹¶ Katahi a Eripata Temani ka oho, ka mea,

¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

²Ki te anga matou ki te korero ki a koe, e pouri ranei koe? otira e taea e wai te pehi te kupu?

²Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

³Nana, he tokomaha i whakaakona e koe: nau hoki i whakakaha nga ringa kahakore.

³Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

⁴Ara ana i au kupu te tangata e hinga ana; nau hoki i kaha ai nga turi kua piko.

⁴dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

⁵Inaianei kua tae mai ki a koe, a e hemo ana koe: e pa ana ki a koe, ohorere ana koe.

⁵Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁶He taka ianei kei tou wehi ki te Atua he okiokinga whakaaro mou? Kei te tapatahi o ou huarahi he tumanakohanga mou?

⁶Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

⁷¶ Maharatia ra, ko wai o nga tangata harakore i huna? I ngaro ranei ki hea te hunga tika?

⁷Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

⁸Ko taku hoki tenei i kite ai, ko te hunga e parau ana i te he, e rua ana i te raruraru, ko ia ra ano ta ratou e kokoti ai.

⁸Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

⁹Huna ana ratou e te ha o te Atua, moti iho ratou i te hau o tona riri.

⁹For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

¹⁰Ko te hamama o te raiona, ko te reo o te raiona tutu, ko nga niho o nga kuao raiona, whati ana.

¹⁰Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

¹¹Ngaro ana te raiona katua i te kore kai, a marara noa atu nga kuao a te raiona.

¹¹Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹²¶ Na i kawea pukutia mai he korero ki ahau, a kapohia ana e toku taringa he komuhumuhu.

¹²Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

¹³I nga whakaaroaronga, no nga kite o te po, i te mea ka au iho te moe a te tangata,

¹³i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

¹⁴Ka pa te wehi ki ahau, me te ihiihi, a wiri ana oku wheua katoa.

¹⁴Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

¹⁵Na ka tika atu he wairua i toku aroaro, tutu ana nga huruhuru o toku kikokiko.

¹⁵et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

¹⁶Tu ana ia, otiia kihai ahau i mohio ki tona mata; he ahua te mea i toku aroaro: tu puku ana; na ka rongo ahau i te reo e ki ana,

¹⁶Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

¹⁷He nui atu ranei te tika o te tangata i to te Atua? He nui atu ranei i to tona Kaihanga to ma o te tangata?

¹⁷"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

¹⁸Nana, kahore rawa ia e whakawhirinaki ki ana pononga; a ki tana, he he kei ana anahera.

¹⁸End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

¹⁹Tera atu to te hunga e noho ana i roto i nga whare uku, he puehu to ratou turanga; mongamonga kau ratou i te aroaro o te purehurehu.

¹⁹endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

²⁰I waenganui o te ata, o te ahiahi, ka whakangaromia ratou; huna ana ratou ake tonu atu, te ai tetahi hei whakaaro atu.

²⁰De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

²¹Kahore ranei to ratou taura here teneti i motuhia i roto i a ratou? Mate ana ratou, kahore hoki he matauranga.

²¹Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."