1¶ Whakawhetai ki a Ihowa, he pai hoki ia: he pumau tonu hoki tana mahi tohu.
1Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
2Kia pena ano te korero a te hunga i hokona e Ihowa, i hokona nei e ia i roto i te ringa o te hoariri;
2Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
3I kohikohia nei i nga whenua, i te rawhiti, i te uru, i te raki, i te tonga.
3og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4I haereere ratou i te koraha i te wahi mokemoke, te kitea tetahi pa hei nohoanga.
4I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
5I matekai ratou, i matewai: hemo noa to ratou wairua i roto i a ratou.
5de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
6Na ka tangi ratou ki a Ihowa i to ratou pouri: a whakaorangia ana ratou e ia i o ratou mate.
6men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
7A arahina ana e ia ra te ara tika; kia haere ai ki te pa hei nohoanga.
7og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
8Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
8Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
9E whakamakonatia ana hoki e ia te wairua hiahia: ko te wairua hiakai, whakakiia ana e ia ki te pai.
9Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10¶ Ko te hunga i noho i te pouri, i te atarangi o te mate: he mea here ki te mamae, ki te rino;
10De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
11Mo ratou i tutu ki nga kupu a te Atua, i whakahawea ki te whakaaro o te Runga Rawa;
11fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
12Koia i pehia iho ai e ia o ratou ngakau ki te mahi: hinga iho ratou, kahore hoki he kaiawhina.
12Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
13Na ka tangi ratou ki a Ihowa i to ratou pouri; a ka whakaorangia ratou e ia i o ratou mate.
13men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
14Whakaputaina mai ana ratou e ia i te pouri, i te atarangi o te mate; motumotuhia ana o ratou here.
14førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
15Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
15Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
16Kua tukitukia hoki e ia nga tatau parahi: kua tapahia e ia nga tutaki rino, motu rawa.
16Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17¶ Ko nga kuware, na a ratou mahi tutu, na o ratou kino, i pakia ai ratou.
17De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
18Ka wetiweti to ratou wairua ki nga kai katoa; a ka whakatata ratou ki nga kuwaha o te mate.
18de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
19Na ka tangi ki a Ihowa i to ratou pouri, a ka whakaorangia ratou e ia i o ratou mate.
19men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
20Tukua mai ana e ia tana kupu, a rongoatia ana ratou: a whakaputaina ana ratou i o ratou ngaromanga.
20sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
21Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
21Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
22Kia tukua ano e ratou te whakahere, ara te whakamoemiti; kia whakapuaki i ana mahi i runga i te hari.
22og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23¶ Ko te hunga e haere ana ki raro, ki te moana, i runga kaipuke, a e whai mahi ana i nga wai nunui,
23De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
24Ko ratou e kite i nga mahi a Ihowa, i ana mahi whakamiharo i te rire.
24blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
25Puta kau tana kupu, kua maranga te tupuhi, mana e whakatutu ona ngaru.
25han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
26Ka kake ratou ki runga ki te rangi, ka heke ano ki raro ki te rire: ngohe noa o ratou wairua i te pawera.
26mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
27Ka tiu ratou, ka hurorirori ano he tangata e haurangi ana; a kahore he mahara i toe.
27de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
28Heoi ka tangi ki a Ihowa i to ratou hemanawa: a whakaorangia ana ratou i o ratou mate.
28men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
29Meinga ana e ia te tupuhi kia marino, ona ngaru kia mariri.
29skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
30Na ka koa ratou, no te mea ka marie: a ka kawea ratou e ia ki te tauranga i hiahia ai ratou.
30og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
31Aue! me i whakapaingia e te tangata a Ihowa mo tona atawhai, mo ana mahi whakamiharo ki nga tama a te tangata!
31Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
32Kia whakanui hoki ratou i a ia i roto i te whakaminenga o te iwi; kia whakamoemiti ki a ia i roto i te nohoanga kaumatua.
32ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33¶ Ko ia hei mea i nga awa hei koraha, i nga puputanga wai hei oneone maroke;
33Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
34I te whenua whai hua, kia titohea, mo te hara o te hunga e noho ana i reira.
34til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
35Ko ia hei mea i te koraha hei harotoroto wai, i te whenua maroke hei puputanga wai.
35Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
36A whakanohoia iho e ia te hunga matekai ki reira, hanga ai i tetahi pa hei nohoanga;
36der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
37Hei rui mara, hei whakato mara waina, e tupu ai, e maha ai nga hua.
37tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
38Ko ia ano hei manaaki i a ratou, no ka nui rawa; kahore hoki e tukua kia torutoru haere a ratou kararehe.
38Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
39Na kua iti haere ano ratou, kua piko i te tukino, i te he, i te pouri.
39De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
40E ringihia ana e ia te whakahawea ki runga ki nga rangatira: e meinga ana kia hehe i te ururua, i te wahi kahore nei he ara;
40han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
41Otira kei te whakateitei ia i te rawakore ki runga i te mamae, kei te mea i ona hapu kia rite ki te kahui hipi.
41Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
42Ka kite nga tangata tika, a ka hari; ko nga he katoa hoki, kipia ake te mangai.
42de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
43Ko te tangata whakaaro nui ka mahara ki enei mea, a ka mohio ratou ki te aroha o Ihowa.
43Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!