1Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
1Napokon otvori Job usta i prokle dan svoj;
2Job tok til orde og sa:
2poče svoju besjedu i reče:
3Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
3"O, ne bilo dana kad sam se rodio i noći što javi: 'Začeo se dječak!'
4Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
4U crnu tminu dan taj nek se prometne! S visina se njega Bog ne spominjao, svjetlost sunčeva ne svijetlila mu više!
5Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
5Mrak i sjena smrtna o nj se otimali, posvema ga tmina gusta prekrila, pomrčine dnevne stravom ga morile!
6Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
6O, da bi ga tama svega presvojila, nek' se ne dodaje danima godine, nek' ne ulazi u brojenje mjeseci!
7Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
7A noć ona bila žalosna dovijeka, ne čulo se u njoj radosno klicanje!
8Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
8Prokleli je oni štono dan proklinju i Levijatana probudit' su kadri!
9Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
9Pomrčale zvijezde njezina svanuća, zaludu se ona vidjelu nadala, i zorinih vjeđa ne gledala nigda!
10fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
10Što mi od utrobe ne zatvori vrata da sakrije muku od mojih očiju!
11Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
11Što nisam mrtav od krila materina, što ne izdahnuh izlazeć' iz utrobe?
12Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
12Čemu su me dva koljena prihvatila i dojke dvije da me nejaka podoje?
13For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
13U miru bih vječnom počivao sada, spavao bih, pokoj svoj bih uživao
14sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
14s kraljevima i savjetnicima zemlje koji su sebi pogradili grobnice,
15eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
15ili s knezovima, zlatom bogatima, što su kuće svoje srebrom napunili.
16eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
16Ne bih bio - k'o nedonošče zakopano, k'o novorođenče što svjetla ne vidje.
17Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
17Zlikovci se više ne obijeste ondje, iznemogli tamo nalaze počinka.
18Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
18Sužnjeve na miru tamo ostavljaju: ne slušaju više poviku stražara.
19Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
19Malen ondje leži zajedno s velikim, rob je slobodan od gospodara svoga.
20Hvorfor gir han* den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte, / {* Gud.}
20Čemu darovati svjetlo nesretniku i život ljudima zagorčene duše
21dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
21koji smrt ištu, a ona ne dolazi, i kao za blagom za njome kopaju?
22dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
22Grobnom bi se humku oni radovali, klicali od sreće kad bi grob svoj našli.
23til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
23Što će to čovjeku kom je put sakriven, koga je Bog sa svih strana zapriječio?
24For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
24Zato videć' hranu, uzdahnuti moram, k'o voda se moji razlijevaju krici.
25For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
25Obistinjuje se moje strahovanje, snalazi me, evo, čega god se bojah.
26Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
26Pokoja ni mira meni više nema, u mukama mojim nikad mi počinka."