1Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
1Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:
2Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
2"Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!
3Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
3Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;
4dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
4riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.
5Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
5A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!
6Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
6Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?
7Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
7TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?
8Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
8Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.
9De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
9Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.
10Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
10Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.
11Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
11Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.
12Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
12Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.
13under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
13Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,
14Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
14strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.
15Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
15Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.
16Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
16Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:
17Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
17'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?
18Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}
18Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -
19hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
19kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:
20Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
20od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.
21Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}
21Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'