¹Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

¹"A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

²Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

²Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

³De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

³Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

⁴de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

⁴Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

⁵Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

⁵Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

⁶I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

⁶Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

⁷Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

⁷Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

⁸barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

⁸Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

⁹Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

⁹Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

¹⁰De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

¹⁰Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

¹¹for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

¹¹I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

¹²Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

¹²S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

¹³De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

¹³Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

¹⁴Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

¹⁴prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

¹⁵Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

¹⁵Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

¹⁶Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

¹⁶Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

¹⁷Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

¹⁷Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

¹⁸Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

¹⁸Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

¹⁹Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

¹⁹U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

²⁰Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

²⁰K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

²¹Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

²¹Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

²²Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

²²U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

²³for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

²³Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

²⁴Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

²⁴Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

²⁵Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

²⁵Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

²⁶For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

²⁶Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

²⁷Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

²⁷Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

²⁸Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

²⁸Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

²⁹Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

²⁹Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

³⁰Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

³⁰Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

³¹Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

³¹Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.