¹Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

¹Job nastavi svoju besjedu i reče:

²Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

²"O, da mi je prošle proživjet' mjesece, dane one kad je Bog nada mnom bdio,

³da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

³kad mi je nad glavom njegov sjao žižak a kroz mrak me svjetlo njegovo vodilo,

⁴slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

⁴kao u dane mojih zrelih jeseni kad s mojim stanom Bog prijateljevaše,

⁵da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

⁵kada uz mene još bijaše Svesilni i moji me okruživahu dječaci,

⁶da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

⁶kada mi se noge u mlijeku kupahu, a potokom ulja ključaše mi kamen!

⁷Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

⁷Kada sam na vrata gradska izlazio i svoju stolicu postavljao na trg,

⁸da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

⁸vidjevši me, sklanjali bi se mladići, starci bi ustavši stojeći ostali.

⁹høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

⁹Razgovor bi prekidali uglednici i usta bi svoja rukom zatvarali.

¹⁰de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

¹⁰Glavarima glas bi sasvim utihnuo, za nepce bi im se zalijepio jezik.

¹¹Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

¹¹Tko god me slušao, blaženim me zvao, hvalilo me oko kad bi me vidjelo.

¹²For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

¹²Jer, izbavljah bijednog kada je kukao i sirotu ostavljenu bez pomoći.

¹³Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

¹³Na meni bješe blagoslov izgubljenih, srcu udovice ja veselje vraćah.

¹⁴Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

¹⁴Pravdom se ja kao haljinom odjenuh, nepristranost bje mi plaštem i povezom.

¹⁵Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

¹⁵Bjeh oči slijepcu i bjeh noge bogalju,

¹⁶En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

¹⁶otac ubogima, zastupnik strancima.

¹⁷Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

¹⁷Kršio sam zube čovjeku opaku, plijen sam čupao iz njegovih čeljusti.

¹⁸Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

¹⁸Govorah: 'U svom ću izdahnuti gnijezdu, k'o palma, bezbrojne proživjevši dane.'

¹⁹Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

¹⁹Korijenje se moje sve do vode pruža, na granama mojim odmara se rosa.

²⁰Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

²⁰Pomlađivat će se svagda slava moja i luk će mi se obnavljati u ruci.'

²¹Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

²¹Slušali su željno što ću im kazati i šutjeli da od mene savjet čuju.

²²Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

²²Na riječi mi ne bi ništa dometali i besjede su mi daždile po njima.

²³De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

²³Za mnom žudjeli su oni k'o za kišom, otvarali usta k'o za pljuskom ljetnim.

²⁴Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

²⁴Osmijeh moj bijaše njima ohrabrenje; pazili su na vedrinu moga lica.

²⁵Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

²⁵Njima ja sam izabirao putove, kao poglavar ja sam ih predvodio, kao kralj među svojim kad je četama kao onaj koji tješi ojađene.