¹En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

¹Aasafi õpetuslaul. Pane tähele, mu rahvas, minu Seadust, pöörake oma kõrvad minu sõnade poole!

²Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

²Ma avan oma suu õpetussõnadega, ma ilmutan mõistatusi muistsest ajast.

³Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

³Mida me oleme kuulnud ja mida me teame ja mida meie vanemad on meile jutustanud,

⁴det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

⁴seda me ei taha salata nende laste eest; me jutustame tulevasele põlvele Issanda kiituseväärt tegudest, tema vägevusest ja tema imedest, mis ta on teinud.

⁵Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

⁵Ta asetas tunnistuse Jaakobisse ja seadis Iisraelisse Seaduse, mida ta käskis meie esivanemail teatada oma lastele,

⁶forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

⁶et tulevane põlv seda tunneks, lapsed, kes sünnivad, et nemadki tõuseksid seda jutustama oma lastele,

⁷og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

⁷ja et nad paneksid oma lootuse Jumala peale ega unustaks Jumala tegusid, vaid peaksid tema käske

⁸og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

⁸ega oleks nagu nende esivanemad, kangekaelne ja tõrges sugu, sugu, kelle süda ei olnud kindel ja kelle vaim ei olnud ustav Jumalale.

⁹Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

⁹Efraimi lapsed, varustatud ammulaskjad, pöörasid selja lahingu päeval.

¹⁰De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

¹⁰Nad ei pidanud Jumala lepingut, vaid keeldusid käimast ta Seaduse järgi

¹¹og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

¹¹ja unustasid ta suured teod ja ta imetööd, mis ta neile oli näidanud.

¹²For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark*. / {* 4MO 13, 22.}

¹²Nende esivanemate ees tegi ta imet Egiptusemaal Soani väljal.

¹³Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

¹³Ta lõhestas mere ja laskis nad minna läbi ning pani vee seisma nagu paisu.

¹⁴Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

¹⁴Ta juhtis neid päeva ajal pilvega ja kogu öö tule valgusega.

¹⁵Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

¹⁵Ta lõhestas kaljud kõrbes ja jootis neid otsekui suurtest ürgveevoogudest.

¹⁶Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

¹⁶Ta pani vulisema veesooned kaljust ja vee voolama nagu jõed.

¹⁷Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

¹⁷Siiski nad tegid ikka edasi pattu tema ees, tõrkudes kuivas kõrbes Kõigekõrgema vastu.

¹⁸Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

¹⁸Nad kiusasid Jumalat oma südames, nõudes toitu oma himu järgi,

¹⁹Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

¹⁹ja nad rääkisid Jumala vastu, öeldes: 'Kas Jumal suudab katta laua ka kõrbes?

²⁰Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

²⁰Ennäe, ta lõi küll kaljut, ja veed jooksid ja ojad voolasid. Kas tema võib anda ka leiba? Kas ta võib valmistada liha oma rahvale?'

²¹Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

²¹Sellepärast, kui Issand seda kuulis, siis ta raevutses, tuli süttis Jaakobis ja viha tõusis Iisraeli vastu,

²²fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

²²sest et nad ei uskunud Jumalasse ega lootnud tema pääste peale.

²³Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

²³Siis ta andis käsu pilvedele ülal ja avas taeva uksed

²⁴Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

²⁴ning laskis sadada nende peale mannat toiduks; ta andis neile taeva vilja.

²⁵Englebrød* åt enhver; han sendte dem næring til mette. / {* d.e. brød fra englenes bolig, himmelbrød.}

²⁵Inimene sõi inglite leiba; ta lähetas neile rooga, nõnda et küllalt sai.

²⁶Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

²⁶Ta tõstis taeva alla idatuule ja ajas üles oma vägevusega lõunatuule;

²⁷Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

²⁷ja ta laskis nende peale sadada liha nagu põrmu ja tiivulisi linde nagu mere liiva,

²⁸og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

²⁸ning pillutas need nende leeri keskele, ümber nende majade.

²⁹Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

²⁹Siis nad sõid ja nende kõhud said kõvasti täis. Nii ta saatis neile, mida nad himustasid.

³⁰De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

³⁰Aga veel ei võõrdunud nad oma himust ja nende söök oli alles nende suus,

³¹da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

³¹kui Jumala viha juba tõusis nende vastu ja tappis tugevamad nende seast ning surus põlvili Iisraeli noored mehed.

³²Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

³²Kõigest sellest hoolimata tegid nad ikka pattu ega uskunud tema imedesse.

³³Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

³³Siis ta lõpetas nende päevad tuulepuhangus ja nende aastad äkilises hukkumises.

³⁴Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

³⁴Kui ta neid tappis, nõudsid nad teda ning pöördusid ja otsisid Jumalat

³⁵og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

³⁵ja tuletasid meelde, et Jumal on nende kalju, ja et Jumal, Kõigekõrgem, on nende lunastaja.

³⁶Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

³⁶Kuid nad petsid teda oma suuga ja valetasid temale oma keelega.

³⁷Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

³⁷Sest nende süda ei olnud kindlasti tema küljes, ja nad ei olnud ustavad tema lepingu pidamises.

³⁸Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

³⁸Aga tema on armuline: ta lepitab pahateod ega tule hävitama, vaid võtab sagedasti tagasi oma viha ega lase kogu oma vihaleeki tõusta.

³⁹Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

³⁹Talle tuli meelde, et nad on liha, tuuleõhk, mis läheb ära ega tule tagasi.

⁴⁰Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

⁴⁰Kui mitu korda nad tõrkusid tema vastu kõrbes ja tegid temale meelehaiget tühjal maal.

⁴¹Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

⁴¹Ja nad kiusasid ikka jälle Jumalat ja pahandasid Iisraeli Püha.

⁴²De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

⁴²Nad ei meenutanud enam tema kätt ega seda päeva, mil ta nad lahti ostis rõhujate käest,

⁴³han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

⁴³kui ta tegi tunnustähti Egiptuses ja oma imetähti Soani väljal,

⁴⁴Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

⁴⁴kui ta muutis vereks nende jõed, nii et nad ei saanud oma veeojadest juua.

⁴⁵Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

⁴⁵Ta läkitas nende sekka parme, kes neid sõid, ja konni, kes neile kahju tegid.

⁴⁶Og han gav gnageren* deres grøde og gresshoppen deres høst. / {* d.e. gresshoppen.}

⁴⁶Ta andis nende vilja mardikaile ja nende rühkimise rohutirtsudele.

⁴⁷Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

⁴⁷Ta lõi rahega maha nende viinapuud ja jääsajuga nende metsviigipuud.

⁴⁸Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

⁴⁸Ta andis nende veised rahe kätte ja nende kariloomad välkude kätte.

⁴⁹Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

⁴⁹Ta läkitas nende peale oma hirmsa viha, raevu ja meelepaha, kitsikuse ja kurjade inglite parve.

⁵⁰Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

⁵⁰Ta sillutas tee oma vihale ega säästnud nende hingi surmast, vaid andis nende elu katku kätte.

⁵¹Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

⁵¹Ta lõi maha kõik esmasündinud pojad Egiptuses, mehejõu esmikud Haami telkides.

⁵²Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

⁵²Aga oma rahva ta saatis teele nagu lambad ja juhtis neid nagu karja kõrbes;

⁵³Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

⁵³ja ta juhatas neid nõnda, et nad olid julged ega olnud hirmunud; aga nende vaenlased kattis meri.

⁵⁴Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

⁵⁴Ja ta viis nad oma pühale maale, sinna mäele, mille ta parem käsi oli omandanud;

⁵⁵Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

⁵⁵ja ta kihutas ära rahvad nende eest ning jagas nende maa liisuga pärisosadeks; ja ta pani nende telkidesse elama Iisraeli suguharud.

⁵⁶Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

⁵⁶Aga nemad ajasid kiusu ja trotsisid Jumalat, Kõigekõrgemat, ega pidanud tema tunnistusi,

⁵⁷De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

⁵⁷vaid loobusid neist ning murdsid ustavuse, nõnda nagu nende vanemad, ja põrkasid kõrvale, nagu lõtv amb,

⁵⁸Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

⁵⁸ja vihastasid teda oma ohvrikinkudega ja ärritasid teda oma puuslikega.

⁵⁹Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

⁵⁹Jumal kuulis seda ja raevutses ning hülgas Iisraeli täiesti

⁶⁰Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

⁶⁰ja heitis ära hoone Siilos, telgi, mille ta oli püstitanud inimeste keskele.

⁶¹Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

⁶¹Ta andis vangi oma vägevuse ja ilu oma vaenlaste kätte,

⁶²Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

⁶²ja andis oma rahva mõõga kätte ning raevutses oma pärisosa vastu.

⁶³Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

⁶³Nende noored mehed sõi tuli ja nende neitsid jäid pulmailuta;

⁶⁴Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål*. / {* nemlig over sine døde.}

⁶⁴nende preestrid langesid mõõga läbi ja nende lapsed ei saanud nutta leinanuttu.

⁶⁵Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

⁶⁵Aga Issand ärkas otsekui unest, nagu sangar, kes veiniuimast virgub,

⁶⁶Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

⁶⁶ja lõi oma vaenlased põgenema; ta pani nad igaveseks teotuseks.

⁶⁷Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

⁶⁷Ta hülgas ka Joosepi telgi ega valinud Efraimi suguharu.

⁶⁸men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

⁶⁸Ent Juuda suguharu ta valis enesele, Siioni mäe, mida ta armastab.

⁶⁹Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

⁶⁹Ja tema ehitas oma pühamu nagu taeva kõrguse, nagu ilmamaa, mille ta on rajanud igaveseks.

⁷⁰Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

⁷⁰Ja ta valis oma sulase Taaveti, võttes tema ära lambataradest.

⁷¹fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

⁷¹Imetajate lammaste järelt ta tõi tema, et ta karjataks ta rahvast Jaakobit ja ta pärisosa Iisraeli.

⁷²Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

⁷²Ja Taavet karjatas neid südame laitmatuses ning juhtis neid osava käega.