¹Og Elihu blev ved og sa:

¹Elihu continua et dit:

²Vent litt på mig, så jeg kan få sagt dig min mening! For ennu er der noget å si til forsvar for Gud.

²Attends un peu, et je vais poursuivre, Car j'ai des paroles encore pour la cause de Dieu.

³Jeg vil hente min kunnskap langt borte fra, og jeg vil vise at min skaper har rett.

³Je prendrai mes raisons de haut, Et je prouverai la justice de mon créateur.

⁴For sannelig, mine ord er ikke falske; en mann med fullkommen kunnskap har du for dig.

⁴Sois-en sûr, mes discours ne sont pas des mensonges, Mes sentiments devant toi sont sincères.

⁵Se, Gud er sterk, men han akter ikke nogen ringe; han er sterk i forstandens kraft.

⁵Dieu est puissant, mais il ne rejette personne; Il est puissant par la force de son intelligence.

⁶Han lar ikke en ugudelig leve, og de undertrykte hjelper han til deres rett.

⁶Il ne laisse pas vivre le méchant, Et il fait droit aux malheureux.

⁷Han tar ikke sine øine fra de rettferdige, og hos konger på tronen lar han dem sitte all deres tid høit hedret.

⁷Il ne détourne pas les yeux de dessus les justes, Il les place sur le trône avec les rois, Il les y fait asseoir pour toujours, afin qu'ils soient élevés.

⁸Og om de blir bundet med lenker og fanget i ulykkens snarer,

⁸Viennent-ils à tomber dans les chaînes, Sont-ils pris dans les liens de l'adversité,

⁹så vil han dermed foreholde dem deres gjerninger, deres synder, at de viste sig gjenstridige,

⁹Il leur dénonce leurs oeuvres, Leurs transgressions, leur orgueil;

¹⁰og åpne deres øre for advarselen og formane dem til å vende om fra det onde.

¹⁰Il les avertit pour leur instruction, Il les exhorte à se détourner de l'iniquité.

¹¹Om de da hører og tjener ham, så får de leve sine dager i lykke og sine år i herlighet og glede.

¹¹S'ils écoutent et se soumettent, Ils achèvent leurs jours dans le bonheur, Leurs années dans la joie.

¹²Hører de ikke, da skal de gjennembores av spydet og omkomme i sin uforstand.

¹²S'ils n'écoutent pas, ils périssent par le glaive, Ils expirent dans leur aveuglement.

¹³Men mennesker med gudløst sinn huser vrede; de roper ikke til Gud når han legger dem i bånd*. / {* JBS 36, 8.}

¹³Les impies se livrent à la colère, Ils ne crient pas à Dieu quand il les enchaîne;

¹⁴De dør i ungdommen, og deres liv ender som tempel-bolernes*. / {* 1KG 14, 24.}

¹⁴Ils perdent la vie dans leur jeunesse, Ils meurent comme les débauchés.

¹⁵Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åpner deres øre ved trengselen.

¹⁵Mais Dieu sauve le malheureux dans sa misère, Et c'est par la souffrance qu'il l'avertit.

¹⁶Også dig lokker han ut av trengselens svelg til en åpen plass hvor det ikke er trangt; og ditt bord skal være fullt av fete retter.

¹⁶Il te retirera aussi de la détresse, Pour te mettre au large, en pleine liberté, Et ta table sera chargée de mets succulents.

¹⁷Men er du full av den ugudeliges brøde, så skal brøde og dom følges at.

¹⁷Mais si tu défends ta cause comme un impie, Le châtiment est inséparable de ta cause.

¹⁸La bare ikke vrede lokke dig til spott, og la ikke den store bot* lokke dig på avvei! / {* d.e. den store trengsel Gud har pålagt dig for dine synders skyld.}

¹⁸Que l'irritation ne t'entraîne pas à la moquerie, Et que la grandeur de la rançon ne te fasse pas dévier!

¹⁹Kan vel ditt skrik fri dig ut av trengsel, og kan vel alt ditt strev og slit utrette det?

¹⁹Tes cris suffiraient-ils pour te sortir d'angoisse, Et même toutes les forces que tu pourrais déployer?

²⁰Stund ikke efter natten, den natt da hele folkeslag blåses bort fra sitt sted!

²⁰Ne soupire pas après la nuit, Qui enlève les peuples de leur place.

²¹Vokt dig, vend dig ikke til synd! For det har du mere lyst til enn til å lide.

²¹Garde-toi de te livrer au mal, Car la souffrance t'y dispose.

²²Se, Gud er ophøiet i sin kraft; hvem er en læremester som han?

²²Dieu est grand par sa puissance; Qui saurait enseigner comme lui?

²³Hvem har foreskrevet ham hans vei, og hvem kan si: Du gjorde urett?

²³Qui lui prescrit ses voies? Qui ose dire: Tu fais mal?

²⁴Kom i hu at du ophøier hans gjerning, den som menneskene har sunget om!

²⁴Souviens-toi d'exalter ses oeuvres, Que célèbrent tous les hommes.

²⁵All verden ser på den med lyst; menneskene skuer den langt borte fra.

²⁵Tout homme les contemple, Chacun les voit de loin.

²⁶Se, Gud er stor, og vi forstår ham ikke; hans års tall er uutgrundelig;

²⁶Dieu est grand, mais sa grandeur nous échappe, Le nombre de ses années est impénétrable.

²⁷han drar vanndråper op til sig, og av tåken siler regnet ned;

²⁷Il attire à lui les gouttes d'eau, Il les réduit en vapeur et forme la pluie;

²⁸fra skyene strømmer det og drypper ned over mange mennesker.

²⁸Les nuages la laissent couler, Ils la répandent sur la foule des hommes.

²⁹Kan også nogen forstå hvorledes skyene breder sig ut, hvorledes det braker fra hans telt*? / {* d.e. skyene.}

²⁹Et qui comprendra le déchirement de la nuée, Le fracas de sa tente?

³⁰Se, han breder ut sitt lys omkring sig og dekker det med havets røtter.* / {* d.e. skyer som stiger op av havets dyp.}

³⁰Voici, il étend autour de lui sa lumière, Et il se cache jusque dans les profondeurs de la mer.

³¹For således straffer han folkeslag, men gir også føde i overflod.

³¹Par ces moyens il juge les peuples, Et il donne la nourriture avec abondance.

³²Han dekker sine hender med lys og byder det å fare ut mot fienden.

³²Il prend la lumière dans sa main, Il la dirige sur ses adversaires.

³³Hans tordenbrak bærer bud om ham; endog feet varsler når han rykker frem.

³³Il s'annonce par un grondement; Les troupeaux pressentent son approche.