¹Det heter: Når en mann lar sin hustru fare, og hun går fra ham og blir en annen manns, kan han da igjen komme tilbake til henne? Vilde ikke da landet bli vanhelliget? Og du, du har drevet hor med mange venner og skulde enda komme tilbake til mig igjen? sier Herren.

¹Min ji ma henla, amah paisanin pasal dang nei leh, aman a na nei nawn diam? A gamin nit loh hial sin lou ding hai? Chih a om. Nang bel tangval tampi kiangah na huk manga, huchipin ka kiangah na hongkik nawn ding maw? Chih TOUPA thu pawt ahi.

²Løft dine øine til de bare hauger og se: Hvor er du ikke blitt vanæret? Ved veiene satt du og ventet på dem, som en araber i ørkenen, og du vanhelliget landet ved ditt hor og din ondskap.

²Tang giau viauvuau lamah na mitte lengtou sak inla, enin, a honluppih louhna mun koiah? Gamdaia Arabia mi bang maiin amau ngakin lampi geiahte na tu nilouh sek, na huknate leh na thulimlouhnatein gam na hihnin khinta.

³Da blev regnbygene holdt tilbake, og vårregnet falt ikke; men du hadde en horkvinnes panne, du vilde ikke skamme dig.

³Huaijiakin vuah zuksak ahi keia, vuah nanung leng a zu sam kei; mihuk tal puakin na pua, na zum nuam het kei hi.

⁴Har du ikke nettop nu ropt til mig: Min far, du er min ungdoms venn?

⁴Ka pa, ka tuailaia honpipa na hi, chiin, tua kipanin na sam kei ding maw?

⁵Mon han vil holde fast ved sin vrede evindelig eller bevare sin harme til evig tid? Se, så talte du, og enda gjorde du det onde, og du maktet det.

⁵Na heh tawntung sin ahia? A tawp phain hia a uk sin? Dai in, huchibangin na pau ngeia, himahleh a gilou thei bang penin thil na hih hi.

⁶Og Herren sa til mig i kong Josias' dager: Har du sett hvad Israel, den frafalne kvinne, har gjort? Hun gikk op på hvert høit fjell og inn under hvert grønt tre og drev hor der.

⁶Huai lou leng Josia lal laiin TOUPAN ka kiangah hichiin a chi a: Nungkin hat Israel thilhih na mu hia? Tang sang chiha kuan toua, singbawk chih nuaitea a hukna thil a hihte?

⁷Og jeg sa: Når hun har gjort alt dette, vil hun vende tilbake til mig. Men hun vendte ikke tilbake, og det så hennes søster Juda, den troløse.

⁷Huan ken bel hiai thil tengteng a hih nungin ka kiangah a hongkik nawn ding, ka chi a; himahleh a hong kik tuan kei; huan, a sanggamnu, khemhat Judain a mu samta hi.

⁸Og jeg så at enda jeg hadde latt den frafalne, Israel, fare og gitt henne hennes skilsmissebrev, fordi hun hadde drevet hor, fryktet allikevel ikke hennes søster Juda, den troløse, men gikk avsted og drev hor hun også;

⁸Huan, aman nungkin hat Israel a angkawm jiaka ka maka, makna lai ka piak a muhin leng a sanggamnu, khemhat Judain a lau tuan kei, huchih naksangin a vahoha, hukna thil a va hih ta hi.

⁹og med sitt frekke hor vanhelliget hun landet, og hun drev hor med sten og med tre.

⁹Huan a huk mawkmawk zenhouh jiakin gam a hihnin khintaa; sing bul, suang bul kiangah ang kawmta hi.

¹⁰Og med alt dette vendte hennes søster Juda, den troløse, ikke tilbake til mig av hele sitt hjerte, men bare på skrømt, sier Herren.

¹⁰Huchipiin leng a sanggamnu, khemhat Juda lungtang taka ka kianga hongkik louin a khem lelin ahongkika, chih TOUPA thu pawt ahi.

¹¹Og Herren sa til mig: Den frafalne, Israel, har vist sig rettferdigere enn den troløse, Juda.

¹¹Huan TOUPAN ka kiang ah hichiin a chi a: Nungkik hat Israelin a sanggamnu, khemhat Juda sangin diktat jawin a kihih langa.

¹²Gå avsted og rop ut disse ord mot nord og si: Vend tilbake, Israel, du frafalne, sier Herren; jeg vil ikke senke mitt åsyn i vrede mot eder; for jeg er miskunnelig, sier Herren, jeg vil ikke holde fast ved min vrede evindelig.

¹²Kuan inla, hiai thu mallam ah vaphuangin; Nungkin hat Israel hongkikin, chih TOUPA thu pawt ahi; Heh mel puin ka hon en kei dinga, zahngai thai tak ka hi ngala, chih TOUPA thu pawt ahi, ka heh tawntung kei ding hi.

¹³Bare erkjenn din misgjerning, at du er falt fra Herren din Gud og på forskjellige veier har løpet om til de fremmede guder, inn under hvert grønt tre, og på min røst har I ikke hørt, sier Herren.

¹³TOUPA na Pathian tunga na helnate, singbawk nuaia pautuam mite kianga na kiphalgaina te, ka paukam suak na manlouhnatea na thulimlouhna ah thupah tawiin, chih TOUPA thu pawt ahi.

¹⁴Vend tilbake, I frafalne barn, sier Herren; for jeg er eders ekteherre, og jeg vil ta eder, en av en by og to av en ætt, og føre eder til Sion.

¹⁴Aw nungkin hat tate aw, hongkik un, chih TOUPA thu pawt ahi. Nou honhonpa lah ka hi ngala, na lak ua kipan khopia mi khat, inkuana mi nih ka honla dinga, Zion ah ka honpi ding hi.

¹⁵Og jeg vil gi eder hyrder efter mitt hjerte, og de skal røkte eder med forstand og visdom.

¹⁵Ka lungtuak lamtak belamchingte ka honpe dinga, amau theihna leh theihsiamnatein nou a honvak ding uh.

¹⁶Og når I blir et stort og tallrikt folk i landet i de dager, sier Herren, da skal de ikke mere tale om Herrens pakts-ark eller tenke på den; de skal ikke komme den i hu og ikke savne den, og der skal ikke mere gjøres nogen slik ark.

¹⁶Huan na hongtam ua, gama na hongpun hun chiang un, huai ni chiangin amau, TOUPA thukhun bawm, a chi ngei nawn kei ding uh; a lungsim uah a lut kei dinga, theih leng a theigige sam kei ding uh; a khelah nawn kei ding ua, a bawl nawn sam kei ding uh.

¹⁷På den tid skal de kalle Jerusalem Herrens trone, og alle folkene skal samle sig der, til Herrens navn i Jerusalem, og de skal ikke mere følge sitt onde, hårde hjerte.

¹⁷Huai nungin Jerusamem bel TOUPA mangtutphah a chi ding ua, huaiah nam tengteng TOUPA minin Jerusalem ah a hongpai khawm ding uh: a lungtang gilou khauhna uh bangin a paita kei ding uh.

¹⁸I de dager skal Judas hus gå til Israels hus, og de skal komme sammen fra landet i nord til det land jeg gav eders fedre til arv.

¹⁸Huai ni chiangin Juda inkote Israel inkote toh a om khawm ding ua, mallam gam a kipanin, na pipute uh kianga gouluah dinga ka piak gamah, a hongpawt khe ding uh.

¹⁹Og jeg, jeg sa: Hvor høit vil jeg ikke sette dig blandt barna og gi dig et lystelig land, den herligste arv iblandt folkene! Og jeg sa fremdeles: I skal rope til mig: Min far! og ikke vende eder bort fra mig.

¹⁹Ken bel, Nam tampite laka gouluah ding hoih pen, gam nuam tak mai honpiain, tate laka honkoih ka utdan! Ka pa, chia non sapa, non zuihna akipan na pial mang kei ding chih ka na um a.

²⁰Men sannelig, som en kvinne er troløs mot sin venn, således har I vært troløse mot mig, Israels hus! sier Herren.

²⁰Ji khem hatin a pasal a angkawm san bangin, Aw Israel inkote aw, honna khem neita ve ua, chih TOUPA thu pawt ahi.

²¹En røst høres på de bare hauger, Israels barns gråt og bønner; for de har gått på onde veier, de har glemt Herren sin Gud.

²¹Tang giau velvul tuagah husa a om hi, Israel tate kap leh thil ngen husa, TOUPA Pathian a mangngilh ua, a omdan uh a hihgawp jiak un.

²²Vend tilbake, I frafalne barn! Jeg vil læge eders frafall. Se, vi kommer til dig; for du er Herren vår Gud.

²²A nungkin hat tate aw, hongkik unla, na nungkin seknate uh ka hihdam ding hi: endih, na kiangah ka hongpai uhi, nang lah TOUPA ka Pathian uh na hi ngala.

²³Sannelig, fåfengt er det at I larmer på haugene*; sannelig, i Herren vår Gud er Israels frelse! / {* d.e. holde larmende avgudstjeneste på dem.}

²³Tangte a phatuam keia, tang tunga husa chiak vengvungte. Israel hotdamna jaw TOUPA i Pathian mahmah ah ahi a om.

²⁴Men den skammelige avgudsdyrkelse har fortært frukten av våre fedres arbeid helt fra vår ungdom av, deres småfe og storfe, deres sønner og døtre.

²⁴Himahleh huai thil kihhuai mahmahin i tuailai a kipan in piputen tha a sukbeina uh a ne beita hi; a belam honte uh, a gan honte uh, a tanute uh, a tapate uh tanin.Zumin lum ni eleh, i zahlaknain honkhuh heh; TOUPA i Pathian tungah thil i hihkhial ua, ei leh I piputen i tuailai akipan tuni tannin TOUPA I Pathian paukam i man louh ziak in.

²⁵La oss ligge i vår vanære, og la vår skam dekke oss! For mot Herren vår Gud har vi syndet, vi og våre fedre, fra vår ungdom av like til denne dag, og vi har ikke hørt på Herrens, vår Guds røst.

²⁵Zumin lum ni eleh, i zahlaknain honkhuh heh; TOUPA i Pathian tungah thil i hihkhial ua, ei leh I piputen i tuailai akipan tuni tannin TOUPA I Pathian paukam i man louh ziak in.