¹Hvor ensom hun sitter, den folkerike stad! Hun er blitt som en enke; den store blandt folkene, fyrstinnen i landene er blitt til træl!

¹Khopi mitea dim sek, bangchidana lungjuanga tu maimah ahia: bangchidana meithai banga hongom maimah ahia! namte laka thupi seka, bialte laka lalnu sek, bangchidana a mengsawm honghi ahia!

²Sårt gråter hun om natten, og hennes tårer rinner på hennes kinn; hun har ingen trøster blandt alle sine elskere; alle hennes venner har vært troløse mot henne, de er blitt hennes fiender.

²Janin nakpi takin a kapa, a khituite a biangah a om: a itte tengteng lakah amah nem ding kuamah a neikeia: a lawmte tengteng a tungah lepchiahtakin a gamta ua, a melmate a honghi uhi.

³I landflyktighet er Juda vandret, efter trengsel og megen møie; det bor iblandt folkene, har ikke funnet hvile; alle dets forfølgere har innhentet det på trange steder.

³Gimthuakna jiak leh, saltanna thupi jiakin. Juda saltannaah a paita hi; khovelmite lakah a tenga, tawldamna a mu kei: munkochik ahte amah sawite tengtengin a pha uh.

⁴Veiene til Sion sørger fordi ingen kommer til festene; alle dets porter er øde, dets prester sukker, dets jomfruer er sorgfulle, og det selv er bitterlig bedrøvet.

⁴Kikhopna thupia kuamah a hongpai louh jiak un. Zion lampiten a sun ua; a kongpite tengteng loihin a oma, a siampute a thum huthut uh: a nungak siangthoute gimthuakin a om ua, amah mah haksa thuakin a om hi.

⁵Dets motstandere er blitt dets herrer, dets fiender er trygge, for Herren har lagt sorg på det for dets mange overtredelsers skyld; dets små barn har fienden ført i fangenskap.

⁵A melmate lupen a hong hi a galte a lohching uh; a tatlekna tam luat jiakin Toupan lah amah gim a thuak sak ngala: gal maah a ta tuailaite saitanna ah a pai uh.

⁶Fra Sions datter svant all hennes prakt; hennes fyrster blev lik hjorter som ikke finner beite, og de gikk der uten kraft for forfølgerens åsyn.

⁶Huan Zion tate akipanin a letna tengteng a pai mangta; a lalte loupa hing mu lou zuktalte bang ahi ua, a delhmi maah hatna neilouin a pai uh.

⁷I sin elendighets og landflyktighets tid kommer Jerusalem i hu alle de herligheter som hun hadde fra fordums dager; da hennes folk falt for fiendens hånd, og hun ingen hjelper hadde, da så fiendene henne, de spottet over det hun hadde tapt.

⁷A gimthuak ni leh a haksatniin Jerusalemin ni dang laia kipana om khinsa a thil nuamte tengteng a theigige: gal khuta a mite a puk lai un, amah kuamahin a panpih kei, galten amah a mu ua, a siatnaah a nuihsan uhi.

⁸Storlig har Jerusalem syndet, derfor er hun blitt til en vederstyggelighet; alle de som æret henne, forakter henne, for de så hennes blusel; hun selv sukket og vendte sig bort.

⁸Nakpitakin Jerusalemin thil a hihkhiala; huaijiakin thil nin bangin a hongom hi: a vuaktanna a muh jiak un, amah zahtak sakten a musit ta uhi: ahi, a nak huthuta, nunglamah a kiheita hi.

⁹Hennes urenhet hang ved hennes kjortelfliker; hun tenkte ikke på hvad ende det vilde ta med henne; da sank hun på underlig vis, ingen trøstet henne. Herre, se min elendighet! Fienden gjør sig stor.

⁹A nitna a nik ah a oma; a beina na nung a theigige kei; huaijiakin lamdangtakin a hong kuma; lungmuang mi a neikei hi: ngaiin, Aw TOUPA, ka gimthuakna; melmapa lah kiliansak ngala.

¹⁰Fienden rakte sin hånd ut efter alle hennes kostelige ting; for hun så hedninger komme inn i hennes helligdom, de som du bød ikke skulde komme inn i din menighet.

¹⁰Galin amahnu thil nuamte tengteng tungah a khut a jaka: a munsiangthou sungah khovelmi a honglut chih a mu ngala, huai tungtunga na kikhopna uah amau a honglut louh ding uh ahi chia thu na piak.

¹¹Alt hennes folk sukker og søker efter brød; de gir sine kostelige ting bort for mat, for å opholde livet. Se, Herre, se hvor foraktet jeg er blitt!

¹¹A mite tengteng a nak huthut ua, tanghou a zong ua; kha hihhalh dingin a thil nuamte uh sa khenna dingin a pia ua: Thei inla, Aw TOUPA, enin ka hong buah jiakin.

¹²Går det eder ikke til hjerte, alle I som går forbi på veien? Sku og se om det finnes en smerte lik den smerte som er voldt mig, den som Herren har bedrøvet mig med på sin brennende vredes dag!

¹²Nou dinga bangmah lou hi maw, nou honpai suaksante teng teng? Ngai unla, en un, ka tunga hiha om ka lungkhamna bang lungkhamna himhim a om hiam? a heh mahmah laia TOUPAN a honhihgimna bang.

¹³Fra det høie sendte han ild i mine ben og lot den råde; han spente ut garn for mine føtter, han støtte mig tilbake, han gjorde mig elendig, syk hele dagen.

¹³Tung sanga kipanin ka guhte ah mei a honsawla, amaute a zou a: ka khe adingin len a jaka, a honkinung lehheisan; segawp leh ni tuma bahin a honbawl ta hi.

¹⁴Mine overtredelser er knyttet sammen ved hans hånd til et åk; sammenslynget er de lagt på min nakke; han har brutt min kraft. Herren har gitt mig i hendene på dem som jeg ikke kan stå imot.

¹⁴Ka tatleknate hakkol a khuta khihin a om a; phial khawmin a om ua, ka ngawng jangah a hongtung ua; ka hatna a vuaksuak sak: amau ka dou zoh louhte, a khut uah TOUPAN kei a honpia a.

¹⁵Herren forkastet alle de kjemper som fantes hos mig, han kalte sammen en folkeskare mot mig for å knuse mine unge menn; Herren trådte vinpersen for jomfruen, Judas datter.

¹⁵Ka laka ka mi hatte TOUPAN bangmahlouin a om sak; ka tangvalte mekgawpna dingin ka siatna dingin aman kikhoppi poimoh a sama: uain sukna bangin TOUPAN Juda tanu siangthou a sikdenta hi.

¹⁶Over dette gråter jeg, mitt øie, mitt øie flyter bort i vann; for langt fra mig er trøsteren som kunde husvale min sjel; mine barn er ødelagt, for fienden fikk overhånd.

¹⁶Hiai thilte jiakin ka kapa; ka mit, tuiin a tumaa; lungmuanding ka kha hihhalh ding lah keia kipan a gam la ngala; melma a vualzoh jiakin, ka tate lah amau kiaa nutsiatin a om uhi.

¹⁷Sion rekker ut sine hender, det har ingen trøster; Herren har kalt sammen mot Jakob hans fiender rundt omkring; Jerusalem er blitt til en vederstyggelighet blandt dem.

¹⁷Zionin a khutte a jak khiaa; amah lungmuan ding kuamah a om kei uh; TOUPAN Jakob tungthu ah thu a piaa, huchia a kim vela omte a galte a honghihna ding un: Jerusalem a lak uah thil nin bangin a om hi.

¹⁸Herren er rettferdig, for jeg var gjenstridig mot hans bud. Hør, alle folk, og se min smerte! Mine jomfruer og mine unge menn er gått i fangenskap.

¹⁸Toupa a diktata: a thupiak lah ka helsan ngala; Ja un, ka hon ngen hi, nou mite tengteng, ka lungkhamna en un: ka nungaksiangthoute leh ka Tangvalte saltanna ah a pai uhi.

¹⁹Jeg ropte på mine elskere; de svek mig. Mine prester og mine eldste opgav ånden i byen da de søkte efter mat for å opholde livet.

¹⁹Ka itte ka sama, himahleh a honkhem uh: ka siampute leh ka upaten khopi sungah kha a khah uh, amau khate hihhalh dinga sa amau kizon ngalin.

²⁰Se, Herre, jeg er i trengsel! Det gjærer i mitt indre, mitt hjerte vender sig i mitt bryst; for jeg har vært gjenstridig; utenfor har sverdet gjort mig barnløs, innenfor er det som døden.

²⁰Aw TOUPA, ngaiin; ka dah ngala; ka lungsim a mangbanga; ka sungah ka lungtang a kilumleta; nakpitakin lah ka helta ngala: polamah namsauin a thata, in ah sihna bang a om.

²¹De hørte at jeg sukket, det var ingen som trøstet mig; alle mine fiender hørte om min ulykke, de gledet sig over at du har gjort det. Men du lar komme en dag som du har forkynt, og da skal de bli som jeg.

²¹Ka thum aja ua: kuamah hongkhamuan ding a om kei uh; ka mangbatna ka melmate tengtengin aja ua, ahihjiakin a kipak uh: na phuan khiaksa ni na tun dinga, kei bang ahi ding uh.A gitlouhna tengtenguh na maah hongtung hen: ka tatlekna tengteng jiaka ka tung na hih bangin amau tungah leng hihin: ka thumna lah a tama, ka lungtang lah a bah ngala.

²²La all deres ondskap komme for ditt åsyn, og gjør mot dem som du har gjort mot mig for alle mine overtredelsers skyld! For mine sukk er mange, og mitt hjerte er sykt.

²²A gitlouhna tengtenguh na maah hongtung hen: ka tatlekna tengteng jiaka ka tung na hih bangin amau tungah leng hihin: ka thumna lah a tama, ka lungtang lah a bah ngala.