¹Hvor Herren i sin vrede har innhyllet Sions datter i mørke skyer! Han har kastet Israels herlighet fra himmelen til jorden, og han har ikke kommet i hu sine føtters skammel* på sin vredes dag. / {* 1KR 28, 2. SLM 132, 7.}

¹Bangchidana a hehna a TOUPAN Zion tanu meipia tuam ahia: Israel kilawmna van akipan leiah a paikhe ta a, a heh niin a khengakna a theigige kei hi.

²Herren har uten skånsel tilintetgjort alle Jakobs boliger, han har i sin vrede brutt ned Judas datters festninger, kastet dem til jorden; han har vanhelliget riket og dets fyrster.

²Jakob tenna tengteng Toupana nawmvalha, a hehpih kei; a hehna ah Juda tanu kulh hatte a lai chima, lei toh a kilual in a koih hi; gam leh huaia lalte a hihninta.

³Han har i brennende vrede avhugget hvert horn i Israel, dradd sin høire hånd tilbake for fiendens åsyn* og satt Jakob i brand lik en ildslue som fortærer rundt omkring. / {* d.e. latt fienden uhindret trenge frem.}

³A heh mahmah naah Israel ki tengteng a sat tan; melma maa kipan a khut taklam a la kikta: mei kuang, kimvel hul bei bangin Jakob a kang beita.

⁴Han har spent sin bue som en fiende, stilt sig med sin høire hånd som en motstander og drept alt som var en lyst for vårt øie; i Sions datters telt har han utøst sin vrede som ild.

⁴Melma bangin a thalpeu a laia, gal bangin a khut taklam toh a ding, mita dinga etnop huaite tengteng a that: Zion tanu puanin ah mei bangin a thangpaihna a sung bua hi.

⁵Herren er blitt som en fiende, han har tilintetgjort Israel, tilintetgjort alle dets palasser, ødelagt dets festninger og hopet sorg på sorg over Judas datter.

⁵TOUPA melma bang a hong hi, Israel a nawmvalh ta; a inpite tengteng a nawmvalh veka, a kulh muanhuaite a hihseta: Juda tanu ah sunna leh kahna a pungsak.

⁶Han har med vold revet ned sitt gjerde som gjerdet om en have, han har ødelagt sitt forsamlingssted; Herren har latt høitid og sabbat bli glemt i Sion, og i sin vrede og harme forskutt konge og prest.

⁶Huan hileh kilawm bangin, a biakbuk hiamgamtakin a la manga; a kikhopna mun a suseta: TOUPAN kikhawm thupi leh khawlni Zion ah mangngilhin a omsaka, a hehna thangpaihna in kumpipa leh siampu a musit hi.

⁷Herren har forkastet sitt alter, forsmådd sin helligdom; han har overgitt dets* palassers murer i fiendens vold; de** lot sin røst høre i Herrens hus som på en høitidsdag. / {* Jerusalems.} / {** fiendene. SLM 74, 4.}

⁷TOUPAN a maitam a paimanga, a munsiangthou a kiha, ainpi kulhbangte melmate khutah a peta hi: kikhop thupi ni bangin TOUPA in sungah belam a bawl uh.

⁸Herren tenkte på å ødelegge Sions datters mur, han strakte ut målesnoren, han drog ikke sin hånd tilbake fra herjing, og han lot voller og murer sørge; forfalne ligger de der alle.

⁸Zion tau kulhbang TOUPAN suksiat a tumta; khau a zana, suse lou dingin a khut ala kei hi: himahleh leichian leh kulhbang a kap saka; a kigawp tuaktuak uh.

⁹Dets porter er sunket i jorden, han har ødelagt og sprengt dets bommer; dets konge og dets høvdinger bor blandt hedningene, så der ikke er nogen lov; heller ikke har dets profeter fått noget syn fra Herren.

⁹A kongpite leiah a tum ua; a kalhna chiangte a hihsia a a kuaitan hi: dan om louhna namte lakah a kumpipa leh a lalte a om uh; ahi, a jawlneiten Toupa akipan meng a mu kei uh.

¹⁰Sions datters eldste sitter tause på jorden; de har strødd støv på sitt hode, omgjordet sig med sekk; Jerusalems jomfruer har senket sitt hode til jorden.

¹⁰Zion tanu upate leitungah a tu ua, a pau kei uh; a lu jang ua leivui a khi ua; saiippuan a silh uhi: Jerusalem nungaksiangthouten lei lamah a lu uh a kun uh.

¹¹Mine øine er borttæret av tårer, det gjærer i mitt indre, min lever er utøst til jorden, fordi mitt folks datter er ødelagt, fordi de små barn og de diende vansmektet på byens gater;

¹¹Khituiin a ka mitte a juaua, ka lungsim a mangbang, leitungah ka sin puak khiakin a oma, ka mite tanu siatna jiakin; khopi kongzingtea naupang tuailaite leh nawinelaite a sihbub jiak un.

¹²de ropte til sine mødre: Hvor er korn og vin? - da de vansmektet på byens gater lik sårede, da de opgav ånden ved sine mødres barm.

¹²A nute uh kiangah, Buhlehbal leh uain kaw om ahia? a chi ua. Khopi kongzingte miliamte banga a sihbub lai un, a nute uh ang sunga a kha uh sun buaka a om laiin.

¹³Hvad skal jeg vidne for dig, hvad skal jeg ligne dig med, du Jerusalems datter? Hvad skal jeg stille ved siden av dig, så jeg kunde trøste dig, du jomfru, Sions datter? For stor som havet er din skade; hvem kan læge dig?

¹³Na kiangah bang ka theisak dia? Nang toh bang ka teh dia, Aw Jeursalem tanu? Aw Zion tanu siangthou, kon lungmuang theihna ding in, nang toh bang ka kikim sak dia? na siatna lah tuipi bangin a thupi ngala: kuan nang a honhih dam thei dia?

¹⁴Dine profeter har skuet for dig tomme og dårlige ting; de åpenbarte ikke din misgjerning for å avvende ditt fangenskap, men de forkynte dig tomme og villedende spådommer.

¹⁴Na jawlneiten bangmahlou leh haina nanga dingin mengmuhin a mu ua; na koltanna pi nawn dingin, na gitlouhna a mukhe kei uh: himahleh bangmahlou puakgik leh pimanga omna jiakte nang honmuh sak uh.

¹⁵De slår hendene sammen over dig alle de som går forbi på veien; de spotter og ryster på hodet over Jerusalems datter: Er dette den stad de kalte skjønnhetens krone, all jordens glede?

¹⁵Honpai kheng tengtengin nang a khut a uh a honbet khum ua; Jerusalem tanu a tek khum ua; a lu uh a kun khum uh, hiai khopi miten kilawmna buching, lei tengtenga nuamsakna, a chih uh ahi maw? chiin.

¹⁶Alle dine fiender spiler op sin munn mot dig, de spotter og skjærer tenner, de sier: Vi har ødelagt den; ja, dette er den dag vi har ventet på; vi har oplevd den, vi har sett den.

¹⁶Nang siatna dingin na melmate tengtengin a kam uh lianpiin a ka ua: hiai ni I ngakngak uh a himahmah hi; I mukhetaa, I muta uh.

¹⁷Herren har gjort det han hadde tenkt, han har fullbyrdet sitt ord som han hadde forkynt alt i fordums dager, han har brutt ned uten skånsel; og han lot fienden glede sig over dig, han lot dine motstandere bære sine horn høit.

¹⁷TOUPAN a lunggel a hihtangtungta nidang laia a thu a piak a hihtangtunga; a paita, a hehpih kei: na tunga melma a kipak saka, na galte ki a tawisangta a.

¹⁸Deres hjerte roper til Herren. - Du Sions datters mur! La tårer rinne som bekker dag og natt, unn dig ikke nogen hvile, la ikke ditt øie ha ro!

¹⁸TOUPA kiangah a lungtang a kikou a: Aw Zion tanu kulhbang, sun leh janin khitui luipi bangin luang suk sakin; khawl kipe kenla; na mit tang khawl sak ken.

¹⁹Stå op, rop høit om natten, når nattevaktene begynner! Utøs ditt hjerte som vann for Herrens åsyn! Løft dine hender til ham for dine barns liv, de som vansmekter av hunger på alle gatehjørner!

¹⁹Thou in, janin ki kouin, vente kipatnaah; TOUPA mai maah tui bangin na lungtang sung khiain; na ta tuailaite hinna adingin amah lamah na khutte lik touin. kong chiteng tunga gilkial jiak-a bah.

²⁰Se, Herre, se! Hvem har du gjort således med? Skal kvinner ete sin livsfrukt, de spede barn som bæres på armen? Skal prest og profet slås ihjel i Herrens helligdom?

²⁰Aw TOUPA, en inla, ngaiin, hichibanga na hihna; numeiten a gah uh a ne ding uam, khuta oiha om naupangte? TOUPA munsiangthou sungah siampu leh jawlnei thaha om ding uh hia?

²¹Ung og gammel ligger på jorden i gatene, mine jomfruer og mine unge menn er falt for sverdet; du slo ihjel på din vredes dag, du slaktet uten skånsel.

²¹Kongzingte ah leitungah tuailaite leh putek a um ua; namsauin ka nungaksiangthoute leh ka Tangvalte a puk uh: na heh niin amaute na thata; na thata, na hehpih kei.Kikhawmpi thupi lai bangin, mun cihah ka launate na sama, TOUPA heh niin kuamah suakta hiam, om hiam a om kei uh: huai ka donteia ka khoilette lah ka melmain a gaita hi.

²²Som på en høitidsdag kalte du redsler over mig fra alle kanter, og det var ikke på Herrens vredes dag nogen som slapp unda eller blev reddet; dem som jeg hadde båret på armen og opfostret, dem ødela min fiende.

²²Kikhawmpi thupi lai bangin, mun cihah ka launate na sama, TOUPA heh niin kuamah suakta hiam, om hiam a om kei uh: huai ka donteia ka khoilette lah ka melmain a gaita hi.